Hvem er Jesus som historisk og mytologisk skikkelse?

Oplysningstiden trak Jesus fri af kristendommens mytologi og gjorde ham til en slags filosofisk vismand, og i den tradition har teologer som Grøsbøll og Ramsdal placeret sig. Læs et uddrag af Carsten Breengaards bog "Gud i klemme". Du kan møde forfatteren på Bogforum

Carsten Breengaards bog "Gud i klemme" diskuterer, hvad der har ført til debatter om skabelsen og opstandendelsen i vor tid. Du kan møde forfatteren i samtale med redaktør Jakob Holm på Bogforum søndag. Læs et uddrag af bogen her:

Oplysningstidens opgør med kristendommen var ikke mindst et opgør med kirken. Man ville gøre sig fri af magter, af magthavere, der havde båndlagt menneskers frihed. Kirken havde i århundreder været samfundets måske mest dominerende magtbesidder.

Enorme materielle og økonomiske midler havde den haft i sin hånd. Dertil et fintmasket net af juridiske magtmidler, og en-delig havde den ikke mindst haft magten til at fortolke tilværelsens mening. Den havde så at sige patent på værdierne. Det kan derfor ikke undre, at i oplysnings- ideologiens geografiske centrum, i Frankrig, måtte de revolutionæres rækken ud efter friheden udfoldes som et voldsomt opgør med kirken.

Dette opgør fik imidlertid en bemærkelsesværdig form. Man kunne have forventet, at opgøret med kirken også ville inkludere et opgør med Jesus. Men sådan blev det ikke. Man gjorde sig i stedet ihærdige anstrengelser for at rive Jesus ud af kirken og overtage ham som støtte for egne standpunkter. Dette blev muligt, fordi oplysningstiden også var et gennembrud for moderne historisk tænkning. Historien var ikke mere Guds, men menneskers, og derfor blev det et centralt projekt i tiden at trække Jesus fri af kristendommens mytologiske univers og fremstille ham som menneske, som en slags filosofisk vismand.

Dette projekt gik en stor fremtid i møde. Fra midten af 1700-tallet indgik opgør med kirkeinstitutionen og historieforskning en alliance – hellig eller uhellig, om man vil – om at befri den ’historiske Jesus’ fra kirkens religiøse mytebillede. Projektet holdt en kortvarig pause i første halvdel af det 20. århundrede, men har nu meldt sig på banen igen. Både fagteologisk og i kirkeligt regi. Det er i denne tradition, Thorkild Grosbøll har placeret sig. Han vil befri den ’historiske Jesus’ fra kirkens mytologi, som angiveligt hviler i et fortidigt verdensbillede, og som kun ignoranter kan tro på. Det er samme synspunkt, vi møder hos Per Ramsdal.

Og også, omend i mere reflekteret og raffineret form, hos Lars Sandbeck og måske også hos Niels Grønkjær. Alle vil de løse Jesus-skikkelsen ud af det univers, som Ny Testamente har placeret ham i: treenigheden mellem skabelse, syndefald og forsoning. Og alle forestiller de sig, at Ny Testamentes forestillingsverden skulle rumme sådanne sprækker, at man kan komme bag om eller ned under denne treenighed. For at kunne drøfte denne opfattelse på et mere kvalificeret grundlag vil vi nu først betragte en række evangeliske fortællinger om Jesus.

Jesus spørger selv: Hvem er jeg?

Evangelisten Markus fortæller midtvejs i sit skrift (8,27-33), at Jesus provokerer sine disciple til en drøftelse af, hvem han egentlig er. Mange har ment, at denne fortælling er selve Markusevangeliets kærne. En sådan opfattelse er, som vi senere skal tydeliggøre, ikke holdbar. Men overraskende er det nu alligevel, at spørgsmålet om, hvem Jesus var, bliver rejst over for disciplene, efter at de allerede længe havde fulgt ham. Giver det mening at være discipel, uden at man aner, hvem mesteren er?

Markus fortæller, at Jesus og hans disciple er på vandring i egnene ved byen Cæsarea Filippi. Geografien er interessant. Vi er langt nord for Galilæa, på vestsiden af Golanhøjderne, og vi er uden for de jødiske kærneområder, ja, vi er måske nærmest i hedningeland. Da Markus skrev, havde byen navn efter Herodes den Stores søn Filip, men oprindeligt hed den Paneas, opkaldt efter den græske gud Pan.

Det er herude på grænsen mellem det jødiske og det ikke-jødiske, Markus placerer sin fortælling. Selve geografien kunne godt lægge op til en refleksion over skellet mellem jøder og ’folkeslagene’.Hvem siger folk, at jeg er? spørger Jesus sine disciple. Svarene falder som spredehagl: Johannes Døber, og andre siger Elias, og andre igen, at du er en af profeterne. Man må sige, at mysteriet om, hvem Jesus var, her er tæt. Kan vi overhovedet se gennem tågerne?

