Historien om en salme: Dejlig er den himmel blå

Vores store salmedigter N.F.S. Grundtvig var i en stor, personlig krise, da han skrev "Dejlig er den himmel blå". Vi forbinder i dag salmen med juletiden, men teksten hører egentlig til fejringen af de hellige tre konger i disse dage

Én af de mest kendte og højtskattede salmer er ”Dejlig er den himmel blå”. Den er skrevet afN. F. S. Grundtvigi 1810, udgivet året efter og er én af hans første salmer.

Bag om salmen: Grundtvig og samtiden

Det er en bibelhistorisk salme og samtidig et opgør med tidens rationalisme, som ifølge digteren og præsten også havde fundet vej ind i præsternes forkyndelse.

Det var før jul, i begyndelsen af december 1810, at Grundtvig digtede versene om de hellige tre konger, der blev til de nitten vers i ”Dejlig er den himmel blå”.

På sit lille manuskript har han påskrevet ”2den og 12te Decbr” efterfulgt af en lille tak: ”Herrens Navn være lovet og hans ubegribelige Kærlighed priset!”

Man må forestille sig, at Grundtvig er begyndt sin skriveproces den 2. december og afsluttet den den 12. december. At han takker Gud er ikke helt uden grund. Salmen er skrevet i en periode, hvor Grundtvig var ramt af et regulært psykisk sammenbrud og af voldsomme anfægtelser.

Han var i slutningen af 20'erne. 7 år forinden, i 1803, havde han afsluttet sin teologiske kandidateksamen, og fra 1805-1808 havde han arbejdet som huslærer på Herregården Egeløkke på Langeland. Det havde ændret ham.

Han var blevet kastet i følelsernes vold på grund af hende, Constance de Steensen Leth - den smukke og 8 år ældre herregårdsfrue. Han var forelsket til langt op over begge ører. Men da han skrev ”Dejlig er den himmel blå”, var fruen fortid.

Nu boede Grundtvig i København. På Valkendorffskollegium. Og han gik og drømte om at blive forfatter og skribent.

Han havde da også fået offentliggjort sit første arbejde: ”Lidet om sangene i Edda” i 1806. Men nu var der pludselig kommet noget i vejen. Han havde modtaget et brev fra sin far, Johan Ottosen Grundtvig, der var præst i Udby.

Faderen bad Grundtvig om at vende hjem for at blive kapellan eller hjælpepræst. For faderen, der var gammel og afkræftet, havde brug for hjælp og aflastning i sit sogn.

Men det passede ikke lige ind i Grundtvigs kram. For det første stod han foran sit gennembrud som forfatter, og for det andet var han i tvivl om sin tro. Han var usikker på, hvorvidt hans tro i højere grad var en intellektuel overbevisning end en egentlig oprigtig kærlighed til Gud. Hvordan skulle han med ren samvittighed kunne bestride et kirkeligt embede?

Han havde holdt sin dimisprædiken eller prøveprædiken, som det hører sig inden ordinationen. Den skulle være adgangskortet til hans præsteansættelse hjemme i Udby. Titlen var: ”Hvordan er Herrens Ord forsvundet ud af hans Hus?” Den var et direkte angreb på de københavnske præster, der efter hans mening ikke evnede at forkynde Guds ord rent og purt.

Han havde da også fået nogle af dem på nakken efterfølgende. Men det var nu engang Grundtvigs overbevisning, at sand kristendom lå milevidt fra deres rationelle spekulationer. Forkyndelsen skulle være funderet i Bibelens fortællinger, og prædikantens opgave var at fremdrage fortællingernes kraft til vækkelse og tro.

Det var dog lettere sagt end gjort. Kunne han selv det, når han tvivlede på Guds ord? Voldsomme anfægtelser ramte ham. Han måtte blive i sengen; Det var i midten af december, at han fik dette regulære psykiske sammenbrud. Hans to gode venner Poul Dons og filosoffenFrederik Christian Sibbern, var meget bekymrede. De opsøgte derfor Grundtvig på Valkendorff, fik hanket op i ham og hjalp ham til Udby.

Undervejs overnattede de på Vindbyholt Kro. Hele natten igennem bad Grundtvig højlydt. Næste morgen fortalte han sine bekymrede værelseskammerater, at han havde kæmpet mod djævlen selv i skikkelse af en slange. ”En tankeforvildelse” kaldte han det. En indre kamp.

Det er i den sjælelige tilstand, at Grundtvig digter ”Dejlig er den himmel blå”. Han befinder sig mellem tro og tvivl. Til tider med drømme om at blive kristen reformator, til tider med tvivl om sin kristne identitet.

En salme til helligtrekonger

Af manuskriptet kan man se, hvordan Grundtvig arbejder ihærdigt med teksten. Ændrer ord og stemning. Han kan have taget afsæt i helligtrekongersviserne eller stjerneviserne, der var en del af almuetraditionen. Det var nemlig almindelig skik at fejre Hellig tre kongers fest med optog og sange den 6. januar.

