Peter Tudvad: "Det kimer nu til julefest" var som et bristet håb

5. december: Som barn var den hans yndlingssalme. Da han en jul i 1994 sang "Det kimer nu til julefest" som nybagt og samtidig fraskilt far, ramte salmen en nerve i forfatter Peter Tudvads sind, og hans forsvarsværker faldt som Jerikos mure

Juleaften 1994. Jeg var, som det i hele min barndom var tradition, taget med min familie i Holme Kirke. Dér er jeg døbt og konfirmeret, dér har jeg år efter år fået juleevangeliet forkyndt.

Nu var jeg ikke noget barn længere, men selv for første gang blevet far få måneder før. Omstændighederne var ikke så kummerlige som i hin første julenat to tusinde år før. Min førstefødte blev ikke “i krybben lagt, i klude svøbt”, men heller ikke straks taget kærligt i favnen af sin far, som da allerede var gået fra hans mor.

Hvor skyldig jeg end var i bruddet med min gravide kæreste, var det liv, jeg dermed beredte mig selv, ikke noget, jeg på nogen måde havde ønsket. Jeg tog ikke let på min synd og anede nok, hvad der nu ventede mig: Et liv, der aldrig ville komme til at ligne det familieliv, jeg i mit barndomshjem havde lært at skatte. Aldrig skulle jeg som min egen far få mulighed for at tage min søn i hånden juleaften for at danse om juletræet i et hjem, som hans mor og jeg havde skabt for ham og for hele den kernefamilie, jeg havde drømt om.

Som dreng havde jeg altid i min familie insisteret på, at vi skulle synge Grundtvigs salme “Det kimer nu til julefest”, når vi gik om træet, ligegyldigt om vi allerede havde sunget den i kirken forinden eller ej. Den var min yndlingsjulesalme. Og nu, juleaften 1994, skulle vi netop synge dén, synge den som den sidste salme, inden vi forlod kirken og som altid ønskede hinanden glædelig jul. Thi ingen jul uden juleevangelium – ingen jul uden “Det kimer nu til julefest”.

Hvorfor var jeg så glad for den salme? Jeg ved det ikke, og jeg forstår det ikke, for jeg forstod den netop ikke. Alle disse dunkle ord, der for mig som barn lød som magiske besværgelser, alt det om at gange og sjunge, om miskundhed og nådebud, om allen stund og at tyde i vang, perlestukken og silkebredt, ikkun og velan, liflig og vid.

Måske var det netop uforståeligheden, der tiltalte mig, talte til min barnlige fantasi, der i ordene kunne se alt og intet. Eksegese og hermeneutik er ikke for børn, men måske er salmer som “Det kimer nu til julefest” heller ikke for voksne, der mener at forstå dem. Eller forstår de voksne faktisk det glade budskab om fryd og fred og et himmelsk liv? Hvis de tror det, har de ikke korsfæstet forstanden, men i stedet taget den forfængelig. Og på den måde bliver de aldrig børn på ny, hvor meget de end kalder Gud deres far.

Under hele gudstjenesten, juleaften 1994, havde jeg siddet og frygtet den sidste salme. At sidde dér, på bænken i min barndoms kirke, og synge “Det kimer nu til julefest” var som at besynge et bristet håb. Gråden stod mig i halsen, men jeg betvang den og åndede lettet op, da vi nåede det sidste vers, uden jeg var krakeleret. Men jeg havde gjort regning uden vært, for i det samme satte en trompet sit magtbud ind:

“Kom, Jesus, vær vor hyttegæst, hold selv i os din julefest!”

Trompeten gjorde fyldest som Josvas i Jeriko. Mine forsvarsværker faldt uhjælpeligt, og jeg forlod kirken opløst i gråd og tanker om den søn, jeg havde sat i verden, men end ikke måtte se.

Nej, jeg fik ikke det liv, jeg havde håbet, og som jeg selv lagde i ruiner, før det rigtig var begyndt. Men jeg fik senere min søn at se, og når han var hos mig i weekender og ferier, læste jeg gerne H.C. Andersens eventyr for ham. Med alle deres bedagede og gådefulde udtryk burde han ikke kunne forstå dem, men ikke desto mindre – eller netop derfor – lyttede han med åben mund og polypper. Senere insisterede hans forstand på forståelsen, og så var det slut.

Jeg håber, han engang bliver barn på ny, så ikke blot eventyret om svinedrengen, men også evangeliet om Menneskesønnen vil tiltale ham.

“Da skal med Davids-harpens klang dig takke højt vor nytårssang.”