Tilgivelsens væsen er at sætte fri

Ifølge den kristne psykolog, Suh Jacobsen, er tilgivelsens dynamik den samme, om det er Guds eller menneskets, men Gud har så at sige skabt begrebet. Mennesket, der er skabt i Guds billede, låner begrebet. Til forskel fra Gud, hvis forløsning altid er hundrede procent, fordi den er sket een gang for alle i hans Søn, kommer der i menneskets hænder dog let støj på linjen.

Forløsningen er tilgivelsens forudsætning, og det er både en psykologisk og en bibelsk sandhed, mener den kristne psykolog Suh Jacobsen

Der er ikke noget modsætningsforhold mellem kristendommens og psykologiens forståelse af tilgivelse. Tværtimod. Både den kristne og den psykologiske forståelse af tilgivelse forudsætter en forløsning af mennesket, før tilgivelsen kan finde sted. Det mener psykolog Suh Jacobsen.

Kristendom.dk har talt med Suh Jacobsen om begrebet tilgivelse i spændingsfeltet mellem psykologi og kristendom, da hendes arbejde som psykolog efter eget udsagn tager sit udgangspunkt i den kristne kultur og livsforståelse. 

Tilgivelsen er oftest en proces
Ifølge Suh Jacobsen er tilgivelsen altid et fænomen, der opstår i en relation, da fænomenet aldrig står alene hverken psykologisk eller bibelsk, og tilgivelsens hvordan kan bedste beskrives som en proces:

- Tilgivelsen er en proces, hvor man giver slip på den ret, man føler, man har til at føle og udøve overfor den, der har forulempet én. Det svære ved tilgivelsen er, at man frivilligt skal gøre noget, man egentlig synes, man har ret til ikke at gøre, siger Suh Jacobsen og fortsætter: 

- I processen giver man slip på den adfærd og de konsekvenser, der normalt følger efter en forulempelse. Min ret til at gøre noget lige, den gammeltestamentlige måde med øje for øje og tand for tand, er det, man giver afkald på. Tilgivelsen er en proces, hvor man bearbejder den følelse af bitterhed, vrede og andre følelser, man måtte have. Hvis ikke jeg bearbejder de følelser, kan jeg aldrig give slip på dem, og så vil de følelser styre mig.

Opfatter du tilgivelsen som en viljes- eller følelsesakt eller noget helt tredje?

- Tilgivelsen er begge dele. Motivationen til at tilgive kan komme, fordi vi ønsker at kunne komme til at tilgive. Vi kan tilgive lige nu, hvis vi bliver overvældet af følelser, for eksempel Guds kærlighed, så sker det under, at vi uden videre kan tilgive.

- Andre gange er tilgivelsen en proces, hvor vi siger til os selv, at jeg vil vælge at kunne komme til at tilgive. Viljen og følelserne kan stritte i to modsatte retninger, så vi eksempelvis kun kan tilgive ti procent, og så til gengæld arbejde med de resterende halvfems procent, bearbejde vreden i en proces.

Kan du i dine konsultationer bruge Jesu ord om, at slår din fjende dig på den ene kind, skal du også vende den anden kind til?

- Jeg behandler ofte det emne, for rigtig mange sidder fast i en misforstået opfattelse af disse ord. For mange mennesker ønsker at efterleve disse ord fuldt ud, men føler ikke, at de kan komme dertil, og det er jo også meget, meget svært at efterleve disse ord.

- Men når Gud ønsker, at vi skal efterleve disse ord, har han jo også givet nogle redskaber til det, for de følelser, der styrer os, skal vi have forløsning for et eller andet sted, og dét er hele humlen.

Guds måde at få forløsning på er en model til efterfølgelse
Ifølge Suh Jacobsen er menneskets måde at agere på et spejbillede af Guds ageren:

- Vi er skabt i Guds billede og ligner Gud, vi er hans spejlbillede. I Bibelen får vi kendskab til Guds vrede, til hans natur, der er at straffe os, når vi gør noget forkert. Det er en slags grundlov, sådan reagerer følelser, altså med øje for øje og tand for tand.

- Men af kærlighed til mennesket ønsker Gud at spare mennesket, som han er vred på, og lægger i stedet al sin vrede på sin søn, som så bærer vreden for os. Gud er nødt til at få forløsning for sin vrede, derfor straffer han sin søn, for at undgå at straffe os.

- Hvis vi kan forstå ham som rollemodel og bruge det så må vi erkende, at for at kunne vende den anden kind til, er vi nødt til at tage ansvar for, at vi først får forløsning for vores vrede, for eksempel på vej hjem i bilen eller andre steder. Når vi så er blevet forløst, kan vi sige til den anden: Det var ikke så godt, det der skete, men vi kan nu tilgive, fordi vi forinden er blevet forløst.

- Forløsningen er tilgivelsens forudsætning, og det mener jeg både er en psykologisk og bibelsk sandhed.

Har man er særlig forpligtelse som kristen til at tilgive?

- Der har jeg jo lyst til lidt provokerende at sige; nej, det har vi ikke. Selve ordet forpligtelse gør, at vi allerede dér er ufrie, og hvis vi skal gøre noget helhjertet, skal vi gøre det af et sandt hjerte, fordi vi ønsker at forpligte os selv, tage ansvar. Det kan man ikke gøre hvis man er ufri.

