Kvinder ved spejlet og drenge med spidse huer på

Uden stjernen ingen Hellig Tre Konger. Fotograf: Dorte J. Thorsen

Hellig Tre Konger har tidligere været en stor højtid med mange forskellige skikke. Nogle af dem er ved at vende tilbage

Fra gammel tid er Hellig Tre Kongers-festen forbundet med særlige skikke. En af de ældste gik ud på, at en ung, ugift pige skulle gå ind i et mørkt værelse og stille sig foran et spejl med et tændt stearinlys i hånden. Så skulle hun tre gange i træk sige:

Å, hellige Konger tre,
Kommer og lader mig i Aften se
Den, hvis Seng jeg skal rede,
Hvis Dug jeg skal brede,
hvis Brud jeg skal være,
hvis Navn jeg skal bære - med Ære

Meningen var, at den unge pige på den måde skulle kunne se ansigtet på sin kommende mand i spejlet.

Om ægteskabet så også blev et ægteskab i velstand, kunne afgøres med tre kopper. Man stillede tre kopper med hhv. vand, mælk og vin eller øl i på bordet. Næste morgen markerede den kop, der var blevet drukket af, ens fremtidige levestandard som frue. Var det vandet, blev man fattig. Var det mælken, blev det et liv på det jævne. Var det derimod øllet eller vinen, var ens fremtid et liv i overflod og sus og dus.

En anden gammel skik, som oven i købet i disse år er ved at vende tilbage, er det specielle tre-armede Hellig Tre Kongers lys. Det blev oprindelig støbt af den sidste stearin og tilsat lidt krudt, så det kunne give et godt knald, når lyset nåede ned til det sted, hvor de tre arme mødtes. Når det skete og krudtet sagde bang, markerede det, at nu var julen forbi.

I dag kan Hellig Tre Kongers-lyset købes flere steder. Dog uden krudt.

At bage en lækker kage med både nødder, nougat og chokolade er også en tradition ved Hellig Tre Konger - om end mere kendt i Sydeuropa, hvor man i flere lande også først får gaver ved juletidens slutning. Ligesom Jesus-barnet også fik gaver, da de tre hellige konger besøgte ham. I de sydeuropæiske lande bager man endda forskellige ting - såsom bønner og porcelænsfigurer - ind i kagen, og den, der finder den indbagte genstand, kåres til Hellig-Tre-Kongers-konge eller -dronning.

I de katolske lande opføres der også skuespil, der viser historien om Jesus og de tre vise mænd. Sådan var det også i Danmark inden reformationen - endda ofte med præster og andre gejstlige som de tre vise mænd, der drog syngende gennem gaderne med en stjerne på en stav, inden de sluttede af i kirkerummet, hvor Maria og Jesusbarnet ventede.

Efter reformationen forandredes traditionen til mere folkelige optog, hvor drenge drog syngende gennem gaderne og tjente en skilling på at synge specielle Hellig Tre Kongers-viser. De var iklædt høje, spidse huer, og de af dem, som forestillede den vise mand Balthazar, var endda også malet i hovedet, fordi man mente, at Balthazar var sort.

Hellig Tre Kongers-optogene stoppede først for lidt over 100 år siden, og Hellig Tre Konger som højtid er i dag langtfra, hvad den har været.

I 1992 indførtes der dog i folkekirken igen en Hellig Tre Kongers-søndag efter nytår. Måske fordums skikke og skuespil en dag vender tilbage?