Isabella Arendt: Min bedstemor er et forbillede

Isabella Arendt har et helt særligt forhold til sin bedstemor, der har stået ved hendes side og været en trofast støtte gennem hele livet. ”Hun holdt mig fast, når jeg ikke selv havde noget at holde fast i,” skriver Isabella Arendt

En hverdagens engel er for mig en person, som har gjort noget særligt og været med gennem livet. Engle giver en tryghed i hverdagen og gennem livet. De åndelige væsner vil jeg ikke udtale mig om her. I stedet vil jeg fremhæve en person, som har betydet noget helt særligt for mig gennem hele mit liv. Jeg vil her give en hyldest til min bedstemor - en hverdagens engel for mig.

Jeg er ældste barnebarn, og jeg har den store velsignelse at have en ung bedstemor, som jeg virkelig har lært at kende - og hun mig. Nu taler man som bekendt ikke om en kvindes alder, men jeg er taknemmelig for, at jeg som 26-årig stadig har en bedstemor, der er frisk og arbejdsom. Det er ikke alle forundt.

Jeg besøgte hende for nylig i forbindelse med sygdom. Vi havde en dag sammen til at tale. Jeg havde oplevelsen af, at jeg skulle sige noget meningsfuldt. At jeg skulle fortælle noget særlig dybt denne dag, fordi hun var blevet syg. Jeg tænkte, at det var nu, hun virkelig skulle dele ud af årtiers livsvisdom fra et levet liv. Vi sad med en kop kaffe hver. Jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg skulle begynde.

Der er så meget, jeg kan fortælle hende. Ingen tanker eller spørgsmål dukkede op i hovedet. Til sidst gav jeg op, og jeg gav mig hen til nuet i stedet. Snakken gik derfra lystigt. Ikke om noget særligt og dybt, men om hverdagen, arbejdet og ægteskabet. Det føltes, som om det almindelige blev endnu mere almindeligt, fordi jeg havde troet, der skulle ske noget særligt.

Vi havde en samtale, som vi har haft hundredvis af. Alligevel føltes den helt særlig, fordi den dukkede op lige dér – midt i alvoren og så befriende almindelig.

Jeg kan fortælle min bedstemor alt. Så jeg fortalte hende også, at jeg havde tænkt, jeg skulle sige noget dybere og spørge ind til noget eksistentielt. Det grinte vi lidt af. Hun har altid været nærværende i mit liv. Der er ikke noget, hun ikke kender. Derfor er der heller ikke en særlig skuffe af dybe, tidløse og eksistentielle emner, som jeg kan trække frem på en særlig dag.

I stedet har hun været med mig gennem hele mit liv - i alt det gode, fremadsynede og fantastiske. Og måske endnu vigtigere - i alt det tunge, ensomme og håbløse.

Min bedstemor er for mig et holdepunkt og et forbillede. Hun er en kvinde med et stort hjerte og en stor tro. Når vi ikke kunne finde livsvisdom at overdrage og alvorlige emner at taler om forleden, så er det bestemt ikke, fordi de ikke findes. Det er, fordi de ikke er blevet samlet sammen til et særligt øjeblik.

Da jeg som barn ville lege, var hun min legekammerat. Vi byggede huler og fejrede min dukkes 1-års fødselsdag med kage og lys. Hun tog mig med på camping og læste historier om aftenen. Da jeg blev teenager, blev jeg på samme tid meget engageret og meget ensom: Dybt engageret i politik, og derfor meget forskellig fra mine jævnaldrende.

Jeg kunne fortælle om min splittelse mellem politik, som jeg brændte for, og om mine jævnaldrende, som jeg følte, politikken trak mig væk fra. Jeg følte mig alene, mens verdens problemer og ansvar blev stadig tydeligere for mig. Da jeg manglede en ven, var hun min ven.

Jeg blev voksen meget hurtigt i en teenagetid præget af mange skoleskift, ensomhed og lavt selvværd. Jeg følte, jeg skulle løse alle verdens problemer alene. Jeg blev alene med mit ansvar, og det druknede mig i ensomhed og meningsløshed. Da jeg var allerlængst nede i et følelsesliv, jeg havde blokeret for, og en fremtid, der tordnede voksent og ansvarligt op foran mig - der var hun dér lige midt i det. Hun var den voksne, som mindede mig om, at jeg stadig var barn. Hun lod mig være barn.

Hver gang, jeg var sammen med hende, føltes det, som om hun holdt ansvaret, håbløsheden, ensomheden op og væk fra mig, og hun skabte en boble af tryghed, som jeg kunne være i.

Hun stod klar med næste kapitel i livets bog, da jeg første gang kom med en kæreste på besøg. Jeg var usikker på kærligheden og vidste ikke, hvordan man sikrede sig den ægte vare. Min bedstemor er kærlig og samtidig ærlig. Hun fortalte mig, at hun bestemt kunne lide min daværende kæreste (de har vist stadig kontakt på Facebook), men at hun også samtidig kunne se, at jeg var i tvivl.

At tale om forhold med en stædig teenager er ikke nemt. Hun lykkedes dog utrolig fint med at vise sin bekymring for mig, sin kærlighed til os begge og sin urokkelige tro. Vi kunne lytte sammen, og jeg kunne tvivle hos hende. I dag er både min ekskæreste og jeg lykkeligt gift med hver vores ægtefælle.

Da jeg første gang havde min mand med på besøg hos min bedstemor, kom hun i et stille øjeblik hen til mig og sagde: “Nu har du fundet den ægte vare.” Et modigt udsagn at komme med til en ung pige på 20 år - men hun havde jo ret.

Hun giver så meget af sig selv og alligevel fortæller hun mig, at hun netop er uendelig rig på mennesker i sit liv. Hun elsker med et stort og rummeligt hjerte. Det kan mærkes. Hendes ærlige kærlighed har været et holdepunkt i mit liv også i de år, hvor mit liv ellers virkede uden mening og lys. Hun holdt mig fast, når jeg ikke selv havde noget at holde fast i. Jeg var ved at miste mig selv i en periode. Imens sad min bedstemor på Mors og strikkede kærlighed og morgenbønner ind i varme sokker hver eneste morgen.