Den uhyggelige jul
Ideen med den søde og nisse-hyggelige juletid er en ny foreteelse som så meget andet i den danske jul. I ældre tid spredte de dødes messe uhygge i kirken på julenat
I ældre tid - og det er i den forbindelse ikke mere end for omkring 200 år siden - var julen ligeså meget en uhyggelig tid, hvor man skræmte livet af hinanden med historier om ånder og gespenster, der hylende fór omkring i de lange, mørke nætter på jagt efter sjæle.
Især tiden mellem solhverv (dvs. d. 21. december) og Hellig Tre Konger var en farlig tid, hvor man skulle passe godt på - og juleaften og julenat var det helt galt. For der holdt de døde julemesse i kirken og ve den levende, som deltog eller blot overværede det. Vedkommende ville være død julemorgen, fortalte man. Det passede selvfølgelig ikke, men var i stedet noget, som kreative hjerner fandt på efter reformationen for at komme katolicismen til livs.
Nok var Danmark officielt blevet et luthersk land i 1536, men ude i sognene var der i flere årtier efter reformationen mennesker, som stadig bad til helgenerne og til jomfru Maria, og som stadig havde en rosenkrans - og i det hele taget holdt fast i de katolske skikke.
Ja, i de første år efter reformationen var der også flere præster, der i smug stadig holdt midnatsmesse ved juletid, og det kunne de protestantiske ledere ikke have.
En modreformation skulle ikke have nogen mulighed for at kunne gennemføres, så man gik hårdt til værks og opfandt derfor historien om de dødes messe julenat.
En historie, som blev næret af mørket. For dengang var der hverken tv, filmkanaler eller computer, så man måtte underholde hinanden i de mørke vinteraftner. Og de var MØRKE, hvad enten man boede i by eller på land - så en historie med gys og gru var altid velkommen.
Man tog også varsler og syner, som man troede mere på end "nymodens pjat" som oplysning og videnskab.
Det var for eksempel strengt forbudt at arbejde i juletiden, og det var altså hele juletiden, fra 1. juledag til Hellig Tre Konger. Den, der arbejdede, ville dø, inden året var omme, sagde man. Selvfølgelig var man nødt til at passe dyrene og lave mad, men ellers måtte ingen arbejde. Der måtte end ikke hænges tøj til tørre.
Til gengæld tog man i de 12 juledage varsler af vejret. Hver dag symboliserede en måned, så således som vejret var 25. december ville det også være i januar, d. 26. decembers vejr var februars vejr og så fremdeles.
Høsten var også vigtig, og derfor skulle julekagen, som var lavet af fint mel, stå på bordet alle juledagene for at opsuge den hellige jule-energi. Man måtte godt spise af julekagen, men ikke det hele. For noget af julekagen skulle spredes på jorden sammen med så-kornet, når det blev forår, så den hellige energi fra julen kunne sikre en god høst.
Nogle steder stillede man også lys i vinduerne, så ens afdøde slægtninge kunne finde vej julenat, hvor man troede, at de afdøde kom og sov i husets senge julenat. Derfor redte man også op til de levende på gulvet, hvor man spredte halm.
Men lyset i vinduet kunne også lokke andre ikke-velkomne væsener, såsom gravsoen, helhesten og ondsindede nisser. Så dem måtte man sikre sig imod. Det gjorde man ved hjælp af jern som for eksempel knive sat i dørtærsklerne. Samt ved at behandle de overnaturlige med respekt – både ved juletid og resten af året.
For overtroen havde gode kår i de små og meget statiske samfund, hvor befolkningen var så dårligt oplyst, at det næsten gav sig selv, at fantasifortællinger appellerede mere end sund fornuft.
Endelig er det også værd at bemærke, at den kristne julehistorie er mere end fødselslykke og barselsbesøg af konger. Der er både barnemord (da Herodes lader alle nyfødte drengebørn myrde få dage efter Jesu fødsel) og magtmisbrug i fortællingen, hvis man kigger blot et par dage frem efter fødslen i stalden julenat. Så også i kirken var uhyggen og gruen tilstede i juletiden – også efter reformationen.