Med "Mit hjerte altid vanker" lever håbet midt i håbløsheden

Salmen er for mig at se en af de allerfineste teologiske refleksioner og poetiske betragtninger over julens under og evangeliets kerne, mener domprovst Thomas Frank

Nogle vil sikkert hævde, at en af de mest sentimentale julesalmer, som er skrevet, er forfattet af Brorson. Med salmen ”Mit hjerte altid vanker”, understøttet af Carl Nielsens melodi, presser Brorson sprogligt følelserne frem i os og det med sin velkendte inderliggørelse af kristentroen.

I forlængelse af traditionen fra Augustin insisterer han på, at vi alle har en længsel efter det hellige. 

Salmen er for mig at se, uagtet sit pietistiske udtryk, en af de allerfineste teologiske refleksioner og poetiske betragtninger over julens under og evangeliets kerne. 

LÆS OGSÅ: Hvad handler det kristne håb om?

Den formidler glæden over, at magt og jordisk storhed må bøje sig for den kærlighed, som under de ringeste kår fødes ind i vores verden julenat. 

Vi indser at tilværelsen er tom

I en kontrast til den mørke tid rækker nærværet af det hellige både ned og ud i alle afkroge. Underet finder vej ind til os og samler vores tanker i deres hovedsum. Vi indser, at tilværelsen uden den kærlighed, som kom til jorden, er tom.

Først i mit voksenliv, hvor jeg har oplevet, at magt i alle dens facetter og former igen og igen kommer til kort overfor det egentlige liv, er Brorsons julesalme blevet min yndlingssalme. 

LÆS OGSÅ: Hvordan bevare tilliden til Gud, når livet gør ondt?

Som ung soldat passerede jeg dagligt flygtningelejrene omkring Betlehem og tænkte, hvor håbløst det måtte være derinde bag pigtråden, og hvor meget der måtte gøres. 

I dag 20 år senere kan jeg tage mig i at ville resignere overfor vi menneskers magtesløshed og den ufred, som breder sig. 

Der er et alternativ

Men når julen som nu er nær, og jeg synger Brorsons salme om hjertet, der vanker, ved jeg, at der er et alternativ til vores resignation, verdens håbløshed og menneskers magtesløshed. 

Håbet lever midt i håbløsheden, og der hvor vi ikke slår til. Det næres af den kærlighed, som kom til os. Vi inspireres til selv at være dem, som med vores hengivenhed bringer vores medmenneske håb og noget at tro på.

Thomas Frank er domprovst i Viborg.