10 sider af Jesu kærlighed

Jesus kan med sine ord og handlinger være et forbillede for, hvordan man kan leve et liv i kærlighed. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Kærlighed er et af de mest centrale temaer i beretningerne om Jesu liv og gerning. Kristendom.dk giver dig et indblik i ti måder, hvorpå Jesus viste mennesker sin kærlighed

Næsten uanset hvilken trosretning man tilhører, eller hvilken livsanskuelse man har, kan Bibelens beretninger om Jesus være til inspiration i det daglige liv - både i den måde, vi opfatter os selv, og i den måde vi omgås andre mennesker på.

Evangelierne indeholder mange historier om, hvordan Jesus viser mennesker kærlighed. Her kommer et udpluk til eftertanke og inspiration.

1. Jesus peger på det skønne i livet

I Bibelen møder vi ofte Jesus til fest. Han deltager i de vigtige begivenheder i menneskers liv, for eksempel bryllupsfester. På den måde peger han på det skønne i livet og viser os, at det er vigtigt at fejre os selv og hinanden.

2. Alle mennesker er lige meget værd

Som den første religiøse leder giver Jesus børnene en særstatus ved at sige, at vi alle skal blive som børn for at komme ind i Guds rige. Han havde en dyb respekt for kvinder, hvilket var helt uhørt i hans samtid.

Samtidig viste han kærlighed til og brugte tid med de svage, fattige og syge, hvilket viser os, at alle mennesker er lige meget værd i hans øjne.

3. Lytter og responderer med respekt

En anden måde, hvorpå Jesus viser kærlighed, er ved at praktisere aktiv lytning. Han lytter og responderer på menneskers ord og behov. Selv sine fjender lytter han til og taler til med respekt.

Disciplene har ofte mange spørgsmål, som viser deres uvidenhed eller egennyttighed, og i stedet for at skælde dem ud forklarer Jesus tålmodigt, hvordan tingene hænger sammen.

4. Jesus' humor og glæde over mennesket

En side af Jesus, som ofte overses, var hans humor og dybe glæde over mennesker, Gud og livet. For eksempel kan vi læse i Lukasevangeliet, at Jesus "jublede i Helligånden" over Guds planer (Lukasevangeliet kapitel 10, vers 21-24). Jesus beskriver også, hvordan der er stor glæde i himlen, når mennesker vælger at leve med Gud.

5. Opfordrer til ikke-voldelige konfrontationer

Jesu ikke-voldelige konfrontation med menneskers destruktive adfærd har de sidste 2000 år været et forbillede for mange af tidens store ledere, heriblandt Gandhi.

Jesus negligerer heller ikke hverdagskonflikter som mobning eller tyveri, som vi for eksempel kan læse om i beretningen om Zakæus. Efter et møde med Jesus betalte han alt det, han har stjålet fra andre, tilbage (Lukasevangeliet kapitel 19, vers 1-10).

Jesus udfordrer mennesker til at smide destruktive handlemønstre væk og erstatte dem med mere kærlige handlinger.

6. Jesus' respekt for høsten

Jesus færdes i naturen med stor glæde. Han viser respekt for høsten og for dens betydning for familierne dengang. Han viser, hvordan hverdagen med dens arbejde, leg og fest er til for at glæde os og samtidig kan være anledning til at øve sig i at leve et liv i kærlighed.

7. Hjælper altid mennesker i nød

Jesus beskrives i evangelierne, som en person, der altid hjælper mennesker i nød. Selv på sabbatten, som i Jesu samtid var meget vigtig at helligholde, valgte han at hjælpe mennesker, blandt andet ved at helbrede dem for sygdomme.

De fleste kender historien om den barmhjertige samaritaner, som uden at tøve hjalp en mand, der lå i grøftekanten efter et voldeligt overfald (Lukasevangeliet kapitel 10, vers 25-37). Jesus ville ikke lade en fyldt kalender eller sociale tabuer stå i vejen for at hjælpe mennesker i nød.

8. Tilgivelse

Tilgivelse er en central side af Jesu måde at vise kærlighed på. Tilgivelsen har en vigtig plads i Fadervor, som var Jesu bøn, og den spiller også en særlig rolle i hans møde med mennesker.

For eksempel ser vi Jesus invitere den mand, som ikke selv har syndet, til at kaste den første sten mod kvinden, som de har grebet i utroskab (Johannesevangeliet kapitel 8, vers 1-11).

Faderen i lignelsen om den fortabte søn tilgiver og modtager sin søn med åbne arme, selvom sønnen har vanæret sin far ved at klatte sin arv væk (Lukasevangeliet kapitel 15, vers 11-32). Selv på korset var tilgivelsen vigtig for Jesus, idet han beder "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør" (Lukasevangeliet kapitel 23, vers 34).

9. Håndterede etiske dilemmaer med historier

Jesus fortalte mange historier og lignelser med en dybde og kreativitet, som ofte matcher enhver romanforfatters plot, og som samtidig lærer tilhøreren om kærlige, sociale færdigheder.

For eksempel lærer lignelsen om den barmhjertige samaritaner os om at handle ud af barmhjertighed og villighed til at hjælpe. Derudover viser lignelsen om den fortabte søn os både et billede af, hvordan Gud tilgiver, og den opfordrer til at tilgive og imødekomme dem, som har trådt os over tæerne.

Jesus var også kreativ i sin måde at håndtere etiske diskussioner og kom ofte med løsninger på problemer, som ingen andre havde overvejet.

10. Lærer diciplene at hjælpe og elske andre mennesker

En meget vigtig måde, Jesus viser kærlighed på i Bibelen, er ved at lære disciplene at gøre det samme. Jesus lærer dem at hjælpe andre og elske dem uanset social status, helbred eller synd.

Vi kan ligesom disciplene bruge Jesu liv som eksempel for en kærlig, ærlig og tålmodig livsstil, hvor vi øver os i at vise kærlighed til mennesker omkring os.