Julekalender: 24. december

Isabella Arendt: ”At udvise samfundssind og ansvar, det er der ikke så meget julestemning over, men hjem til jul, det kommer jeg trods alt”

"Efter mange overvejelser kunne jeg ikke affinde mig med, at vi skulle fejre jul uden at dukke op i kirken," fortæller Isabella Arendt om jul i coronatid. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Hun er vant til den lille forsamling juleaften, så i det henseende er årets jul ikke så usædvanlig for hende. Men intet er alligevel helt som det plejer. I dette afsnit af julekalenderen reflekterer formanden for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, over, hvad det vil sige at vende hjem til jul midt i en pandemi

I år skal jeg være sammen med min mands familie hos min svoger og svigerinde juleaften. Det bliver en lidt mindre jul, end det ellers ville have været. Jeg tror, at vi bliver 10 præcist. Min svigerindes forældre kommer også, de skulle ellers have siddet alene, så det bliver lidt en sammenskuds-jul.

Det er første gang, at vi skal være hos dem, og at de i det hele taget skal stå for julen. I min familie er vi vante til den ’lille’ jul. Vi har ofte bare været fire-fem stykker. På den måde er den her jul ikke så anderledes for mig. Det er noget andet for min mand, der kommer fra en familie, som er vant til at samles til den helt store juleaften med onkler, tanter, fætre og kusiner. Men det bliver der selvfølgelig ikke noget af i år.

Det at gå i kirke er noget af det, jeg særligt forbinder med julen. Det har jeg også insisteret en del på, at vi skal i år. Vi har vendt det flere gange derhjemme – ’skal vi nu det?’ når anbefalingerne er, at man skal holde sig derhjemme. Det mest corona-venlige ville jo nok være, at man lod være med at tage af sted, men vi er endt med at tilmelde os en gudstjeneste den 24. ved middagstid.

Efter mange overvejelser kunne jeg ikke affinde mig med, at vi skulle fejre jul uden at dukke op i kirken. Det er trods alt det kirkelige og kristne budskab, som er årsag til julen. Så jeg synes ligesom, at det må være førsteprioritet. Kirken er væsentlig for mig, så det har jeg valgt at prioritere selv i år.

Det med at vende hjem til jul fik først betydning for mig, da jeg flyttede hjemmefra, hvilket efterhånden er en syv-otte år siden nu. Som studerende var det jo med en kæmpe stor og propfyldt kuffert i de tætpakkede DSB-tog sammen med alle de andre studerende, som også skulle hjem til deres familier i Jylland. Heldigvis har vi fået bil siden, så på den måde undgår jeg den offentlige transport her i corona-tiden.

Så vidt det overhovedet kan lade sig gøre inden for anbefalingerne, skal vi det, som jeg forbinder med at tage hjem til jul. Vi skal nemlig også hjem til mine forældre i Fredericia, hvor min bror og hans kone ligeledes kommer. Men det bliver uden familiens ældste, fordi de er i en mere sårbar gruppe. Så jeg kommer stadig hjem til jul, men det bliver mærkeligt uden mine bedsteforældre.

Det bliver også langt fra lige så hjemligt, som det plejer. Alle de her ting med, at man skal huske at blive testet, at nogen må blive derhjemme, og at mange af traditionerne ikke kan holdes i hævd, gør det hele lidt mindre hyggeligt end sædvanligt.

Vi har endda aftalt med mine forældre, at når vi er hos dem, så isolerer vi os sammen, så det kun er min far, der tager ud og handler. Det plejer at være sådan i min familie, at drengene – eller mændene – tager ud og henter juletræet, men sådan noget kan man ikke gøre sammen i år.

Så det bliver hjem til jul, men det er hele tiden med forbehold. Min mor og jeg har talt om, at vi skal huske at lave de kager, vi lavede, da jeg var barn, og huske at købe skumjulemænd, og ellers sørge for alle de der traditioner, som føles så hjemlige. Men der er hele tiden den der skygge af, at nu skal vi også passe på, tænke os om, udvise samfundssind og ansvar.

Det er der ikke så meget julestemning over, men hjem til jul, det kommer jeg trods alt.