LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Serie: Bønner og bededag

Ghita Nørby: Bønnen er et fristed, når man bliver ældre

Ghita Nørby forlanger aldrig noget af bønnen. For den er, hvad den er - en bøn, og ikke en forventning om noget. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Bøn har altid været en del af Ghita Nørbys liv, og den folkekære skuespillerinde har bedt aftenbøn så længe, hun kan huske. Men det er vigtigt for hende, at bønnen er en bøn og ikke bliver en forventning om noget

Siden den danske skuespiller Ghita Nørby var ganske lille, fra hun overhovedet kan huske, har hun bedt aftenbøn sammen med sin mor. For det gjorde man dengang, da hun var lille, fortæller hun:

"Vi bad altid den samme lille bøn, og det var ‘jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to, Fader se i kærlighed, til mit lille leje ned. Amen.’ I bønnen sagde jeg altid ‘lugt til mine øjne to’, og det synes mine forældre var så sjovt. Den lille bøn kunne jeg simpelthen ikke undvære, da jeg var lille. Jeg kunne ikke undvære at bede aftenbøn.”

Selvom det efterhånden er mange år siden, at Ghita Nørby bad bønnen sammen med sin mor inden sengetid, så har barndommens aftenbøn fortsat en betydning for hende:

“Den bøn har et sted i mit hjerte, som er værdifuldt for mig. Den bad jeg altid om aftenen, når jeg skulle sove. Bøn har altid været en naturlig del af mit liv, og er det også den dag i dag.

Nu er jeg blevet et voksent, gammelt menneske, men bøn har fulgt mig hele livet igennem. Jeg vil ikke sige, at jeg har talt ret meget om det, for det vedkommer egentlig ikke andre mennesker. For bøn er for mig en meget privat sag.”

Skuespillerinden, som fyldte 83 år i januar i år, kan dog ikke lade være med at tænke over, at hun er blevet ældre:

"Mit bønsliv har altid eksisteret, men det sætter nogle tanker igang at blive ældre. Ingmar Bergman sagde engang til mig: Det er et meget stort arbejde at blive gammel, og det har han jo ret i. Jo ældre man bliver, des større er erfaringen, stenene på ryggen bliver tungere, og det samme gør ens krop måske også, og måske gør den lidt ondt. Men bønnen har altid været et fristed for mig.”

Selvom det altid har været en del af Ghita Nørbys liv at bede, så har hun ingen krav eller forventninger til bønnen:

“En bøn skal ikke kunne noget som helst. Det er noget, hvor du sender dine tanker et sted hen, hvor du føler trøst. Jeg forlanger aldrig noget af bønnen! Det kunne aldrig falde mig ind. En bøn er netop det, som det hedder, nemlig en bøn - en bøn om hjælp, men jeg forventer ikke, at jeg får noget. Det giver i stedet mig en ro”.

Derfor er bønnen heller ikke hverken stedsbestemt eller skemalagt i Ghita Nørbys liv, men lysten og behovet opstår i stedet i takt med livet:

“Jeg har ikke nogen bestemt tid sat af til det, men behovet opstår, når jeg står midt i noget, som er vidunderligt, eller når jeg står midt i noget, som er forfærdeligt. Når jeg står midt i tilværelsen. Der er meget ofte, jeg beder en bøn, men det er hverken fadervor eller 'jeg er træt og går til ro'. Det har slet ikke de fastlagte rammer, men det er mine egne tanker, som jeg beder om, at nogen vil høre på.”