Jesu forhold til Johannes Døberen og Elias

Læser man evangeliet fra begyndelsen, aflægger Markus faktisk regnskab for disse tolkningsmuligheder allerede tidligt. Markus introducerer simpelthen Jesus med en fortælling om Johannes Døberen. Og det gør han utvivlsomt, fordi han har kendt nogle gammeltestamentlige skrift steder, hvoraf det fremgår, at inden gudsriget kan bryde igennem på jorden, må der være fremtrådt en forløberskikkelse.

En, der, som Markus siger, har til opgave at bane vejen (2,2). Forudsætningen for, at Jesu allerførste ord i Markusevangeliet – Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet! (1,15) – overhovedet kan stå til troende, har for evangelisten altså været, at der bliver peget på en forløber; på ham, der skal bane vejen.

Der er derfor megen mening – jødisk mening – i disciplenes oplysning om, at folk identificerer Jesus som Johannes Døberen. Johannes Døberen er for længst død, men i et folkereligiøst univers kunne han vel opstå igen – og opstå som Jesus! Det er samme forestillingsverden, forslaget om, at Jesus er Elias, befinder sig i. Ja, de to forestillinger gled ofte sammen, således som vi ser det senere i evangeliet, hvor Jesus selv identificerer Johannes Døberen med Elias (9,9ff).

Jesus som profet

Mens opfattelsen af Jesus som Døberen eller Elias åbner et fremtidsperspektiv, nemlig at guds riget nærmer sig, repræsenterer identifikationen af Jesus som en af profeterne et mere ordinært perspektiv. De gammeltestamentlige profeter blev opfattet som Guds kaldede budbringere, der i bestemte situationer skulle retlede og kalde folket til orden.

Med profetnavnet placeres Jesus altså i en lang række af historiske skikkelser, og han har som profet ikke den unikke karakter, som de to første forslag tildeler ham. Jesus lader dog ikke disciplene nøjes med at fortælle om, hvad andre mener. De bliver nu selv konfronteret: Men I, hvem siger I, at jeg er? Og det er så superdisciplen Peter, der kommer ud af busken: Du er Kristus. Denne identifikation er yderst dramatisk. Nu er det hverken fortid eller fremtid, det handler om.

Nu drejer det sig om gudsrigets helt aktuelle gennembrud – nu er det, nu og her; lige nu for øjnene af dem! Ganske vist ikke fuldt udfoldet, men det er allerede begyndt, det er her nu. ’Kristus’ er en græsk oversættelse af det jødiske ’Messias’, og det var netop titlen på den skikkelse, som man mente skulle åbne gudsriget på jorden. En slags kongeskikkelse, der forbinder det jordiske med det himmelske. Og derfor også en skikkelse tænkt med voldsomme politiske og sociale implikationer.

I den aktuelle historiske situation derfor også med udsigt til drama i forhold til den romerske besættelsesmagt. Men så sker der noget afgørende. I samme øjeblik disse voldsomme perspektiver åbnes af Peter, bryder Jesus af. Ikke bare forbyder han dem at sige dette om ham til nogen; han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter.

Det kan vel ikke undre, at Peter, der lige havde åbnet det mest dramatiske perspektiv i det jødiske religiøse, politiske og sociale univers, bliver rådvild over al den tale om død og undergang og protesterer. Hvis Jesus er Messias, så er det jo ikke lige den slags nederlagssnak, der er relevant, siger Peter til Jesus. Hvad der så får Jesus til at skærpe tonen voldsomt: Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.

Spørgsmålet melder sig uundgåeligt: Hvorfor bliver discipelskarens førstemand behandlet så brutalt? Kunne der ligge en afgørende konfrontation mellem, hvad Peter ønsker af en Kristus/Messias og det, Jesus ser som sin opgave?

Meget tyder på det, for op imod Peters mere militante gudsrigeforestilling udfolder Jesus nu nogle dunkle ord om Menneskesønnen som en specifik eksistens form: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det … For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?

Og så med direkte adresse til Peter: For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle.

"Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!"

At være ’discipel’ er at ville leve et liv som sin ’mester’. Peter ville gerne være discipel af Jesus, hvis han var Kristus/Messias. Men han vil tydeligvis ikke være discipel af Jesus som Menneskesøn med en bedrøvelig skæbne.

For Peter sker der i ordvekslingen med Jesus en forskydning, som strider mod hans jødisk-nationale, social-politiske univers, en forskydning fra det gud-dommelige til det alt for menneskelige. Sådan fortæller Markus om Peter. For Peter bliver Jesus pludselig for lidt Gud og for meget menneske. Eller rettere: For Peter er Guds indgriben i historien en herlighedshistorie; for Jesus er Guds indgriben i historien derimod en historie om død og opstandelse.

Nu havde Peter fulgt Jesus så længe, hvorfor havde han så ikke tidligere forstået, hvem han var? Men måske skal Peter bare skærpe vores, tilhørernes eller læsernes opmærksomhed.

Måske har Markus tænkt sig at placere en øjenåbner, der på en gang skal gøre det klart, både hvad vi allerede véd om Jesus, og hvad der skal ske i fortællingens sidste del.