Lignelsen om den fortabte søn

Vi skal ikke være bange for at begå fejl – for når vi står ved dem, åbner det for tilgivelse, mener gymnasielærer i religion Jan Aasbjerg Petersen

Lignelsen om den fortabte søn er fra Lukasevangeliet 15:11-32

Hvad siger Jesus egentlig her?

Kristendommens opgør med selvretfærdigheden, som blandt andet herskede hos visse af datidens præster, er et hovedtema. Den ældste søn føler sig berettiget til at modtage sin fars påskønnelse og ros, fordi han altid har været ham tro og fysisk været ved hans side. Storebroderen fokuserer på handlinger og en noget-for-noget-tankegang.

Modsat har lillebroderen brug for et faderopgør og har taget afstand til sin far ved at leve et liv fyldt med udskejelser. Selvom han har skændet sin far ved at bede om hele arven på forhånd, og dermed implicit ønsket sin far død, så tilgiver faren ham, da sønnen kommer tilbage og erkender sin synd.

Det handler altså om den kristne nådes fokus på, at vi som mennesker begår fejl, men erkender vi disse fejl, bliver vi også tilgivet af Gud. Det kristne gudsbillede kommer her til udtryk via den nådige far, der altid tilgiver, og giver plads til og accepterer alle. Fra dette perspektiv er lillebroderen et skridt foran storebroderen, der ikke erkender sin selvretfærdighed som en synd.

Hvad kan vi bruge lignelsen til i dag?

Vi kan bruge lignelsen til at forstå forskellen mellem netop at erkende vores egne synder og få tilgivelse og leve i en forståelse af, at vi altid selv gør det rigtige, som storebroderen i lignelsen gør det.
Men herudover kan vi også forstå lignelsen ud fra et eksistentielt synspunkt, og ikke kun ud fra et kristent eller religiøst. Det vil sige, at det handler om nogle overvejelser om livet, der er vigtige for vores fortsatte tilværelse, og her er faderopgøret, som lignelsen beretter om, det centrale.

Kan du genkende dit eget liv i lignelsen?

I religionstimerne snakker vi for eksempel ofte om ting, man har arvet fra sine forældre, og at man ofte kommer til at gå i sine forældres fodspor. Man definerer sig helt naturligt i forlængelse af sine forældre, og der er visse ting, der er svære at løbe fra, som for eksempel måden man taler på, bestemte vaner eller værdier. Netop derfor er der mange teenagere, der har brug for at vende deres forældre ryggen for en tid for at finde deres eget ståsted i livet. Men det er der ikke noget farligt eller usædvanligt i. Herefter vender man ofte naturligt tilbage igen, men opgøret er ofte nødvendigt. Det husker jeg selv fra dengang jeg var ung, hvor jeg havde brug for at stille spørgsmålstegn ved de ting min far sagde og gjorde.

Når man vender tilbage igen, vil man ofte opdage, at de nye værdier man har fundet frem til er de samme som ens forældres. Også selvom man ikke ønsker det, er det svært ikke at gå i sine forældres fodspor. Nogle gange skal man bare ud at mærke livet ligesom lillebroderen i lignelsen, før man kan vende tilbage til sit udgangspunkt igen.

Lignelsen om den fortabte søn (Luk 15, 11-32)

v11 Han sagde også: »En mand havde to sønner. v12 Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. v13 Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; v14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. v15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, v16 og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. v17 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. v18 Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. v19 Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

v20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. v21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. v22 Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, v23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. v24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

v25 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, v26 og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. v27 Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. v28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. v29 Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. v30 Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. v31 Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. v32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«