- Julen markerer, at der er en chance til

Ida Auken fortæller i dette interview om julen og hvilken betydning kristendommen har for hende i denne tid. – Foto: Mette Frandsen.

For folketingsmedlem Ida Auken (SF) minder julen os om, at nu bliver alting snart lyst igen. Kristendom.dk bringer her det første i en række interviews om jul og kristendom med forskellige personligheder

Det er en mørk og kold decemberdag. Solen står sent op og går tidligt i seng. Men det er snart jul, og snart bliver det lysere tider. På denne mørke og kolde dag har kristendom.dk taget en snak med Ida Auken om jul og kristendom.

Til dagligt er Ida Auken medlem af Folketinget for SF. Hun har en uddannelse i teologi fra Københavns Universitet. Kristendom.dk har talt med hende om jul og kristendom, og om på hvilken måde det kristne budskab bliver en del af hendes jul.

- Julen er nok den eneste tid på året, hvor jeg kommer regelmæssigt i kirke. Jeg elsker at gå til aftengudstjenester på adventssøndagene, og i julen skal jeg helst i kirke både juleaften og første juledag. Derfor er det også den tid på året, hvor jeg får tænkt mest over, hvad kristendommen betyder for mig, siger Ida Auken.

En chance til

På spørgsmål om hvad julen betyder for Ida Auken, forklarer hun, at et ritual som julen, er til for at minde os om og markere, at noget er sket. Julen minder hende om det kristne budskab, at der altid er en chance til.

- Ritualer er til for at minde os om og markere, at noget er sket. Vi døber vores børn for at markere, at et barn er født. Og vi holder en begravelse for at markere, at vi har mistet et menneske, der betød noget for os. På samme måde holder vi i julen en stor lysfest, der minder os om, at nu bliver alting snart nyt og lyst igen. Og lige så sikkert som at foråret kommer, er det, at der altid er en chance til for hver af os. Det minder julen os om, og derfor betyder julen meget for mig som højtid, fortæller Ida Auken.

I den danske førkristen tid var julen en midvinterfest, hvor man markerede, at det nu ville blive lysere igen. I kristendommen er julen en fejring af Jesu fødsel. Men da Jesus i Bibelen også kaldes Verdens lys, hænger det på mange måder fint sammen med den gamle juls grundidé, at fejre, at vi går mod lysere tider.

Fra rødgran til ædelgran
Juletraditioner er de traditioner, der er knyttet til julen. I familien Auken har man altid været meget tro mod juletraditionerne, og Ida Auken kan kun huske ét dramatisk brud på disse:

- Juletraditionerne har været meget faste i min familie: Adventssøndage med lys i adventskransen og måske et par salmer, ingen julepynt før lillejuleaften, hvor hele huset så pyntes. Juleaften med kirke, and og ris a la mande, højtlæsning af Peters Jul og derefter juletræ. Det mest dramatiske brud med traditionerne var nok det år, hvor vi gik fra rødgran til ædelgran, smiler Ida Auken.