Da Gud blev et menneske

Barn Jesus i en krybbe lå,
skønt Himlen var hans eje.

Med de enkle og kendte salmelinjer, som mange vil synge på søndag, har Danmarks verdensberømte digter og eventyrforfatter H. C. Andersen sat ord på en af kristendommens største gåder, nemlig inkarnationen. Han har formuleret sin undren over, at barnet i krybben også er Gud i Himlen.

Både før og efter H. C. Andersen har inkarnationen sat grå hår i hovedet på både kirkegængere, præster og teologiske forskere, for hvordan skal man lige forstå påstanden om, at Himlens og Jordens skaber bliver født som et almindeligt menneske?

I bispegården i Viborg sidder biskop Karsten Nissen og funderer over julen, som for ham er en kærkommen anledning til at prædike om en Gud, som ikke holdt sig for god til at involvere sig i menneskers liv.

- Jeg har en gang brugt en historie, jeg læste om en socialarbejder, der blev sendt til en gruppe fanger, som var blevet opgivet af alle efter at have haft mange forskellige socialpædagoger tilknyttet, fortæller Karsten Nissen og fortsætter:

- Fangerne talte til hinanden på en forfærdelig måde og behandlede hinanden meget råt. Socialarbejderen prøvede på normal pædagogisk vis, men det gik slet ikke. Så besluttede han sig i stedet for at blive en del af gruppen og arbejde sammen med dem uden at sige noget. Efter nogle måneder spurgte lederen af institutionen ham, hvad han dog havde gjort ved fangerne, for de var blevet helt anderledes og talte pænt til hinanden. Grunden var, at socialarbejderen var blevet en del af fangegruppen og delte vilkår med dem.

- Det er sådan set også det, der er julens og inkarnationens budskab til os i dag. Gennem Jesus valgte Gud at dele vilkår med os mennesker. Det gjorde han for at vise os sin kærlighed. Det er en kærlighed, som er fuldstændig uforståelig i menneskelig målestok, men inkarnationen viser, at Gud er ufornuftig i menneskelig forstand. Han er ikke en noget-for-noget-Gud, men en kærlig Gud, der involverer sig og tager imod sine bortløbne børn med åbne arme, siger Karsten Nissen.

Mens Karsten Nissen betragter inkarnationen fra prædikestolens synsvinkel, ser teologiprofessor Peter Widmann på spørgsmålet fra auditoriet på Aarhus Universitet. Widmann har blandt andet skrevet om inkarnation i Den Store Danske Encyklopædi.

- På en måde begyndte tanken om inkarnationen først, da Jesus var død og opstanden. Dengang kendte mange jo både Jesus og hans familie, og nu var han så opstået fra de døde. Det tolkede man som indledningen til alles opstandelse på den måde, at hans død ikke bare var en skrækkelig afslutning på hans liv, men at det var en død for os, og han led alt det, som truede os, siger Peter Widmann og tilføjer, at man så at sige begyndte at "spole tilbage" i Jesu liv for at finde frem til, hvordan det hele kunne hænge sammen.

- I lyset af påsken blev hele Jesu liv ligesom "gennemsigtigt" i forhold til frelsesbegivenheden med død og opstandelse. Så man begyndte at spørge sig selv om, hvorvidt selve det, at Jesus overhovedet blev født, mon allerede var begyndelsen på frelsens komme til jorden? Man begyndte at opfatte fødslen i Betlehem som det rette startpunkt for den historie mellem Gud og mennesker, som udspillede sig i Jesus.

På spørgsmålet om en sådan tolkning ikke indebærer, at inkarnationen bliver en idé, man har fundet på i bagklogskabens klare lys, svarer Peter Widmann:

- Jo, det er helt klart. Der er tekster i Bibelen, hvor man går ud fra påskebudskabet, men endnu ikke har tænkt på inkarnationen.

- Det med inkarnation er et skridt i de første kristnes tænkning om det, der skete med Jesus i påsken, siger Peter Widmann, som tøver med at svare klart på spørgsmålet, om inkarnationen så er fantasi eller faktum.

- Det er i hvert fald sikkert, at inkarnationen ikke bare er et faktum, men derimod et tolkningsudsagn. Det får først mening, når man ser på, hvad der senere skete med Jesus. Det med julen er altsammen fint nok, hvis vi bare fastholder, at julefortællingen om Gud, som bliver menneske, først er mulig, efter at Jesus er død og opstanden. Så for mig kunne man godt dæmpe julehalløjet lidt og lægge mere vægt på påskefesten, siger Peter Widmann og tilføjer, at det også først var forholdsvis sent i kristendommens historie, at man begyndte at fejre jul.

Karsten Nissen er langt fra enig med Widmann.

- Man må da skelne mellem det historiske og det teologiske. Det er rigtigt, at man sent begyndte at fejre julen, men det betyder jo ikke, at inkarnationen ikke har nogen betydning. Tværtimod er inkarnationen den røde tråd gennem hele Bibelen. Det har noget at gøre med hele forståelsen af Jesu gerning helt fra forudsigelsen i Det Gamle Testamente af hans lidelse og død til bekendelsen af ham som Kristus, siger Karsten Nissen, som ikke er i tvivl om, hvorvidt inkarnationen er fantasi eller faktum:

- Jeg ville have svært ved at være præst, hvis jeg troede, at inkarnationen var en fantasi. I inkarnationen lærer vi noget om Gud, for gennem Jesus har han været i menneskelivet helt til døden. Han har prøvet lidelsen og gudsforladtheden, og det betyder nu, at der ikke kan være noget sted i vores liv, som er forladt af Gud.

Eller som H. C. Andersen formulerer det:

Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte.

INKARNATION

• Ordet inkarnation er latinsk. Det er sammensat af ordene in (ind) og caro (kød) og betyder direkte oversat "ind i kød", "at blive kød" og på almindeligt dansk: at blive menneske.
• Mange religioner har forestillingen om inkarnation, hvor et guddommeligt væsen får en menneskelig krop.
• I kristendommen betyder inkarnation, at Gud blev født som et menneske i skikkelse af Jesus.

• "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." (Johannesevangeliet 1, 14)
• "Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på."(Filipperbrevet 2 ,7)
• "Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven." (Galaterbrevet 4, 4)