Historien om en salme: "Vær velkommen, Herrens år"

Traditionen tro byder vi det nye år velkommen med nytårssang, hvad enten det er i kirken 1. søndag i advent eller hjemme i stuerne, når Rådhusklokkerne slår 12, den 31. december. Her DR Pigekoret, der hvert år til nytår synger "Velkommen nytår"

Velkommen nytår er historien om, hvordan en folkevise blev til to salmer. Nytårsaften synger vi N. F. S. Grundtvigs ”Vær velkommen, Herrens år!”, en version af kirkeårets nytårssalme, som blev skabt af Grundtvig - over en verdslig folkevise!

Salmen har to forskellige tekster. Én, der knytter sig til det kirkelige nytår, som fejres 1. søndag i advent; Og én, vi istemmer som årets første salme, umiddelbart efter at vi har hørt Rådhusuret slå sine 12 slag, natten mellem den 31. december og 1. januar, og som dermed knytter sig til kalenderens nytår. Begge udspringer de af gamle danske folkeviser. De er skrevet med kort tids mellemrum og er i dag fast forankret i nytårstraditionerne.

Historien om salmerne starter i N.F.S. Grundtvigs hjem, men de starter hos hans søn, Svend Grundtvig. Han blev født i 1824 som næstældste søn af Lise Blicher og N. F. S. Grundtvig og udviste allerede som stor dreng stor interesse for både sprog og folkeviser. 

En dag, i 1838, da Svend var lidt over 14 år, købte hans far et over 180 år gammelt dansk visehåndskrift og forærede det til ham. 1656 stod der på det. Straks gik han i gang med at studere det. Med disse selvstudier åbnedes hans øjne for filologien og folkevisen. Ved sammenligningen fandt han adskillige mangler blandt de allerede eksisterende udgaver. Kimen var lagt til det studium, der senere skulle blive hans livsværk: Den videnskabelige udgivelse af Danmarks gamle Folkeviser. Og dermed også grundlæggelsen af den danske folkeviseforskning og folkemindeforskning i det hele taget.

Efter sin studentereksamen i 1846 gik han så småt i gang med viseoptegnelserne, men Treårskrigen fra 1848-50 satte imidlertid studierne en anelse på standby. Svend meldte sig som frivillig og avancerede til løjtnant og kæmpede også i slaget ved Isted den 25.juli 1850. 

Alligevel havde han tid til et besøg på Det kongelige Bibliotek i ny og næ. I 1849 stødte han således på en interessant lille bog: ”Sophie Sandbergs Visebog”. Den var fra 1511. Samlingen omfattede en række førreformatoriske viser. Og efter at have bladret lidt i bogen faldt hans opmærksomhed på en gammel dansk adventssalme fra 1556.

”Wer Welkommen, Herrens Aar” lød første linje. Salmen havde 10 vers. De omhandlede Jesu fødsel, omskærelse og dåb, Marias første besøg i templet efter fødslen, langfredag, påskemorgen, Kristi Himmelfart og kirkens nytår. Begejstret tog han visebogen med hjem fra biblioteket og viste den til sin far, N. F. S. Grundtvig, der nu var præst i Vartov Kirke i København. 

N. F. S. Grundtvig var begejstret for visen, Svend havde vist ham og gav sig inspireret til at gendigte. Det havde han gjort utallige gange før. Hvad enten han havde fundet inspirationen fra en bibelsk tekst eller en mytologisk fortælling, eller hvis han oversatte salmer ved gendigtning. 

Denne gang ville han koncentrere sig om kirkens højtider. I alt fire vers. De tre første vers kom til at fremstå som fortællende pædagogiske børnerim. Her sætter N. F. S. Grundtvig poetisk ord på den enkelte højtids historie og minder om, som en anden form for katekismus, hvorfor vi fejrer jul, påske og pinse. I fjerde vers samler han kirkens nytår i en udlægning af begivenhedernes betydning. Og ”Vær velkommen, Herrens år!” var skrevet. 

Det var nu den 2. december 1849. Svend havde udgivet den originale folkevise ”Vær velkommen” i Dansk Kirketidende. Og samme dag skulle N. F. S. Grundtvig holde første søndag i advents-gudstjeneste i Vartov kirke. Den søndag sang menigheden i Vartov for første gang ”Vær velkommen, Herrens år!” med den tekst, som vi kender i dag, og som knytter sig til kirkens højtider.

Ikke lang tid derefter skriver N. F. S. Grundtvig en ny nytårssalme. Denne gang med relation til kalenderens nytår. Nytårsversionen har samme omkvæd og samme versemål som adventssalmen. Dog bygger den på en verdslig nytårsvise, som Svend havde fundet i en gammel bog, som var trykt i 1693. 

Også den begejstrede hans poetiske far. Første linje slår titlen an: ”Velkommen Nytaar”. Og mon ikke N. F. S. Grundtvig, endnu mens han havde den kirkelige nytårspen i hånden, følte sig inspireret til at fortsætte med en salme nu blot til det verdslige nytår? For salmen blev offentliggjort i Dansk Kirketidende den 30. december 1849, kun 28 dage efter 1. søndag i advent. 

Traditionen tro byder vi det nye år velkommen med nytårssang, hvad enten det er i kirken 1. søndag i advent eller hjemme i stuerne, når Rådhusklokkerne slår 12, den 31. december. Det er tankevækkende, at begge nytårssalmer nu er blevet folkeeje, ligesom de var i sin tid, da de var folkeviser.