Gud brugte Judas' moralske fallit

Yderst til venstre forlader Judas det sidste måltid mellem Jesus og disciplene skærtorsdag aften. Få timer senere foretager han den omdiskuterede forrådelse af Jesus i Getsemane Have. Maleri af ukendt kunstner. - Foto: Scanpix.

Påsken handler om, at Jesus frivilligt lod sig slå ihjel for at frelse alle mennesker, men teologiprofessorer afviser, at Jesus selv skulle have bedt Judas om at blive forrådt

Medier verden over har den seneste uge fortalt om fundet af det såkaldte Judas-evangelium, som angiveligt skulle rumme beviset for, at Jesus selv bad disciplen Judas om at forråde ham, så han kunne blive taget til fange af romerske soldater og slået ihjel. Spørger man to danske professorer i teologi, stiller de sig stærkt tvivlende over for, om påskens begivenheder begyndte på den måde.

- Judasevangeliet stammer sandsynligvis fra 200-300- tallet, men det har intet med kristendom at gøre, og evangeliet er derfor ikke en troværdig kilde til forståelse af påsken, siger professor, teol.dr. Peter V. Legarth fra Menighedsfakultetet i Århus og forklarer:

- Jesus griner meget i Ju-dasevangeliet. Blandt andet griner han af, at disciplene tilbeder Gud som himlens og jordens skaber. Det synes Jesus er rigtig komisk, for den sande Gud kan jo ikke have skabt verden, for han er en ophøjet Gud på et højere niveau. Det er det kun Judas, som forstår, og Jesus betror derfor Judas hemmeligheden om, at der i hvert eneste menneske er en lysgnist, som sætter alle i slægt med Gud som lysets fader. Det er overhovedet ikke kristendom.

Heller ikke professor, dr. theol. Niels Henrik Gregersen fra Københavns Universitet giver meget for påstanden fra Judasevangeliet om, at Jesus selv skulle have bedt om Judaskysset.

- Det er der intet belæg for i de fire evangelier, vi har i Det Nye Testamente. Her er beskrevet, hvordan Jesus havde forudsagt påskens begivenheder, og at de derfor ikke kom bag på ham. Når det gælder Judas' rolle kan man sige, at påskens begivenheder var led i en guddommelig plan, og at Judas' moralske fallit hørte med i den plan.

- Når Jesus og disciplene skærtorsdag sidder rundt om bordet, deler Jesus alligevel brødet ud til alle 12 disciple. Han gør ingen forskel, selvom han havde forudset, hvad Judas ville gøre. Helt siden middelalderen har man da også sagt, at Jesu frivillige offer langfredag ikke blot omfattede "de pæne" disciple, men også "den slemme" discipel Judas, siger Niels Henrik Gregersen.

På spørgsmålet om, hvad der for ham at se er påskens vigtigste budskab, svarer Niels Henrik Gregersen:

- Det er, at Guds sted eller der, hvor man kan finde Gud, ikke kun er i de "høje" erfaringer i vort liv, hvor vi er lykkelige og glade, og det går godt for os. Påsken viser, at Gud følger os helt ind i dødens rædsel. Det er kristendommen den eneste religion, som siger. Kristendommen er unik i kraft af tanken om, at Gud har taget smerten på sig. Ikke blot den fysiske smerte, som hører sammen med det at hænge på et kors, men også den sociale smerte at blive forladt af mennesker omkring én, og den religiøse smerte, som er at føle sig forladt af Gud.

- Tidens religiøse er meget optimistiske. Det meste af den moderne religiøsitet er knyttet til erfaringer i dur, og den slags er også vigtige inden for kristendommen. Men vi skal altså også have de religiøse erfaringer i mol, for ellers ville man jo altid være bange for smerten, forladtheden og døden, siger Niels Henrik Gregersen.

Når det gælder spørgsmålet om, hvordan påskens budskab passer til nutidens religiøsitet er professor Peter V. Legarth enig.

- Hvis vi siger, at Jesus er svaret på vor tids religiøse søgen, går vi fejl i byen. Hvis man søger efter en mening med livet, er Jesus på en måde meningen med livet, men på den anden side er han ikke kun det. Det er at begrænse ham. Han er mere end det. Den moderne religiøsitet ville for eksempel aldrig spørge efter en korsfæstet frelser, men påskens budskab er jo, at det er Jesus også. Påsken er en fantastisk anledning til at forkynde, at Jesus både ønsker at give mennesker et meningsfyldt liv i dag, men også et evigt liv, der kan bære i mødet med døden.

- Det er så let at gøre Jesus til en idé og forestille sig, at han blot er et foster af vores tanker. Men påskens budskab er, at Jesus ikke er sprunget ud af vores tanker eller tro, men at han kommer til os som en levende person fra en tom grav. Det er en udfordring og en provokation, som min tro hele tiden skal kæmpe med. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg ikke svært ved at tro på en tom grav, og jeg har ikke svært ved at tro, at Jesus har vist sig for kvinderne og sine disciple. Men det både vanskelige og befriende er, at Jesus lever i dag og lade den del af påskens budskab bundfælde sig, siger Peter V. Legarth.

kiil@kristeligt-dagblad.dk