Judas-hysteri

Det nyfundne Judas-evangelium anfægter ikke kristendommen

DET AMERIKANSKE magasin National Geographics pompøse offentliggørelse af fundet af Judas-evangeliet har skabt en folkelig interesse, som fundet ikke berettiger til. Den massive optagethed af den gamle tekst, der antagelig blev skrevet i midten af det andet århunderede, er forståelig ud fra en historisk og arkæologisk synsvinkel. Judas-evangeliet er endnu et eksempel på, at der i de første kristnes tid cirkulerede mange forskellige skrifter fra mange forfattere i forskellige dele af Middelhavsområdet, som prøvede at afklare, hvilken mening Jesus Kristus havde i deres liv. Men de fleste eksperter er enige om, at Judas-evangeliet ikke ændrer hverken på vores viden om Jesus eller rokker ved kristendommens fundament, selvom der gøres forsøg på at udlægge fundet sådan.

DET ER NATURLIGT, at den historiske Jesus-skikkelse udsættes for historisk kritisk analyse. Da kristendommen baserer sig på historiske begivenheder følger også, at ikke mindst kristendommens modstandere håber, at der en dag dukker tekster op, som skal afsløre troen som et historisk falsum. Hver gang, der er blevet gjort et nyt fund i hulerne langs Dødehavet eller i den egyptiske ørken, hvor man mener, at Judas-evangeliet blev fundet for 30 år siden og ad snørklede veje først nu er kommet til offentlighedens kendskab, er kristendommen blevet spået sin snarlige opløsning, fordi de nye tekster ville afsløre det store komplot og blotlægge Jesus som alt andet end Guds søn.

Men sådan er det ikke gået. Sammensværgelsesteorierne lever dog videre og har i de senere år fået næring af bestseller-bogen Da Vinci Mysteriet, der hævder, at den kristne kirke som led i en sammensværgelse har myrdet og tortureret for at skjule sandheden om blandt andre Jesus og Maria Magdalene. I en tid, hvor den faktuelle viden om kristendom er så begrænset, opfatter mange Da Vinci Mysteriet som en troværdig kilde til forståelse af kristendom. Den har solgt i over 20 millioner eksemplarer, og om få uger kan den ses som biograffilm. Læsere af bogen tillægger den en sådan betydning, at verdens største kirkesamfund, den katolske kirke, forbereder en modoffensiv på verdensplan. Myter, fordrejninger, gåder og fiktion har erstattet solid viden om, hvad kristendom er, og om hvordan blandt andet Biblen er blevet til. Det er ind i denne situation, at nyheden om Judas-evangeliet lyder.

DET HAR ALDRIG VÆRET EN hemmelighed for kristne, at Det Nye Testamentes 27 forskellige tekster langt fra var de eneste, der var at vælge imellem, da to store kirkemøder i henholdsvis Rom i år 382 og senere i Karthago i år 397 besluttede, at Det Nye Testamente skulle indeholde netop dem. Mange andre skrifter og evangelier, hvoraf det mest kendte nok er Thomas-evangeliet, cirkulerede i menighederne, men blev valgt fra, fordi de ikke entydigt pegede på Jesus Kristus som opstået fra de døde. Tværtimod er disse apokryfe - skjulte - tekster ofte præget af gnosticismen, en religiøs strømning, der på mange måder minder om vores tids new age-bevægelse. Judas-evangeliet føjer sig hertil. Det rokker ikke ved de fire centrale nytestamentlige evangelier. Det bibringer ingen reel ny historisk viden om Jesus. Men det minder om, at den tidlige kristendom ikke var en uniform eller entydig størrelse.

Det er i disse år afgørende at dæmme op for den vrangforestilling, at Bibelen skulle være et komplot, der er sammensat uden blik for de mange andre skrifter, der cirkulerede blandt de første kristne menigheder, eller at den er blevet forfalsket op gennem tiden, ved at tanker om for eksempel reinkarnation er blevet fjernet. Det er aldrig sket. Uagtet de mange skrifter kan forestillingen om Jesus Kristus som Guds søn og verdens frelser alene gribes med troen. Og med den kan man foretage sin egen test af de mange ikke-bibelske skrifter og sammenholde dem med Matthæus, Markus, Lukas eller Johannes og spørge, hos hvem man for alvor finder livets brød.

bjer