Boguddrag

Jesus har aldrig levet

Har Jesus virkelig levet? Det mener religionsforskeren Geoff Roberts ikke. Hans bog "Jesus har aldrig levet" er netop blevet oversat til dansk. Foto: Unsplash

At Jesus aldrig har eksisteret er en kontroversiel påstand, men ikke desto mindre dét, som religionsforsker Geoff Roberts argumenterer for i sin bog "Jesus har aldrig levet". Bogen er skrevet for at få folk til at tage Bibelens sandheder op til fornyet overvejelse. Læs her et uddrag af bogen, der netop er blevet oversat til dansk

Spørger man en bogstavtro kristen, om hvilket “bevismateriale” han eller hun opfatter som det sikreste for eksistensen af en historisk Jesus, der i en fjern fortid færdedes i Det Hellige Land, en Jesus, der udrettede mirakler og ved sit utrolige levned lagde grunden til det, der senere skulle vise sig at være en triumferende verdensreligion – så vil der altid blive henvist til Det Gamle og Nye Testamentes skrifter.

Bevismateriale nummer ét.

De ord, som Paulus og de højlærde evangelister, Markus, Matthæus, Lukas og Johannes, har efterladt sig, virker overbevisende på mange, og de fleste er vel af den tro, at disse skrifter tilsammen tegner sig for al den kristne litteratur, som er blevet os overleveret, og at de som sådan er autentiske beretninger om den kristne frelsers fødsel, liv og død. Men teologer og historikere ved bedre. De ved, at dette har meget lidt med virkelighedens verden at gøre.

Ved siden af denne overlevering, som er kendt af alle og enhver, findes der også et andet stort antal antikke skrifter, som belyser kristendommen i dens allerførste tid.

Sjældent drøftes disse skrifter, da de ikke helt klinger med det kristne budskab, som kirken i dag gerne vil have, det skal lyde.

Skal vores undersøgelse imidlertid bære frugt, kan vi ikke tillade os at gå uden om vigtigt bevismateriale. Den idé, at tro alene kan bære bevis for dette eller hint, må vi lade andre om.

Et første spor, der ofte overses eller forties, er de gnostiske evangelier. Her vil vi starte vores undersøgelse. Disse evangelier vil føre os ind i en helt anden tankeverden end den, de fleste mennesker i det 21. århundrede er vant til. Hvis man skal have bare en jordisk chance for at begribe den filosofiske baggrund, som gødede jorden for den kristendom, vi kender i dag, så bliver man nødt til også at kende til de gnostiske evangelier.

Ordet gnostisk kommer af det græske ord gnosis. Dette ord kan oversættes med viden eller erkendelse. Havde man gnosis, var man oplyst, og, som vi vil se det fremgå, så var disse gnostiske evangeli- 22 er forfattet af mennesker med et helt andet syn på beretningen om Jesus end den, de fleste af os er vant til.

Der er skrevet adskillige tykke bøger om disse gnostiske tekster. Min private opfattelse er, at professor Elaine Pagels fra Princeton University i USA har skrevet den bedste af dem alle. Den bærer titlen ”The Gnostic Gospels”.

“Hvad er nu det for noget – det har vi da aldrig hørt noget om?” – “Hvem skrev dem, og hvorfor gjorde de det?” Typiske spørgsmål, når snakken omhandler de gnostiske evangelier.

Historikerne har i lang tid kendt til eksistensen af disse alternative evangelier – også kaldet de apokryfe evangelier. Men kendskabet har indtil for nyligt altid været mangelfuldt, idet arkæologien i tidens løb kun havde afdækket ufuldstændige fragmenter af disse evangelier. En kilde til stor nysgerrighed og frustration.

Ironisk nok, så skyldtes dette mangelfulde kendskab kirkefaderen Irenæus, der udmærket indså, hvilken fare det gnostiske budskab udgjorde for datidens etablerede kirke, og derfor ikke undlod at lade sin kritik hagle ned over dem.

Omkring år 180, da han var biskop i Lyon, udgav han således sit kendte værk ”Adversus Haereses”, der er et minutiøst angreb på det gnostiske standpunkt.

Før vi går mere i dybden med disse gnostiske skriverier, er det værd at kaste et blik på, hvor og hvordan de atter kom til offentlig skue.

I vinteren 1945, da bondedrengen Muhammad Ali Al Samman sammen med sine to brødre var ude at grave efter sabakh, nær byen Nag Hammadi i det Øvre Egypten, stødte de på en stor, antik lerkrukke, som de knuste for at se, om den mon skulle gemme på en kostbar skat.

Naturligvis gjorde de sig ikke noget begreb om, at deres fund ville vende op og ned på den almindelige opfattelse af ingen ringere end Jesus Kristus.

Krukken var fyldt med ældgammelt papyrus – 13 styk i alt. Som nogen måske har hørt, så hedder det sig, at drengene, da de var vendt hjem med deres fund, gav papyrussen til deres mor, som brugte dele deraf som optænding i ildstedet!

Dernæst går der Indiana Jones i historien. I Kairo blev papyrussen gransket af en historiker, som rask væk solgte den på det sorte marked. Alligevel endte de fleste papyrus til slut i den egyptiske regerings varetægt, og som så deponerede dem i det Koptiske Museum i Kairo. En enkelt af disse papyrus fandt imidlertid vej til USA, hvor den blev udbudt til salg og endeligt købt af en meget højt respekteret historiker, Gilles Quispel, der straks indså, at det, han der stod med i hænderne, var intet mindre end Thomasevangeliet!

Denne tekst er mest kendt som værende et hemmeligt evangelium, som indeholdt mange Jesus-citater, men, til forskel fra de fire kanoniske evangelier, er konteksten her en helt anden.

Der gik ikke lang tid, førend de 52 tekster fra Nag Hammadi, såsom Philipsevangeliet, Sandhedens Evangelium og Apokalypsen ifølge Peter, påkaldte sig stor international bevågenhed, og således at den kristne kirke ikke længere kunne tillade sig at lade, som om de ikke eksisterede.