Giver opstandelsen mening for det moderne menneske?
Er det muligt at fortælle evangeliets budskab om Jesu opstandelse med det moderne sprog, vi bruger til at tale om naturvidenskab og historiske fakta? Eller skal der et helt andet sprog til at forstå historien i dag?
Nutidens systematiske teologi formulerer det sådan, at spørgsmålet om hvem den historiske Jesus egentlig var, til syvende og sidst ikke er vigtigt for troen. Men man understreger, at Jesu menneskelighed og hans væren menneske til det sidste i solidaritet med menneskehedens sværeste vilkår er grundlaget for hans enhed med Gud. Kristus er den, der forener og forsoner os med Gud, der forstås som tilværelsens enhed og helhed.
Teologen Rudolf Bultmann (1884–1976) så sin samtids forsøg på at finde tilbage til den historiske Jesus som umulige og også uinteressante.
Han mente, at selve den måde, evangelierne rent litterært er konstrueret med en række tekstperikoper, dvs. i sig selv af sluttede tekstafsnit af forskellige litterære generer som underberetninger, lignelser, strissamtaler med videre viser, at evangelierne er dannet af menighederne i tiden efter påsken. Evangelierne er ikke beretninger, men trosvidnesbyrd udtrykt i datidens mytologiske forestillingsverden.
Dette er så bagrunden for Bultmanns afmytologiseringsprogram, nemlig at finde ind til fortællingernes eksistentielle budskab. Jesu forkyndelse, hans liv og skæbne har altså en aktualitet for det moderne menneske, som netop afmytologiseringen kan tydeliggøre.
Bultmanns forsøg på at afmytologisere blev mødt med stærk kritik. Dels blev han beskyldt for at reducere Det Nye Testamentes forkyndelse, dels afviste man hans påstand om umuligheden af at finde tilbage til den historiske Jesus.
Spørgsmålet om rigtigheden af beskrivelserne af den historiske Jesus og i næste led betydningen af, om disse beskrivelser er sande, sættes for alvor på spidsen i opstandelsesberetningen. Men det er samtidigt i budskabet om hans opstandelse, bekendelsen af Jesus som Guds søn samler sig.
I debatten om Jesu opstandelse har der stort set tegnet sig to linjer:
a) Påskebudskabet må tolkes på modernitetens vilkår.
b) Eller modernitetens præmisser må ændres i lyset af påsketroen.
Men hvad vil det nærmere sige, at tolke påskebudskabet på modernitetens vilkår? Teologen Gustav Brøndsted (1885-1959) kritiserede Rudolf Bultmanns ide om, at evangelierne ikke er historiske beretninger, men trosvidnesbyrd udtrykt i mytologisk sprog, for at være et forsøg på at harmonisere Bibelens mytisk-poetiske sprog med det naturvidenskabelige sprog.
Han gjorde i en artikel ”To Verdenssyn – to Sprog” fra 1955 opmærksom på, at religionens og digtningens sprog - det sprog, hvormed vi tolker vores tilværelse og udtrykker tro, følelser og håb - er mytos-sprog.
Overfor står logos-sproget, som er det sprog, hvormed vi definerer og analyserer. Det er fornuftens sprog og videnskabens sprog, hvormed vi forsøger at få struktur på vores verden - og magt over den. Det er netop modernitetens vilkår, at vi har begge sprog.
De to sprog er lige nødvendige, men angår altså hver sit område. Men bruger vi logos-sproget til at formidle kristendommen, så bliver det til fundamentalisme.
Tilsvarende er en naturvidenskabsmand selvfølgelig uredelig, hvis han f.eks. vil bekræfte Big-Bang-teorien som værende i overensstemmelse med den bibelske skabelsesberetning.
Derfor: når man hævder, at Jesus er fysisk opstanden, eller at evangeliernes beretninger om opstandelsen bærer præg af øjenvidneskildringer, så bruger man en positivistisk metode. Påskebudskabet, "han er opstanden" unddrager sig, hvad vi kan konstatere rent historisk. Men samtidig fortælles der om det under, at en kirke bliver til, idet den forvirrede flok af Jesus-tilhængere forvandles til et fællesskab, der nu bærer opstandelsestroen ud i datidens virkelighed.