Christian Roar: Præsten blev min engel
Hvor har jeg dog brug for at høre de ord, der kommer ud af præstens mund. Jeg er i krise. Sygdom i familien og forskellige omstændigheder gør, at jeg har svært ved at klare belastningen. Men jeg prøver at magte situationen, skriver præst Christian Roar
”Det er godt nok megen magt, du har.”
Præsten Hanne Pahuus kigger mildt og smilende på mig gennem brillerne. Der er dampende varm the i koppen og udsigt til de store træer i haven gennem flotte panoramavinduer. Rold Skov er tæt på. Vi sidder lige over for hinanden midt i hendes stue. Jeg har opsøgt hende for at få sjælesorg.
Hvor har jeg dog brug for at høre de ord, der kommer ud af hendes mund. Jeg er i krise. Sygdom i familien og forskellige omstændigheder gør, at jeg har svært ved at klare belastningen. Men jeg prøver at magte situationen. Alt det bedste jeg har lært. Som præst må jeg da kunne netop dette: Have styr på en krise. Skammen lurer som en skygge i baggrunden.
”Det er godt nok megen magt, du har.”
Hanne Pahuus siger det mildt og drillende til mig. Jeg har lige været i gang med endnu en gang at remse alt det op, jeg skal kunne. Som præst. Som menneske. Have styr på mit liv.
Pointen er, at jeg netop ikke har den magt. Jeg ved det jo egentlig godt. Inderst inde. Hvor ofte har jeg ikke selv i rollen som sjælesørger haft denne snak med sognebørn. Men der er forskel på at vide og at forstå. Jeg har brug for tiltalen. Brug for at en anden person siger det til mig: Du bærer ikke livet selv.
Inde i hovedet har tingene det med at køre i ring. Når ordene kommer ud af munden, får de en anden form og bliver tydeligere. Ja, hvor har jeg megen magt. Goddag du!
En der lytter, og en der kan tale til mig. Det er det, jeg har brug for. Præsten har også brug for en præst.
En engel er et sendebud fra Gud. Vi kender dem fra julens beretninger, hvor de siger ”Frygt ikke!” Jeg fornemmer, at netop sætningen ”det er godt nok megen magt, du har” kommer til mig som et budskab fra Vorherre. På den måde er Hanne Pahuus et sendebud. En engel. Frygt ikke. Der er håb midt i afmagten. Gud er der, hvor du ikke selv kan bære livet.
Sandheden om mit liv, da jeg møder Pahuus, er, at jeg står i et vadested. Jeg er på vej gennem floden til et nyt og ukendt land. Det er skræmmende i sig selv, men så viser det sig oven i købet, at vandet er så dybt, at det ikke helt føles, som om jeg kan bunde. Jeg gisper efter vejret og prøver at holde snuden oven vande. Hopper på tæerne. Og hvordan skal jeg navigere i det nye land, når jeg ikke har et kort over det?
Den ender med, at jeg må sygemelde mig. Jeg falder og må lægge mig ned. Netop da erfarer jeg, at selv om jeg ikke har magten, er det noget, der bærer mig. Helt konkret fællesskabet. Sognebørn, biskop, kolleger og menighedsråd bakker op og viser omsorg.
En dag kommer der en sms fra et menighedsrådsmedlem. ”Jeg vil huske dig i min aftenbøn.” Engel nummer to? Tak. Det gør godt helt ind i hjertet. Det er ikke min magt eller min ringe tro, der skal bære livet. De mennesker, Gud sender, hjælper med at holde mig oppe. Og nedenunder det hele er Gud. Den Gud, der kommer til os her i adventstiden. Det er ham, der kommer til os. Det er ikke os, der med vores præstationer og indbildte magt, kommer til ham.
Gud kommer. Med lys i mørket. Til advent. I krisen. Indimellem bruger han sendebude, engle, der kan tale hans ord til os.