Debat

"Humanistisk konfirmation er et godt valg"

Jeg vil gerne humanistisk konfirmeres, fordi jeg ikke tror på, at det er Gud, der har skabt verden, skriver 15-årige Lila Oldenburg. Foto: Privat

Inden en humanistisk konfirmation skal man på to weekendture, hvor man lærer om menneskerettigheder og kritisk tænkning. I min gruppe fra turen har vi lavet en sang, som vi skal optræde med ved vores humanistiske konfirmation i maj, skriver 15-årige Lila Oldenburg

Hvorfor har jeg valgt humanistisk konfirmation? Jeg vil gerne humanistisk konfirmeres, fordi jeg ikke tror på, at det er Gud, der har skabt verden. Jeg tror, det er os mennesker, der har gjort det.

Det tog ikke lang tid for mig at finde ud af, at jeg ikke skulle konfirmeres i en kirke. Så sad jeg og tænkte over, om nonfirmation var noget for mig, men jeg syntes alligevel, at det var nederen, at der ikke var nogen ceremoni.

Min mor og jeg kom i tanke om, at min bedstefar arbejder for humanistisk konfirmation, så jeg snakkede lidt med ham om, hvad det gik ud på. Efter noget tid fandt jeg ud af, at det var det, jeg gerne ville.

Når man skal humanistisk konfirmeres, skal man på to weekendture med folk, man overhovedet ikke kender, men ender med at kende, snakke med og være sammen med. Jeg har på den måde forberedt mig til min humanistiske konfirmationsdag. På weekendturen har man undervisning, som ikke er matematik og dansk og historie og så videre, men man lærer om menneskerettigheder og kritisk tænkning. Det er mega hyggeligt, og der er overnatning på turene.

Jeg synes ikke, man bliver voksen så snart, man er konfirmeret. Man er først voksen, når man er 18, men man er jo først ude af teenageårene, når man er 20.

Hvordan skal I fejre din fest?

Der bliver holdt en ceremoni på Sankt Annæ gymnasium den 5. maj, og det er også den dag, vi holder fest. Til ceremonien kommer der én, der holder en tale til konfirmanderne. Og vi skal også selv optræde med de ting, vi har forberedt på weekendturene. I min gruppe skal vi synge en sang, vi selv har skrevet.

Jeg har ikke tænkt vildt meget over gaver, men når folk har spurgt mig om, hvad jeg ønsker mig på dagen, så har jeg sagt øreringe, sengetæppe, fede billedplakater og biografbilletter, men hvis de er hel tomme for idéer, så er penge okay.

For mig er humanistisk konfirmation et godt valg, og jeg glæder mig meget til den 5. maj.