Man bliver nødt til at tilgive sig selv først
Spørgsmålet om hvorvidt man som kristen har en særlig pligt til at forgive, blev for den engelske anglikanske præst Julie Nicholson sat på spidsen, da hun i 2006 forlod sit embede, fordi hun, efter eget udsagn, ikke kunne leve med uoverensstemmelsen mellem hendes prædiken om tilgivelse og hendes egen manglende evne til at tilgive sin datters morder (red. datteren blev dræbt af bombeattentaterne i Londons undergrund i sommeren 2005). 

Suh Jacobsen kan godt sætte sig ind i Julie Nicholsons situation og har stor respekt for det valg præsten traf, da hun forlod sit embede for at være i overensstemmelse med det budskab, hun prædikede som præst. Men hvad ville en præst i et tilsvarende dilemma blive rådgivet til af Suh Jacobsen?

- Jeg synes, at mennesker skal mærke efter, hvad der er det bedste for dem. Spørge sig selv, hvilke krav man kan opfylde, og så tage konsekvenserne deraf.

- Jeg mener dog godt, at man kan formidle og forkynde et budskab i en forståelse og erkendelse af, at man ikke altid selv kan honorere budskabet eller kravene. Hvis man ikke har erkendelsen af, at man også selv er fejlbarlig, og lader det skinne igennem engang imellem, så dur det ikke. Man bliver altid først nødt til at tilgive sig selv. Tilgivelsen er dermed utrolig vigtig, det handler om, at man skal sættes fri, og sætte andre fri.

Kierkegaard taler om tilgivelsens hvorledes kontra selve handlingen at tilgive, er det noget, du kan identificere dig med i dit arbejde? 

- Det er en utrolig smuk formulering. Jeg kender det på den måde, at forløsningen, der foregår forud for tilgivelsen, er selve tilgivelsens krop. At sige tilgivelsens ord altså handlingen - kommer af sig selv, hvis den forudgående proces har været forløsende. Hele den proces, der går forud for, at man kan tilgive i handling, er egentlig tilgivelsens hvorledes.

- Vi kan tilgive hvad som helst, hvis det giver mening for os, og er sandt, og så vil det være frugtbart for alle parter involveret i tilgivelsens proces.

Hvordan undgår man at sætte den person, man tilgiver, i en underordnet position?

- Det er meget svært at svare på, men man kan sige, at hvis man sætter den anden i en underordnet position, er det ikke længere tilgivelse. Så er vi ude på at manipulere og udnytte. Man kan se på frugterne, om det er tilgivelse eller ej. Hvis den tilgivne fortsat har det dårligt, er det ikke tilgivelse, for tilgivelse sætter alle involverede parter fri, forløser alle, der er involveret.

- Den tilgivne behøver ikke længere at føle skyld, og den tilgivende behøver ikke længere at føle vrede.

Tilgivelse er ikke nødvendigvis det samme som at glemme
Forudsætter ægte tilgivelse, at man glemmer forulempelsen og lægger den totalt bag sig?

- Tilgivelse betyder ikke nødvendigvis at man glemmer. Nogle gange er den anger, som den forulempende part udviser, så stærk og ægte, at der sker noget i den forulempede, som næsten har samme følelsesmæssige funktion, som når man glemmer. Så giver det sig selv; man kan frit være sammen med den part, der var ansvarlig for den pågældende handling, siger Suh Jacobsen og påpeger:

- Andre gange, som i Julie Nicholsons tilfælde, er tilgivelsesprocessen meget lang, og når man endelig er i stand til at tilgive, er der stadig mange følelsesmæssige sår; eksempelvis sorg og smerte, der bliver rippet op i ved at være sammen med den forulempende part.

- Vreden er rettet mod den forulempende part, mens sorgen retter sig mod det mistede. Nogle kan måske godt være sammen med den forulempende part og skille følelserne ad, mens andre ikke magter det. De har måske tilgivet sluppet vreden men sorgen ved samværet med den forulempende er for overvældende. Dette er ikke så meget uægte tilgivelse, som et udtryk for, at man passer på sig selv og sætter de nødvendige grænser.

Guddommelig og menneskelig tilgivelse
Når man spørger Suh Jacobsen om, hvorvidt der er forskel på menneskets og Guds tilgivelse, mener hun, at der er en forskel ud fra en frelsesforståelse: Alene Gud kan skænke mennesket syndernes forladelse. Alligevel er der paralleller: 

- Ud fra en frelseforståelse er det kun Gud, der kan give syndernes forladelse, men vi kan gøre det i miniformat, når vi sætter det andet menneske fri ved vores tilgivelse. Dynamikken er den samme, om det er Guds eller menneskets tilgivelse, men Gud har skabt begrebet. Vi låner det så at sige, og i vores hænder kommer der støj på linjen, fordi det er i en syndig krop, siger Suh Jacobsen og uddyber:

- Guds forløsning er altid hundrede procent ægte, fordi at for Gud er forløsningen sket en gang for alle, og det er den ikke for os.

Suh Jacobsen vil gerne understrege, at når mennesket lærer, at Gud kan tilgive dagligt, uanset hvad det laver, kan der let snige sig et fokus ind på, at mennesket er synder. Men man kan se det fra en anden vinkel: Hvis mennesket ser, at Gud kan tilgive det dagligt for alt det gale, det laver, så får mennesket et glimt af Guds kærlighed i stedet for et konstant fokus på, at det er synder. 

Glimtet af denne Guds kærlighed kan være med til at sætte mennesket fri, ganske som tilgivelsens væsen ifølge Suh Jacobsen netop er at sætte fri.