LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Præstens skrivebord

Studenterpræst Jens Munk: Treenigheden fylder på mit skrivebord

Jens Munk ved sit skrivebord i Studenterhuset Foto: Michael Rytter

Man skal gennemtænke indretningen af sit kontor, mener studenterpræst Jens Munk, der holder til på Aarhus Universitet. I sidste artikel i serien "Præstens skrivebord" kan du få et indblik i, hvad der ligger på hans skrivebord

Krydser man den trafikerede Nordre Ringgade ved Aarhus Universitet, mødes synet af det gamle gule Studenterhus fra C. F. Møllers tid. Indenfor i de lange gange er der både mødelokaler, administrative medarbejdere og en kantine. Men bevæger man sig mod øst på første etage, kan man lokalisere kontor 122, hvor der på døren står: ”Studenterpræst, Jens Munk”.

Det lille firkantede kontor kan ikke prale af mange kvadratmeter, og derfor er inventaret også placeret ganske nøjagtigt, fortæller Jens Munk:

”Man skal gennemtænke indretningen i sådan et lille kontor. I serien 'Mad Men' er de to vigtigste elementer deres sofa og barskab. Sofaen ligger de på, når de skal være kreative, og barskabet byder sig til, så snart noget går galt. Sådan tænker jeg også,” fortsætter Jens Munk, der dog må se sig tilfreds med to mindre lænestole på grund af pladsmangel:

”Ja, og barskabet er blevet til en kaffehylde, da det her jo er en arbejdsplads,” griner han.

Skrivebordets treenighed
Skrivebordet er presset op i et hjørne ved vinduet, og her finder man flere spøjse genstande. Blandt andet tre figurer som ved første øjekast ser ret fjollede ud, men som hver især repræsenterer særlige elementer af det menneskelige sind:

Jens Munks skrivebord. Hold musen hen over billedet og læs om, hvad der ligger fremme.

"Jeg handler i treenigheder,” fortæller Jens Munk. ”Ikonet, der står op ad væggen, er selvfølgelig en treenighed i sig selv. Men så har vi også mine tre medhjælpere, der minder mig om tre sider af menneskets sind og psyke: Skyggesiden, indsigten og humoren.”

Treenighedssymbolikken fortsætter i de bøger, som ikke helt tilfældigt har deres faste plads på skrivebordet. De spiller en dominerende rolle i Jens Munks liv, hvor han konstant forsøger at sammensmelte dem i en blanding af terapi, spiritualitet og evangeliet i en mere luthersk tolkning.

Særligt har bogen om en russisk pilgrims beretninger haft stor indflydelse på studenterpræsten. Han fik den foræret af en munk fra Vestkina, da han som 19-årig rejste med den transsibiriske jernbane, og det blev Jens Munks vej ind i kristendommen:

”Det var første gang, jeg oplevede kristendommen som noget sanseligt. Som en oplevelse,” erindrer Jens Munk.

Skrivebordet er en disciplinær ting
Det har tydeligvis også smittet af på arbejdet som studenterpræst, hvor Jens Munk både tilbyder hjertebønsmeditation og tager de studerende med på vandringer.

”Der er ikke så mange, der vil sige, at præstegerningen har et spirituelt udgangspunkt. Der en vis modstand mod den slags i kirken, men det har haft fuldstændig afgørende betydning for mit liv,” fortæller Jens Munk.

Selvom han er meget glad for sit kontor, hviler der samtidig en ambivalent stemning over de fire vægge, som han pointerer:

”Jeg har altid haft en stor modstand mod skriveborde og kontorstole. Jeg kan ikke lide at føle mig bænket, som på en læsesal hvor jeg konstant føler, at jeg går i stå. Jeg har altid været mere til at ligge og læse noget i en hængekøje, og så gå over på en café og skrive lidt, og derfra bevæge mig til et nyt sted.”

Jens Munk lægger vægt på, at det han laver er lystbetonet og ikke passer ind i tanken om at sidde bundet:

”Skrivebordet er sådan en disciplinær ting, og vi har rigeligt med disciplinære instanser i vores samfund, som ødelægger kreativiteten”, forklarer han. Han trækker sig mere mod den oprindelige filosofi, som foregik i vandrerhaller med dialog og bevægelse:

”I gammeldags psykologisk samtale lå man og kiggede tilbage i sine traumer. Man sad fast i fortiden, og kom måske aldrig ud af dem. Nu er man i det mindste kommet op at sidde, men det er ikke nok,” mener Jens Munk.

Studenterpræsten argumenterer i stedet for den pilgrimske samtale, som er håbefuld på et helt andet plan:

”Pilgrimsfærden er en vandring mod noget helligt, og det er processen i bevægelsen, der er det vigtige: At man hele tiden bliver mere indsigtsfuld,” siger han. ”I vandringen ser man fremad i visioner og håb, og på den måde nærmer man både sig selv og Gud”