Julekalender: 17. december

Jens Blendstrup: Kan man kalde en kæderygende Falckmand for en engel?

Blendstrups døtre Liva og Wilma kravler rundt på Volvoen, som Falckmanden hentede et utal af gange. Deres hund Susi sidder pænt ved siden af. Det fine ved en gammel bil er, at børn må hoppe og klatre alt det, de vil, fortæller Blendstrup om billedet. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix/Privatfoto.

I gamle dage havde jeg en Volvo fra 1983, den kunne aldrig starte. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har holdt midt i naturen og bandet den bil langt bort. Falckmanden var altid lige i nabolaget, når jeg ringede, eller også var han ikke, men kom alligevel, skriver forfatter Jens Blendstrup

Jeg ved ikke, om man kan kalde en kæderygende Falckmand i højrød heldragt for en engel. For det meste kom han heller ikke fra himlen, men fra kantinen i sit falckhus eller en rasteplads ved en motorvej. Han havde heller ikke en smuk hud, men var furet som et hjulspor med det her gigantiske overskæg, der fik ham til at minde om Super Mario.

Han var nok nogen og tres. Han hed aldrig andet end Falckmanden fra Varde. Men om han rent faktisk var fra Varde, ved jeg ikke. Han kørte mest på Sjælland, og han har reddet mig utallige gange.

I gamle dage havde jeg en Volvo fra 1983, den kunne aldrig starte. Hver gang jeg skulle skynde mig, druknede jeg chokeren. Det var den gamle slags med en pind, man skulle trække ud. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har holdt midt i naturen og bandet den bil langt bort. Men det var, som om han kunne mærke, hvor jeg var henne. Han var altid lige i nabolaget, når jeg ringede, eller også var han ikke i nabolaget, men kom alligevel. Det udviklede sig næsten til et venskab. Men eftersom han jo var engel og Falckmand på en gang, blev det aldrig til mere.

Han tog som regel sine startkabler og gav bilen kunstigt åndedræt, der var også engang, han skubbede den i gang. Det opgav han dog snart, da jeg var elendig til at gøre, som han sagde, så det endte med, at jeg skubbede, og han fik bilen i gang.

Men så var der dengang, batteriets tapper knækkede af under operationen. Han satte så en stålwire fast på kofangeren og prøvede at trække den i gang. Det gik hverken værre eller bedre, end at kofangeren faldt af. Du bør nok se at anskaffe dig en anden bil, sagde han. Det er ikke andet end gammelt jern efterhånden. Det lovede jeg så.

Ugen efter holdt jeg der igen. Jeg havde ikke råd til at købe en nyere bil, for jeg var ung og havde ingen penge. Så tog han gerne bilen op på ladet og kørte mig hjem.

Men der var engang, hvor jeg skulle være i et forsamlingshus om mindre end en time. Bilen var totalt død, og jeg kunne ikke få fat på en taxi. Jeg holdt et sted i Nordjylland, hvor der kun var marker og vikingegravhøje og ekstremt mange lærker. Jeg ringede og ringede efter en taxi, men signalet var totalt dødt. Så kørte han mig og bilen hen til forsamlingshuset og satte mig af.

Jeg ved ikke, hvad han lavede i mellemtiden, men da jeg kom ud, godt svedig af at læse højt af mine bøger, holdt han der igen. Du skal vel også hjem, sagde han. Jo, svarede jeg beklemt. Så hop ind. Vi skal lige forbi en landmand, der har en traktor holdende i et mudderhul. Kan du vente på det? Ja da, svarede jeg. Bagefter kørte han mig hjem.

Han var et utroligt fint menneske, som brugte sin fritid på at dykke efter gamle vrag i havnebassiner. Han havde også været med til at finde en gammel boplads fra stenalderen på 20 meters vand. Han var ældre end de unge Falckmænd. Og måske var det også, fordi han var tæt på at skulle pensioneres, at det kunne lade sig gøre at bryde reglerne. Måske var det rent faktisk, fordi han ikke var en almindelig Falckmand, men et godt menneske, der nok kunne se, det sejlede for den unge mand. I hvert fald var hjælpen altid nær.

I dag har jeg en ret ny Citroën, der ikke er udstyret med en choker. Og Falckmanden fra Varde kører aldrig ud med den store lastvogn mere. Til gengæld har jeg mødt ham nede i SuperBrugsen. Jeg inviterede ham straks på en juleøl, som han takkede ja til.

Vi sagde ikke så meget. Han synes dog, det var fornuftigt af mig at smide det gamle lort ud. Sjældent havde han set en mere nedkørt bil. Men det var jo en Volvo, sagde jeg. Ja, svarede han. Det var det jo. Hvad gav du egentlig for den da du købte den? 27 tusind, sagde jeg. Men så var der også plyspuder med fra den gamle dame, der havde haft den før mig. Generelt, sagde han, skal man holde sig fra gamle hvide Volvoer med plyspuder. Ja, svarede jeg.

Dengang han var Falckmanden fra Varde, var han en mægtig mand. Nu hedder han for det meste bare Kaj og interesserer sig for at lave minihuse til Korsør Miniby. Der var ikke meget engel over ham. Men man behøver ikke være en engel for at hjælpe andre mennesker. Man kan sagtens veje 120 kilo og have et godt humør. I hvert fald var han i høj grad et menneske med begge ben på jorden.

Da vi havde drukket ud, spurgte han til min nye motorcykel, som jeg havde købt af min genbo. En lyseblå NSU fra 1957. Den har det godt, sagde jeg. Jeg mangler lige kørekortet, men jeg har lært at køre i første gear, så det går fremad. Så grinede han. Han havde godt set mig holde og gasse uden at komme ud af flækken. Hvis det har din interesse, har jeg købt en gammel kranvogn, sagde han. Så du siger bare til, så skal jeg nok få dig ud på de danske landeveje.

Det var begyndt at sne, da vi kom ud af Tinghusets dejlige varme. I baggrunden spillede ”White Christmas” med Bing Crosby fra en højttaler. Den gamle gågade var fyldt med julehandlende, og henne hos den gamle slagter Muller var der kø langt ud på vejen. Det var hyggeligt, sagde han, og trak op i sin heldragt, med ekstra lommer til værktøj.

Den dag i dag får jeg stadig hjælp af Falckmanden fra Varde. Det sker, jeg tager ham med, når han selv er kørt fast. Men det sker yderst sjældent. Han er jo proff.

Den gamle Volvo foran familiens lille hus på Amager. Huset hed Villa Pølsely, fordi det lignede en halv hotdog, forklarer Jens Blendstrup. Foto: Privatfoto.