Iben Maria Zeuthen: Åndeligheden har bedre vilkår end tidligere

Julen bliver ikke som den plejer, og det er både godt og dårligt, mener radiovært Iben Maria Zeuthen. For selvom corona udstiller alverdens ensomhed, så er der også en vigtig lærestreg at hente: Vi kan ikke altid skabe den perfekte jul

Som barn tror man, at et hjem er noget, der bare er der. Men når man bliver voksen, så opdager man, hvor meget tid og hvor mange ressourcer det kræver at have et hjem og at være et hjem for andre. Jeg har en søn på seks år, og jeg tænker meget på, at jeg skal skabe et godt hjem for ham – noget at komme hjem til.

Jeg har dog ikke prøvet at være den, der holder juleaften endnu. Det må være dér, man bliver rigtig voksen.

Jeg holder stadig jul hos mine forældre, der bor i København. Det er her, jeg er vokset op, det er her, jeg selv bor, og det er her, jeg er uddannet og arbejder. Så mit barndomshjem er faktisk bare ovre på den anden side af gaden.

I min barndom var julen meget forskellig alt efter, om vi var hos min mormor, som var katolik, eller hos min farmor, som var protestant. Min mormor var kulturkatolik, så det kristne fyldte ikke særlig meget hjemme hos hende. Men hun klædte sig altid ud som den store julemand – eller Sankt Nikolaus, som han jo hed der.

Hos min farmor var julen meget traditionsbundet. Det var mændene, der gik ind og tændte juletræet, mens kvinderne sad og ventede andægtigt udenfor; vi måtte først gå ind, når alle lysene var tændt. Der var altså en højtidelighed og en alvor omkring juletræet. Derfor synes jeg også, at det næsten er ukristeligt, at så mange allerede køber deres juletræ i starten af december. Vi fik først træet lige inden den 24., men så skulle det til gengæld stå der helt indtil Helligtrekonger. Og de tre øverste lys på kronen symboliserede Kasper, Melchior og Balthasar, som man havde en særlig ærefrygt for.

Juleaften er en ret privat aften – intim på en eller anden måde. Og så er der en stilhed og en hellighed over julen. Det er en aften, der viser, hvor meget stemning, vi er i stand til at skabe som mennesker, når vi er det samme sted i det samme nærvær på det samme tidspunkt.

Min far er musiker, så vi har altid sunget mange salmer i min familie, og jeg kan stadig huske mange af dem – især melodierne. I morges kom jeg til at tænke på “Tunge, mørke natteskyer”. Det er jo en vanvittig smuk salme. Og så er der selvfølgelig “En rose så jeg skyde”, som vi altid har sunget i julen.

Jeg synger også salmer med min søn, men jeg tror ikke, at han ved, det er salmer. Han siger i hvert fald, at han ikke tror på Gud. Han er virkelig en rationalist, han tror ikke engang på julemanden. Seks år gammel men allerede klogere end de fleste.

Det bliver en anderledes jul i år, fordi vi ikke nødvendigvis kan mødes fysisk. Det bliver en jul, der udstiller alverdens ensomhed, men som også udstiller alverdens fællesskab og sammenhold, fordi vi finder på andre måder at mødes. Og egentlig er det altid sådan med julen: Den er både enormt hyggelig, men også enormt melankolsk. Det er eftertankens aften.

Måske er det meget sundt, at vi ikke kan have de samme forventninger til julen i år. Tænk på, hvor meget vi har stresset over den her højtid i årtier, fordi vi tror, at vi kan skabe den perfekte jul. Vi går i gang allerede i november med at købe magasiner om, hvordan man laver det perfekte juleflet. Men i år kan folk måske ikke engang komme hjem til deres familie i Jylland.

Det er en barsk lærestreg om, at vi ikke altid kan skabe lykken. Vi kan ikke skabe den perfekte jul. Vi kan ikke skabe den der hellige stund – men den er der, hvis vi lytter.

Man kan sige meget dårligt om coronakrisen. Der er mange, der går med tunge tanker, og der er mange, der får forstærket deres angst og deres ensomhed. Men jeg tror ikke, at åndeligheden lider. Faktisk oplever jeg, at åndeligheden, inderligheden og spiritualiteten har bedre vilkår end tidligere.