Indføring

Hvem var den kristne messias?

I kristendommen står det klart, hvem Messias er. Men sådan forholder det sig ikke i jødedommen, hvor Messias lige så godt kan være ideen om en tilstand af fred og fordragelighed mellem mennesker. Foto: Rune Feldt/Ritzau Scanpix

Messias omtales både i Det Gamle og Det Nye Testamente og spiller en vigtig rolle for både jøder og kristne – men hvem eller hvad, Messias er, er der ikke enighed om

Messias kommer af det hebraiske ord mashiach, der betyder den salvede, og er det, som jøderne længes imod i Det Gamle Testamente – og stadig den dag i dag. For jøderne venter stadig på Messias, som ikke nødvendigvis er en person. Messias kan ifølge den jødiske opfattelse lige så godt være en tilstand eller en idé, som skaber en verden her på Jorden, hvor mennesker kan leve i fred og fordragelighed med hinanden.

Sådan er det ikke for kristne. Her er Messias den frelser, som verden har ventet på – og som blev født som jøde i en stald i Betlehem, inden han som voksen vandrede rundt og forkyndte under navnet Jesus fra Nazaret.

En rejse, der endte i Jerusalem, hvor Jesus blev mødt med viftende palmegrene og fejret som en konge, en Messias, inden han få dage efter blev forrådt og indstiftede den kristne nadver ved det jødiske påskemåltid. Herefter fulgte tilfangetagelsen, forhøret, dommen, turen med korset op ad Via Dolorosa, korsfæstelsen, døden, begravelsen – og på den tredje dag genopstandelsen, som i kristen forståelse er beviset på, at Jesus er Guds søn – og dermed den frelser, den Messias, som verden har ventet på.

Derfor læser kristne også Det Gamle Testamente i lyset af Det Nye Testamente, og ser Jesus som den konge, der flere gange nævnes i Det Gamle Testamente, og som profeterne dér taler om skal komme.

Navnet Messias nævnes kun to gange i Det Nye Testamente, og begge i det yngste af de fire evangelier, Johannesevangeliet. Her omtales det i henholdsvis kapitel 1,41 og kapitel 4,25. Navnet Christos – på dansk Kristus – anvendes derimod i Det Nye Testamente som det gennemgående navn for denne verdens frelser, som Jesus Kristus er i den kristne tro. Navnet Kristus/Christos nævnes hele 531 gange i Det Nye Testamente.

Christos betyder på græsk den salvede, så der er i princippet tale om det samme ord som Messias, selvom der ligger noget forskelligt i betydningen den salvede i de to testamenter, både når man ser på det tidsmæssige og definitionsmæssige perspektiv.

Tidsmæssigt er der en forskel, fordi der i Det Gamle Testamente tales om noget kommende, mens det i Det Nye Testamente er noget nuværende. Det skyldes, at Det Nye Testamente er skrevet for at slå fast, at den salvede, hvad enten man bruger det hebraiske navn Messias eller det græske navn Christos, er kommet til Jorden i skikkelse af Guds søn, Jesus Kristus.

For i den kristne forståelse er der tale om, at Jesus er en personlig og guddommelig frelser, mens jøderne ser Messias som en kombineret profet, konge og frelser – vel at mærke i det jordiske liv. For i den jødiske tro er ingen andre end Gud guddommelig.

For de kristne derimod er Jesus Guds søn. Her handler frelsen om det himmelske liv og om, at vi ved at tro på Jesus er frelste og skal leve evigt sammen med ham i Guds rige. At Jesus døde for vores skyld, tog vores synder på sig og gik ind i døden og mørket, for så siden at genopstå og dermed for evigt bryde dødens og mørkets magt.

Den kristne Messias er altså en personlig frelser, som vi alle kan henvende os til i bøn og kalde ved navn.

Hvad denne tro på Jesus som Messias, verdens frelser, så konkret fordrer af og giver til den enkelte, er de forskellige kristne retninger ikke enige om, ligesom at der heller ikke er enighed om Kristus´ væsen.

I den ortodokse kirke mener man for eksempel, at Helligånden alene udspringer af Faderen, mens man i de vestlige kirker som den romersk-katolske, de protestantiske og reformerte kirker mener, at Helligånden udspringer af både Faderen og Sønnen.

Kilder: Den store danske, lex.dk, Bibelselskabet, religion.dk, kristendom.dk m. fl