Uden bøn intet kristenliv
Bønnen er selve kristenlivets hjerteslag, mener sognepræst Henrik Højlund
For sognepræsten i Løsning og Korning Sogne, Henrik Højlund, er gudstjenesten én lang bøn.
- Selv prædikenen er i en vis forstand vendt mod Gud. Søren Kierkegaard sagde, at Gud er prædikantens første tilhører, og det passer. Uden bøn ingen gudstjeneste og intet kristenliv. For man kan ikke være kristen uden at bede, siger Henrik Højlund og fortsætter:
- Det ville svare til, at man skulle kunne være gift uden samtale, samvær, kys og kram med sin ægtefælle. Det ville blive rent proforma. Således også med at være kristen uden bøn. Med andre ord: Bøn spiller en helt afgørende rolle i kristendommen. Den er selve hjerteslaget i det at være kristen.
Men derfor kan bøn jo godt være en højst personlig sag. Men hvad er privat, spørger sognepræsten og svarer:
- Det er jo ikke privat, når man deltager i den gudstjenestelige bøn, men det er stadig personligt. Selvfølgelig er det i en vis forstand privat, når man beder i sit "lønkammer". Dér har man ikke lyst til at lukke andre ind. Men ens bøn i privaten angår også altid andre. Man taler jo med Gud om andre. Og indimellem siger man det endda til dem: "Jeg beder for dig". Eller den mere danske og blufærdige: "Jeg tænker på dig". Så mere privat er bøn altså ikke og bliver jo også dermed praktiseret både i "det skjulte", der hvor man er alene med Gud, og i det offentlige, ikke mindst i gudstjenestelig sammenhæng.
I det offentlige kan det også ske på andre måder: I forbindelse med offentlige begivenheder, hvor det er naturligt at henvende sig til Gud med det, der nu skal ske. Og offentlige begivenheder kan være lidt af hvert. Det kan såmænd være så offentligt, at det foregår midt i storbyen og midt i den travleste hverdag. I Bibelen er der mange eksempler på den slags offentlig bøn. En mellemting mellem det private og det offentlige er det, som en del kristne praktiserer som det naturligste i verden: Bedemøder - en forsamling af kristne mennesker, som beder højt på skift, er meldingen fra Henrik Højlund, der oplever, at bønnen gør alverdens forskel.
- Gør samtale og samvær med den elskede forskel? Det gør al forskel. Bøn er først og sidst fortroligt samvær med Gud, mener han og siger, at "effekten" af bønnen ikke kan måles.
- Det giver slet ikke mening at måle det. Det handler om begyndelsen på et samvær, som en gang skal være ansigt til ansigt. Nu er der en længsel i det, noget uforløst. Og dog også ofte så forløst og så befriende. Dette at jeg dagligt kan læsse alt over på Gud, lade ham overtage alle bekymringer, al fortvivlelse, al vrede, al sorg - og al glæde. Delt glæde er dobbelt glæde, mener Henrik Højlund og fortæller om en nabo, som han engang havde, som ikke var kristen. Hun fødte et barn og sagde til Henrik Højlunds kone: - Jeg mangler én at rette taknemmeligheden og glæden mod, som I har.
For bøn er også takkebønner for hverdagens små mirakler.
- Jeg er mig ikke bevidst om selv at have oplevet mirakuløse indgreb som følge af bøn. Men jeg har til gengæld ikke tal på de mange historier, jeg har om den slags fra normale, sunde og jordnære mennesker. Til gengæld har jeg selv oplevet utallige "små" bønhørelser, også overraskende, "ubehagelige" bønhørelser, hvor jeg anede, at Gud drog på smilebåndet, slutter Henrik Højlund.