Isabella Arendt: Det er en kristen værdi, at evner og ansvar følges ad

Mange gange bruges ’kristne værdier’ håndfast som en vending, der indeholder en konkret, fasttømret betydning. Men der kan være store forskelle på, hvad folk forstår ved det. I denne series første interview spørger kristendom.dk Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, hvad hun forstår ved ’kristne værdier’

Er der noget, som Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, vil fremhæve som en kristen værdi, så er det ansvarsfuldhed. Det er en værdi, hun tidligt har fået med fra sine forældre, og som således har præget hende hele livet, for hun har altid fået at vide, at evner og ansvar følges ad:

”Hvis man evner at rumme et ansvar, så bør man tage ansvar. Personligt har det haft betydning for mig, idet jeg har været aktiv i frivilligt arbejde og også har været besøgsven. Langt hen ad vejen har det også haft betydning for mit valg af job. Det har altid været vigtigt for mig at tage ansvar, og jeg mener, at man bør gøre sig umage med at bruge sine evner, så godt som man overhovedet kan til gavn for andre end én selv.”

For Isabella Arendt er tanken om, at vi er lige meget værd som mennesker, og det hun kalder forvalteransvaret, også vigtige kristne værdier. Hun mener nemlig, at vi mennesker har et stort ansvar for at værne om den planet, som er blevet os givet, med den natur og det klima, der følger med.

”Jeg ved godt, at der findes andre kristne, som ville sige, at for dem følger klimabevidsthed slet ikke med som en kristen værdi,” forklarer hun. Derfor mener hun også, at det er vigtigt at bemærke, at hverken hun eller andre har patent på at definere, hvad der er, eller ikke er, kristne værdier.

”Vi bliver aldrig færdige med at diskutere, hvad kristne værdier er, ligesom vi aldrig bliver færdige med at diskutere, hvad danske værdier er,” forklarer hun.

Kristne værdier i det danske samfund
Vender Isabella Arendt blikket mod det danske samfund, ser hun frihedstanken som særligt rodfæstet, og hun mener, at det er et udslag af kristendommen. På den måde kan det være ret svært at skelne mellem, hvad der er kristent, og hvad der er dansk, mener hun.

”Jeg tror, at de fleste danskere betragter det som en dansk værdi, at vi er frie og lige. Hele vores religionsfrihedstanke og selve demokratiet er jo også et spørgsmål om ligeværd. Jeg tror, at de fleste danskere ville have det svært med, at ens personlige frihed blev taget fra én, hvis man pludselig ikke længere havde indflydelse på, hvad man måtte spise, eller hvor man måtte være. Det prøvede vi jo lidt under coronakrisen, hvor vi fandt ud af, hvor meget det egentligt betød for os, at hverdagen har en stor grad af frihed, så vi kan planlægge den og leve vores liv, som vi har lyst.”

I Isabella Arendts øjne har frihedstanken rødder i kristendommen, fordi man selv har evnen til at vælge troen fra eller til. Selvom mange danskere er blevet introduceret til troen af deres forældre tidligt i livet, så er den kristne tro – med de tilhørende værdier – noget man, ifølge hende, tilvælger i voksenlivet.

Her kan vi gøre det bedre
Skulle der imidlertid være en kristen værdi, som Isabella Arendt synes, at det ind imellem skorter lidt på i Danmark, så gælder det ansvarsfølelsen:

”Danskerne er langt hen ad vejen et utroligt ansvarligt folkefærd og tager et stort ansvar for det samfund, de lever i. Men alligevel kan man nogle gange opleve, at vi har en idé om, at det er en statslig opgave, at det eksempelvis bare er staten, der skal sørge for, at indvandrere bliver integreret. Og det er bare ikke sådan, integration virker. Integration handler ikke om at blive integreret i en stat. Integration handler derimod om at blive integreret i et folk, i et fællesskab, i et nabolag, i en vennegruppe, i en fodboldklub og så videre. Og der kunne jeg godt synes, at vi som folk godt kunne være bedre til at tage ansvar – og der mener jeg vi, for jeg synes også, at jeg selv kunne være bedre til at tage ansvar.”

Isabella Arendt peger på forvalteransvaret over for naturen og klimaet som et andet område, hvor hun synes, at danskerne kan gøre det bedre, men hun påpeger samtidig en mulig slagside ved at give folk en opsang:

”Jeg synes at vi spiser og forbruger skævt. Men problemet med ’skældud’ er, at det altid er de elever, der gør det rigtige, der hører skælduden først. Det er de elever, der altid kommer til tiden, der føler sig ramt, når læreren giver klassen en opsang om, at man skal komme til tiden. Så hvis du i forvejen tager et kæmpe ansvar, så er det ikke dig, jeg taler til her. Problemet er bare, at det tit kan være de samme få, der trækker læsset og bliver overbebyrdet af det. Det kan også betyde, at nogle kan få dårlig samvittighed over ikke at tage ansvar, selvom man måske aldrig har haft forudsætninger for at lykkes med det. Derfor er det vigtigt, at man tager ansvar, når man kan.”