5 centrale Jesus-billeder
Når Gud og Jesus omtales i Bibelen, sker det ofte gennem billeder. For eksempel skildres Jesus som hønemoder, hyrde og som løve
Bibelen bruger mange billeder for at beskrive de forskellige sider af Jesus.
Jsus som hyrden
Billedet af Jesus som hyrden kendes især fra Johannesevangeliet 10. Her betegner Jesus sig selv som den gode hyrde, der sætter sit liv på spil for fårene.
Hyrdebilledet har Jesus ikke grebet ud af den blå luft. Det er et af Det Gamle Testamentes mest hyppigt anvendte billeder. Især kongen kan betegnes som en hyrde, men også Gud selv er hyrde:
"Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst".
(Salme 23,1-4)
Det er selvfølgelig disse gammeltestamentlige forestillinger om Gud og Davidskongen som hyrde, forfatteren til Johannesevangeliet spiller på, når han lader Jesus kalde sig selv for den gode hyrde.
Ved at bruge hyrdebilledet om Jesus postulerer Johannesevangeliet, at Jesus er i Guds sted. Det er ham, der skal være den Israels hyrde, som Ezekiel profeterer det:
For dette siger Gud Herren: Jeg vil selv søge efter mine får og holde øje med dem. Som hyrden holder øje med sin hjord, når hans får er spredt rundt om ham, således vil jeg holde øje med mine får og udfri dem fra alle de steder, hvor de blev spredt på de mørke skyers og mulmets dag.
(Ezekiels Bog 34,11-12)
Billedet af Jesus som hyrde var især et yndet motiv i den tidlige kristne kunst. Således kan man finde fresker af Jesus som den gode hyrde i katakomberne i Rom, som kan dateres helt tilbage til det 3. århundrede.
Jesus som lammet
Et andet vigtigt Kristusbillede er lammet. Vi kender omtalen af Jesus som Guds lam, der bærer verdens synd fra Johannesevangeliet 1,29.
Jesus som Guds lam spiller på motivet om Herrens lidende tjener fra Esajas' Bog. Herrens tjeners lidelse skal samle og dermed befri det splittede Israel, og den lidende tjener beskrives netop som et lam, der føres til slagtebænken:
"Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund".
(Esajas Bog 53,7)
Ligesom den lidende tjener i billedet af lammet bærer israelitternes synd, er Jesus nu det Guds lam, der bærer verdens synd.
Men Jesus er naturligvis også det nye påskelam (Paulus' 1. brev til Korintherne 5, 7-8). Som Israelitterne blev frelst ved lammets blod den nat, da de forlod det egyptiske fangeskab, skal hele menneskeheden nu frelses ved Jesu blod.
Endelig optræder Jesus som lammet der forsoner i Bibelens sidste bog, Johannes Åbenbaring. Her er de retfærdiges klæder blevet vasket hvide i lammets blod (Johannes Åbenbaring 7,14). Det vil sige, at de er blevet rene renset fra synd, fordi Jesus med sit liv og død bragte soning for deres synder.
Jesus som Guds lam, der bærer verdens synd, er stadig et meget aktuelt Kristusbillede. Således indgår det i den nadverliturgi, der anvender den oldkirkelige salme 'O du Guds lam' (DDS 439). Her henviser lammets stedfortrædende lidelse til selve nadveren.
Jesus som træet
Jeg er vintræet, I er grenene. Sådan omtaler Jesus sig selv i Johannesevangeliets femtende kapitel. Men hvorfor omtaler Jesus sig selv som et vintræ?
Forståelsesrammen for dette billede skal findes i Esajas' Bog, hvor Messias, Davidskongen, beskrives i billedet af en stub eller en spire, der spirer frem af et fældet træ (Isajs stub) (Esajas 11 og 53).
Når Johannesevangeliet lader Jesus være det sande vintræ, antyder han derved, at Jesus er den Messias og Davidskonge, Gud har lovet jøderne. I Johannes' Åbenbaring omtales Jesus direkte som Davids rodskud (Johannes' Åbenbaring 5,5), ligesom også enkelte af Salmebogens salmer, refererer til Jesus som spiret op af Isajs rod (DDS 128) eller Søde Jesus, Davids rod (DDS 92).
Jesus som hønemoderen
Udtrykket hønemor bruges ofte lidt nedsættende om overpylrede mødre, men Jesus omtaler faktisk sig selv i billedet af den omsorgsfulde høne:
"Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke"
(Matthæusevangeliet 23,37).
Bibelen beskriver altså ikke kun Jesus i mandlige eller maskuline kategorier, nej, Bibelen henter sine billeder fra både mandens og kvindens verden. Derfor kan Gud også beskrives både som en far og en mor.
"Som en mor trøster sit barn,
trøster jeg jer,
så I finder trøst hos Jerusalem"
(Esajas' Bog 66,13)
Ja, et af de stærkeste billeder på forholdet mellem Gud og mennesker er nok billedet af Gud som den ammende mor:
"Glemmer en kvinde sit diende barn?
Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme,
glemmer jeg ikke dig"
(Esajas' Bog 49,15)
Den danske digter Simon Grotrian bruger også det bibelske moder-billede i digtsamlingen Jordens salt og verdens lys. Her hedder det, at Kristus lå på æg af lutter kærlighed (s. 27), mens Guds rige betegnes som en ammesø (s. 40).
Jesus som løven
Hvor løvebilledet anvendes adskillige steder om Gud i Det Gamle Testamente, kan det næppe siges at være særligt brugt om Kristus i Det Nye Testamente. Kun et enkelt sted beskrives Jesus som Judas løve, nemlig i Johannes' Åbenbaring 5, 5, hvor seeren Johannes i en vision ser en forseglet bogrulle, som kun Kristus, der her betegnes som løven af Judas stamme, Davids rodskud, kan åbne.
Titlen sigter til Jesu afstamning af Judas stamme. Judas stamme beskrives netop i Første Mosebog som en løveunge. Samtidig hentyder løvetitlen naturligvis til Kristi guddommelige væsen, idet den er en velkendt metafor for Gud selv.
Selvom løvebilledet ikke er et hyppigt anvendt billede om Kristus i Det Nye Testamente, kom det alligevel til at betyde en hel del for den tidlige kristendom. Her kom løven til at repræsentere Kristi to naturer, således at løvens forreste halvdel symboliserede den guddommelige natur og den bageste halvdel den menneskelige natur.
Det er også en gammel tro, at løven udvisker sine spor med sin fejende hale. Dette blev set som et symbol på den måde, Kristus skjulte sin guddommelige identitet i en menneskeskikkelse.
Så sent som i middelalderen troede man, at løvens unger blev født døde og først bragt til live af deres fars ånde på tredjedagen efter de blev født. Derfor kom løveungerne, naturligt nok, til at symbolisere den opstandne Kristus.
At løven opfattes som et Kristussymbol i dag, er nok især forfatteren C.S. Lewis' fortjeneste, idet han i de såkaldte Narniabøger, netop bruger løven Aslan som et billede på Kristus selv.