Julekalender: 20. december

Fries Before Guys: Det var skæbnebestemt, at vi blev ført sammen

"Det føltes næsten kosmisk, som om universet kom med en gave til os alle tre," fortæller Josephine Kuhn. Foto: Privat

Der sker noget stort, når lignende skæbner mødes. En tilfældigt bemærket e-mail for to år siden startede venskabet mellem podcastduoen Fries Before Guys og sangerinden Jada, som alle prøvede at samle mod til at blive selvstændige. Gruppen er stadig sammen i dag, og de støtter hinanden gennem stort og småt

Vores historie handler om et menneske, som vi begge to har mødt. For nogle år siden skrev hun en mail til os i vores fælles indbakke. Hun spurgte os om, hvordan hun skulle rådgive en ven, som havde lyttet til vores podcast.

Det er langt fra alle mails og beskeder, vi når at svare på, fordi vi får så mange. Vi kendte hende ikke dengang, så det var ikke, fordi hendes navn fik en klokke til at ringe hos nogen af os.

Men der var bare et eller andet særligt over den besked. Der var i hvert fald noget, der fik Nanna til at svare på mailen som den eneste ud af 25 mails den dag.

Senere begyndte vi at lægge mærke til at hendes navn, Emilie, som begyndte at dukke op igen og igen.

Hun var musiker og gik under kunstnernavnet Jada. Vi begyndte at lytte til hendes musik på Facebook, fordi hun skrev til os på Instagram, at hun skulle spille til en koncert til VEGAs Udvalgte. Hun spurgte, om hun skulle skrive os i døren, hvis vi havde lyst til at komme med.

For os var det bare fedt, at der var en, der havde lyst til at give os gratis koncertbilletter. Så det takkede vi ja til. Da vi så tog derind, fik vi alle tre øjenkontakt med det samme.

Det skete, mens Emilie stod der på scenen, og det føltes som om, at der var en kærlig forbindelse imellem os, selvom vi aldrig havde mødt hinanden før.

Der var et eller andet særligt sprog i luften.

Kun et par dage efter tog Josephine på en vennedate med Emilie, og det endte med, at de tog ud til Nanna, som var på en mandedate - altså den almindelige slags date.

Det var aften, og det var søndag, og vi endte med at sidde på Eiffel Bar ude på Christianshavn og drikke en masse øl og blive helt vildt fulde, mens vi hørte musik fra en jukeboks. Vi endte alle sammen med at tage hjem til ham, Nanna var på date med, og sidde og høre musik og spise slik.

Vi havde sådan en aften, vi ikke har så tit. Det er meget sjældent, at vi drikker os fulde på en søndag. Det var som om, at det var det mest naturlige i verden, med det her helt nye menneske. Der var en fortrolighed helt fra start. I Emilie mødte vi en person, hvor vi begge havde en fornemmelse for, at her var der en skulder at græde ved, et åbent hjerte og varme hænder.

Der var en helt særlig energi, som vi begge blev meget betagede af. Her kom der bare en kvinde, der greb os. Det skete på et tidspunkt i vores liv, hvor vi lige havde besluttet at blive selvstændige.

Der skete rigtig mange ting på det her tidspunkt. Vi prøvede at opretholde et liv, hvor vi både arbejdede med andre ting og lavede podcast på samme tid. Vi var ved at finde ud af, at det ikke kunne lade sig gøre, og at vi blev nødt til at satse 100 procent på vores podcast. Det var også det, vi havde lyst til at gøre. Emilie ville på dette tidspunkt også begynde at satse på sin musik.

Der stod vi så, alle tre, lidt det samme sted i vores arbejdsliv, hvor vi skulle til at satse 100 procent på vores eget, og det skabte selvfølgelig både usikkerhed, spænding og stress for os alle tre.

Vi fandt hurtigt ud af, at det hjalp meget at dele de her tanker med hinanden og bruge hinanden til at komme igennem det.

Så vi besluttede os for at lave en slags støttegruppe. Fra starten var det egentlig meningen, at det skulle være en større gruppe, men det droppede vi igen. Vi oplevede, at vi tre havde skabt en gruppe, hvor det var meget naturligt at skrive med hinanden om de problemer, der følger med at være selvstændig og være en offentlig person.

Når vi ser tilbage, ser vi det næsten som skæbnebestemt, at vi blev ført sammen. For selvom vi har venner, som vi kan tale med om de her ting, er der noget helt særligt over og noget meget værdifuldt i at kunne dele de her tanker med nogen, som oplever det samme. Det føles næsten kosmisk, som om universet kom med en gave til os alle tre.

Det er særligt at kunne spejle sig i hinanden og snakke om stort og småt. At kunne holde hinanden i hånden og kramme hinanden, hvis det bliver uhyggeligt.

Hårde beskeder, nederlag og de kaostanker, der følger med, når man som almindeligt menneske midt i 20'erne lige pludselig bliver kastet ind i en karrieremæssig hvirvelvind, er alt sammen noget, vi kan snakke om.

Vi har været hinandens tankstationer, hvor man lige har kunnet tanke noget nyt brændstof, når man havde brug for det. Det er også fedt, at vi har skabt et rum, hvor det er helt normalt at tage den chance at blive selvstændig.

I september var vi ude på en smykkelancering, hvor vi besluttede os for at kalde os for NEJ-gruppen, fordi at vores forbogstaver er N, E og J.

Så vi fik lavet en halskæde sammen. Det er en halskæde, som vi tager på, hvis vi ved, at vi skal noget, som bliver hårdt. Nanna kan slet ikke finde på at gå ud uden den halskæde, fordi den for hende er et symbol på, at der er nogle mennesker, der har hendes ryg, selvom de ikke er til stede.

Det er nærmest som en magisk amulet. Der ligger noget rituelt i at tage den halskæde på.