Min julesalme

I en af julens smukkeste salmer spiller hjertet en hovedrolle

Efterhånden som man bevæger sig frem i salmen, er det ganske som at lukke det ene vindue efter det andet op ind til juleevangeliet om barnet, der burde æres og tilbedes af konger og engle, men som i stedet får lov til at ligge som en tigger i stalden og end ikke som fuglene eller dyrene har et sted, han kan kalde sit, mener Lisbeth Smedegaard Andersen, der er teolog, kunsthistoriker, forfatter og salmedigter.

Af en eller anden grund har salmen altid mindet mig om den allerførste julekalender, jeg havde som barn, skriver salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen

Julen er hjerternes fest, siger man. Det gælder også julesalmerne. Ja, i en af de allersmukkeste spiller hjertet endda en hovedrolle, nemlig Brorsons ”Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum”. 

Af en eller anden grund har den altid mindet mig om den allerførste julekalender, jeg havde som barn. Julekalendere dengang var mere primitive end nu, men den her bestod af et billede af stalden i Betlehem, og den var på bagsiden beklædt med lyseblåt silkepapir. 

Min mor satte den op i vindueskarmen, og efterhånden som man lukkede de små låger op, kom der billeder frem af dyr og hyrder, stjerner og engle og til allersidst, når stalden var fuld af figurer, kom man så til den 24., der bag lågen gemte Jesusbarnet i krybben. 

LÆS OGSÅ: 10 citater om jul

Men det allerfineste var, at billederne var trykt på silkepapiret, så når det blege vinterlys faldt ind gennem de åbne låger, var det som at se lige ind det åbne himmelrum. 

Salmen begynder i stalden

Brorsons salme hørte ikke til min barndoms julesalmer. Men med årene er jeg kommet til at holde meget af den, fordi den er så anskuelig, og fordi den begynder i stalden i Betlehem og ved hjælp af en række små scenebilleder fører os igennem juleevangeliet med alle de tanker, man kan gøre sig undervejs, når man prøver at tænke over det forunderlige i, at Gud selv kom til verden som et lille barn.

Måske har Brorson selv tænkt i billeder? Salmen er skrevet i 1732, og i en række jyske kirker fra den tid – blandt andre Nørup Kirke – kan man finde nogle fine små malerier på lågerne ind til kirkebænkene. 

Hvad var Brorsons inspiration?

Man kalder dem emblemmalerier, og på nogle af dem spiller hjertet en vigtig rolle. Det står på en lille grøn piedestal, og hjertet har en dør, der kan åbnes, eller der er en vandkande, der hælder vand ned over det, så det bliver rent. Og det er måske det sådanne billeder, Brorson er blevet inspireret af? 

LÆS OGSÅ: Hvad betyder salmen "Velkommen igen Guds engle små"?

I hvert fald hører man i allerførste linje af salmen, hvordan digterens hjerte altid ”vanker” i Jesu føderum, ja, Brorson kalder endda den mørke stald for ”mit hjertes frydeslot” og fortæller, at netop her går mindet om Jesu krybbe ham ret til hjerte. Og det er da meget godt gjort af en digter at få nævnt hjertet tre gange i to vers, uden man egentlig synes, det er for meget!

Salmen åbner sig op som låger i julekalenderen

Så hører vi til gengæld ikke noget til hjertet i de følgende vers, hvor digteren i stedet kalder billede på billede frem af Jesus, ”det levende Guds Ord”, der i stedet for at være genstand for engles og menneskers hyldest, bare ligger foragtet og overset i en stald. 

Efterhånden som man bevæger sig frem i salmen, er det ganske som at lukke det ene vindue efter det andet op ind til juleevangeliet om barnet, der burde æres og tilbedes af konger og engle, men som i stedet får lov til at ligge som en tigger i stalden og end ikke som fuglene eller dyrene har et sted, han kan kalde sit.

Og dog! Han har jo menneskehjertet. Og nu lukker Brorson endelig den sidste låge op i sin julekalender og viser os, at det hjerte, der begyndte med at gå rundt i Jesu føderum, er det længselsfulde hjerte, der er Jesu rette bolig, og som han nu drager ind i, så det kan svøbe sig om ham, som en mor svøber et tæppe rundt om det lille nyfødte barn for at værge det mod nattekulden. Og det er da et utrolig poetisk billede. 

Carl Nielsen har skrevet melodi til salmen, og jeg mener at have hørt, at han, da han var færdig, skrev til sin kone, at han netop havde komponeret en melodi til en lille salme af Brorson, og han syntes selv, den var blevet smuk. Og det er den. 

Lisbeth Smedegaard Andersen er teolog, kunsthistoriker, forfatter og salmedigter.