Her klædte man sig ud som de 3 konger og drog syngende gennem byen. Eller han kan have ladet det bibelske tekstgrundlag fra Matthæus 2,1-12 danne udgangspunktet. Og således være en gendigtning eller en parafrase over bibelstedet.

Med et trylleslag synes alt at ændre sig, når han indskriver ordene ”deilig blaa”. Og arbejdet ser ud til at gå som en leg, efter at han efter forskellige forsøg får de to første linjer på plads: ”Deilig er den Himmel blaa,/ Lyst det er at see derpaa”. Ved at trække adjektivet ”deilig” og substantivet ”Lyst” frem i versene bliver det traditionelt kristne ordforråd levende igen. Sproget får en ny oplevelseskraft, og fortællingen får kolorit.

Natursceneriet, med vinternatten med den dybe blå himmel og de funklende stjerner, står lysende klart og stærkt. Han føler hverken kulde eller fjernhed, men derimod fascination, mildhed og sorgløshed. Stjerneren julenat er fortrolige bekendte, de bringer et godt budskab til ham og til hele verden. Budskabet rummer det ord, hvori Gud nærmer sig ham. Ordet kan blive levende.

”De hellige tre Konger” fortæller historien om Jesu fødsel. Den får næsten karakter af et eventyr fra Østerland. Om noget, der foregår ”langt herfra”. Skønt den ligner eventyret i genre og repræsenterer det fantasifulde og uvirkelige, så omfavner den på en og samme tid også den kendte, jævne og nære virkelighed, når ”En fattig kone” optræder med det højeste.

Digteren eller det fortællende jeg henvender sig direkte til børnene. Det er ikke uden grund, at Grundtvig selv kalder digtet for ”en Barnesang”. Den er let forståelig og fortæller historien fra Bibelen om de tre vise mænd, der følger stjernen til Betlehem.

Han gør simpelthen bibelhistorien levende med sit billedsprog, sceneri og ved at bruge dramatiske elementer. ”De fleste Kirkesange burde være levende Billeder af Jesu og de hellige Mænds Liv; og de fremfarne Tider have lært, at saadanne tale kraftig til Hjertet og laane Sjælen Vinger til høi Flugt over det Jordiske”, skriver han et sted.

Som et magisk tryllepulver giver poesien det hele liv, således at det kommer til at stå lyslevende, som vi selv var til stede. Stjernebilledet bliver næsten personificeret. Så når børnene ser op på himlen og ser stjernerne, skal de vide, at Jesus er i vrimlen. Samtidig ser de vise mænd også ledestjernen fra himlen i Jesusbarnets øje.

På mange måder er sangen også et modsvar til den rationelle og følelseskolde forkyndelse, som mange teologer hyldede i kølvandet på oplysningstiden. Grundtvig taler rationalismen og fornuften imod, når han vælger at beskrive den oplysning, der udgår fra Gud som Guds lys og stjernen over Betlehem.

Grundtvigs julesang

Grundtvigs julesang er en historisk-kristelig sang. Den har en rod i evangeliet, men udspringer samtidig af Grundtvigs nye kristendomssyn.

I vers 6 sker et skift. Fra at være en historisk fortælling fra Bibelen om stjernen bliver salmen en nutidig indbydelse til den, der synger. Som syngende har vi også en stjerne, som vi kan følge og som vil lede os til Jesus Kristus nemlig Guddomsordet. Altså Bibelen. Denne aktualisering eller levendegørelse af ordet er meget karakteristisk for Grundtvigs teologi og poesi. Den betyder, at teksterne både er historiske og nutidige.

Grundtvigs svar på sin personlige krise og på den rationelle og døde kristendom var oplysningen ved det klare Guddomsord. Stjernen er ikke bare Bibelens Ord. Stjernen er også Jesus Kristus. Vi skal læse Bibelen med bevidstheden om, at Jesus er både Gud og menneske. Troen på Jesus Kristus er ifølge Grundtvig nøglen til at forstå Bibelen.

De vise mænd, der ledet af stjernen rejser til Betlehem, er et billede på Grundtvigs egen anskuelse siden studietiden og på samtidens rationalistiske lærde, der barnligt skal bøje sig for Bibelens autoritet og vende tilbage til den gammeldags kristendom.

De i alt nitten oprindelige vers fortæller i den grad bibelhistorie. Samtidig er de forkyndelse og bekendelse. De er endvidere billeder og tankespejle på Grundtvigs personlige kvaler i forhold til sin tro, historien og kristendommen.

I Udby fandt Grundtvig da også hurtigt tilbage til sin barndoms tro. Han kastede sig med liv og sjæl ud i præstegerningen. Og stjernen blev et nyt svar for Grundtvig på de sjælelige og åndelige anfægtelser. Guddomsordet.

Salmen er båret af en tanke om, at kirkens fundament skal bygge på levende ord og sang. I den forstand bliver salmerne aktuelle og får liv, når vi synger dem - hvad enten det er i kirken eller omkring træet.