Tre ting, vi kan lære af Julemanden

Julemanden på besøg i Aarhus i 2013 og siger hej til børn på rådhuspladsen, hvor også Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), dukkede op. Foto: GRAVERSEN ANITA

Nu er det endelig juleaften, og dagens låge skal selvfølgelig dedikeres til den mand, der ifølge legenden bruger sin aften på at glæde andre. Her er tre ting, vi kan lære af Julemanden

Giversind

Julemanden er kendt for den glade latter, som lyder julenat, når han suser rundt med gaver til verdens børn. Helt uden at efterlade en check i forældrenes postkasse.

Julemandens glade giversind er et træk, der stammer helt tilbage fra historien om biskoppen Sankt Nikolaus, som Julemanden er opstået ud af. Han efterlod nemlig også gaver, helt ubemærket, til fattige i nød. Et tegn på, at gaver ifølge Julemanden skal gives at et glad og villigt hjerte, uden tanke på pris, mængde eller hvad man selv får igen.

Inklusion

Historien om rensdyret Rudolf er på mange måder historien om en, der er udenfor. De andre rensdyr griner ad hans røde næse, der får ham til at stikke ud og føle sig anderledes.

Men ikke Julemanden. Han ser kvaliteten i dét, Rudolf gerne vil ændre ved sig selv, og giver ham den bedste plads i rensdyrspannet, så hans næse kan lyse op for de andre. En tanke, man måske kan tage med sig ind i det nye år, der nu er på trapperne.

Barnetro

Som barn er troen på Julemanden naiv og sød. De små er, modsat de voksne, ikke optaget af, hvordan Julemanden kan nå rundt om jorden på bare en nat, hvorfor hans rensdyr kan flyve, og hvordan han får sin store vom ned igennem skorstenen.

Børnene tror på Julemandens magi, og at han ønsker at glæde netop dem. På den måde kan børns tro på Julemanden inspirere til, at man ikke overgiver sig til kynisme i julen, men ser på højtiden som en glædelig fest fuld af magi, der handler om andet og mere end overflod og forbrug.

Glædelig jul!

Besvar dagens quizspørgsmål om julemanden her.