Henrik Højlund har det som Grundtvig: ”Julemorgen er mit himmerige”

Henrik Højlund er præst i den aarhusianske valgmenighed Aarhus Bykirke. Og skulle man tro, at han har travlt i julen, så tager man fejl. Hvert år ser han frem til, at julefreden sænker sig, for den nyder han i fulde drag. I sin ungdom mistede han juleglæden, men gennem hans børn er den kommet stærkt tilbage

Den valgmenighed, hvor jeg er præst, er en lille sideboble i den danske folkekirke. Men ikke mindre folkekirkelig, i en vis forstand tværtimod, for her kommer mange i kirke.

Som præst har man på en måde en stærk oplevelse af folkelig forbundethed i julen, og sådan set også i hele adventen, uanset valgmenighed eller sognekirke. Det er en tid, hvor det er meget nemt at få folk ind i kirken. Selv da jeg var præst i Løsning, hvor der altid kom mange i kirken, kunne man mærke, at kirken blev et ekstra stort tilløbsstykke i julen.

Derfor møder jeg ofte forventningen om, at når det er jul, så går præsten ind i den travle tid. Men det gør jeg ikke. Julen har aldrig været den travleste tid for mig. Jeg har ganske vist haft mange ting at forberede, men i virkeligheden er det en langt roligere tid end så mange andre måneder. Normalaktiviteterne er lagt ned, og hvis man gør som jeg – skriver juleprædikenerne før, man går ind i juletiden – så bliver juleugen faktisk en ferie. Jeg nyder det meget.

Jeg nyder julefreden, sammenkomsten med familien, den skønne stilhed, og at der er tid til at sætte sig med et glas sherry og en god roman, mens man godter sig i konfekten.

Jeg har været præst 18 år i Løsning Korning, som er det sted, jeg har været længst. Derudover har jeg været i Nordnorge i seks-syv år og på Nørrebro i halvandet år – og jeg prøvet at holde jul alle steder. Den norske jul var den rigtigste, for den var hvid. Det satte jeg stor pris på. Det kunne noget helt særligt. Også på grund af mørketiden – der blev virkelig mørkt.

Men det er klart, at barndommens jul var den helt store. Grundtvig skriver et sted i en af sine salmer: ”Julemorgen er mit himmerige”. Sådan oplevede jeg det som barn, at ikke bare julemorgen, men hele julen var et himmerige.

Da jeg var omkring 16 år gammel, blev jeg ramt af en melankolsk stemning i december. Jeg kunne ikke længere finde barneglæden ved julen. Det gjorde mig trist. Men jeg vænnede mig til det.

Det varede indtil, min kone og jeg bestemte os for at holde jul for os selv med børnene. Det var omkring det tidspunkt, at vi kom til Nordnorge. Da var der noget, der vendte stærkt tilbage. På en eller anden måde spejlede mine børn min egen barndoms juleglæde. Den gled igennem dem og hen til mig. Det var lidt som at vende hjem til min egen barndoms jul.

Lige siden har det været sådan. Det er selvfølgelig ikke helt det samme, som da jeg var barn. Men den store juleglæde, den er der. For familien er hjemmet for mig.

Min barndoms jul stod i sit helt eget strålende skær. Det er svært at forklare hvorfor, men det har helt sikkert noget at gøre med den gode evne, mine forældre havde til at vente med at fejre jul, til det blev jul. De lod adventstiden være den her lange optaktstid, hvor der ikke var meget andet en adventskrans og en enkelt adventskalender – det var det.

Målt med dagens standarder, kom jeg fra et fattigt hjem. Min far var præst, men han døde tidligt. Min mor blev så lærer på deltid. Men til jul kom den gode mad, gaverne og alle de her gode ting. Forventningens glæde var helt enorm – særligt glædede man sig til at få julegaven fra far og mor, for det var den, der var en smule pengetyngde i.

Først den 23. om aftenen, når vi små var gået i seng, blev træet pyntet, det så vi ikke, og hele huset blev julepyntet fra top til tå. Jeg kommer fra en børneflok på syv søskende, og vi tre yngste kunne simpelthen ikke sove længe om morgenen juleaftensdag. Vi måtte bare op at mærke det her og se det. Men juletræet stod skjult bag stuedøren, det kunne man ikke se.

Først når vi havde spist julemiddagen om aftenen, gik min mor ind og tændte juletræet, og så blev døren åbnet. Jeg husker det strålende juletræ som en engel. Det var levende lys fra ende til anden, der var ikke noget med elpærer. Der var hele den der stemning af åbenbaringslys.

Min kone og jeg videreførte rigtigt mange af traditionerne fra både hendes og min egen barndom. Eksempelvis det med at vente med julefejringen.

Det, der kan ærgre mig, er, at vi i samfundet er så tidligt ude med julen. Butikkerne er totalt pyntet op allerede i november, og når man så kommer frem til de egentlige juledage, så skal det hele nærmest bare ned med det samme igen. Mit indtryk er, at det også er sådan i mange hjem; man er allerede overmæt, når det er første juledag. Der tror jeg, at folk mister noget.

I stedet synes jeg, at de skulle gå efter den langsomme optakt, og lade julen komme sådan lidt eksplosivt til sidst.

Min far havde fødselsdag den 30. december. Derfor havde vi en lang tradition for at invitere en bunke gæster til en hyggelig julefest med spil, hygge og sang.

Da han døde, besluttede min mor at fortsætte traditionen i mange år. Vi inviterede de samme gæster og fejrede min far som altid. Det bærer et meget stærkt budskab for mig om betydningen af Jesu fødsel. For man kan spørge sig selv, hvorfor vi skulle sidde der i juledagene med tårer i øjnene, når alt burde være glæde.

Men det var ikke det, vi gjorde. I stedet blev det nemlig en slags fælles protest mod, at døden skulle være det sidste ord, for det er kun det næstsidste ord. Hvis alt det om julen er sandt – at Jesus virkelig er Gud selv i menneskeskikkelse, at han er gået ind gennem døden og ud af den i opstandelsen – så blev fejringen af min far et meget stærkt billede på hans opstandelse, ikke i dette liv, men i det hinsides.