Lillejuleaften er en folkelig og travl dag

Lillejuleaften venter de fleste børn på at det bliver juleaften, så Julemanden kan komme med gaver. Foto: Dorte J. Thorsen

Hvad laver vi i grunden lillejuleaften?

Lillejuleaften er dagen inden juleaften. Det er altså lillejuleaften d. 23. december. Dagen har ikke og har aldrig haft en betydning i kirken, men i hjemmene har den engang været omdrejningspunktet for en kagetradition.

Lillejuleaften er kagen aldrig tør

En kagetradition, som jeg lærte som barn i 1970'erne af min mor, når jeg sang "Lillejuleaften må jeg synge for din dør - lillejuleaften er kagen aldrig tør.”

Jeg tror, at jeg var det eneste barn i klassen - måske endda i hele skolen, som kunne dén remse - og som brugte den. Lillejuleaften stillede jeg troligt op udenfor døren, bankede på, sang og fik nogle af min mors nybagte julesmåkager – som jeg ofte selv havde været med til at lave. Men det forøgede blot hyggen.

For at bage kager til jul – vanillekranse, jødekager, klejner og pebernødder – har i flere århundreder været en juletradition i Danmark.

Og langt op i 1900-tallet kunne de fleste børn remsen om kagen, der ikke var tør, og de brugte den, når de gik på kage-rundfart til familie, venner og naboer lillejuleaften. En kagerundfart, der mindede meget om den tur med raslebøssen, som enkelte børn endnu foretager til fastelavn - og om den slik-rundfart ved Halloween, som udbredes i disse år.

Lillejuleaften idag

I dag er kagetraditionen helt væk, selvom vi stadig holder lillejuleaften – lidt.

For traditionelt set har lillejuleaften altid været en aften med stor travlhed - den sidste arbejdsaften inden julen begynder. Nu skal det hele være færdigt, og sådan er det stadigvæk.

I dag er det så ofte ikke småkager, der bages d. 23. december, men gaver der indkøbes og indpakkes. Eller risengrød, der laves. Eller ... Listen er lang. Og især i de senere år, hvor alle butikker er lukkede d. 24. december har mange fart på lillejuleaften. Mange pynter også deres juletræ denne aften.

Men at kagen ikke er tør – og at man skal huske altid at byde eventuelle besøgende på noget denne dag og aften er vigtigt. For ellers siger folkeovertroen, at gæsterne bærer julen ud – og det er skidt. For så forsvinder glæden og lykken fra hjemmet. Så hvis man vil holde på lykken, skal man byde alle besøgende på noget fra lillejuleaften og helt indtil hellig tre konger.