Julekalender: 11. december

Özlem Cekic: Det er vigtigt for mig, at mine børn ikke bare får, men at de også kan give

"I en lang periode vidste jeg ikke rigtig, hvordan man fejrede jul. For selvom børnene tog aktiviteter og traditioner med hjem fra skolen, så havde jeg jo aldrig holdt juleaften," fortæller Özlem Cekic. Foto: Iben Gad

Selvom Özlem Cekic er vokset op i et muslimsk hjem, har julen fået en vigtig betydning for hende. For julemåneden handler, ligesom ramadanen, om at binde mennesker sammen og finde tilbage til det væsentlige i tilværelsen

Hver juleaften gik min bror og jeg rundt i blokken på Vesterbro og kiggede ind gennem folks vinduer. Vi var nysgerrige på, hvad de dog gjorde med alle de ting, de havde slæbt ind i løbet af december. Jeg kommer jo fra et muslimsk hjem, så jeg er ikke vokset op med at fejre jul. Julen er ny for mig.

Det var først, da jeg selv fik børn, at julen for alvor kom ind i mit liv. Det begyndte for omkring otte år siden, hvor der pludselig dukkede en julesok op. Mine børn havde taget den med hjem og hængt den på deres dør. Jeg tænkte: Hvad gør man dog med den? Hvad putter man i? Så hver dag puttede jeg en klementin i, indtil et af mine børn sagde: “Mor, vores julenisser er altså ikke særlig kreative”. Og så kunne jeg godt se, at jeg var nødt til at putte nogle andre ting i.

I en lang periode vidste jeg ikke rigtig, hvordan man fejrede jul. For selvom børnene tog aktiviteter og traditioner med hjem fra skolen, så havde jeg jo aldrig holdt juleaften. Det var først, da vi et år blev inviteret af et vennepar, Ole og Ida, at jeg oplevede den famøse juleaften, som alle talte om og glædede sig til. Siden dengang har det været tradition, at vores familier holder jul sammen.

Jeg plejer at tage med Ida og børnene i kirke juleaften. Det skaber lidt forvirring hver gang; folk undrer sig vist over, at der er en muslim til stede. Men det er faktisk en ret sjov oplevelse, for man får hilst på præsten, og børnene får lov til at opleve en gudstjeneste – og så kan mændene lave mad derhjemme imens.

For mig handler julen om at dele: dele tiden, dele glæden, dele sorgen. Dengang jeg ikke fejrede jul, lavede jeg frivilligt arbejde den 24. december. Nogle gange arbejdede jeg som sygeplejerske, andre gange bryggede jeg bare noget kaffe og gik ned ad Istedgade og delte ud. Eller også satte jeg mig på en bænk sammen med en hjemløs.

På den måde minder julemåneden om ramadanen. Man laver frivilligt arbejde, man husker at give sit bidrag til velgørenhed, man prioriterer de gamle, de ensomme og de syge. Det er en måned, der binder mennesker sammen, en måned, hvor vi går tilbage til det væsentlige i vores liv. Hvis vi skræller alt det, der larmer væk, så er det kernen, der bliver tilbage. Og det er roen, det er fællesskabet, det er solidariteten.

I ramadan-måneden betaler man zakat – en ekstra skat til nogen, der har brug for hjælp. Det er min familie også begyndt at gøre i december måned. Vi har en fælles diskussion med børnene om hvilken organisation, vi skal give til: Hvem er det, vi skal støtte en ekstra gang? Så giver min mand og jeg nogle penge, og børnene bidrager faktisk også med det, de synes, de kan undvære fra deres sparebøsse. Det er vigtigt for mig, at min børn ikke bare får, men at de også kan give.

Når man er blevet introduceret til julen sent i ens liv, så har man nok mere fokus på meningen med julen – og ikke så meget på de materielle ting. Julen handler jo ikke om at stå i kø og få hjertebanken i legetøjsbutikken, fordi man bare skal have den LEGO-pakke til sit barn. Nej, det vigtigste er, at man får ringet til den moster, man ikke har ringet til i lang tid. Eller besøgt den kollega, som kæmper med kræft. Det er kernen.

For mig ville en juleaften også være fantastisk helt uden gaver, men jeg ved til gengæld, at mine børn ville få hjertestop af det. Vi får altid besøg af julemanden, når vi holder jul med Ole og Ida. Han kommer hele vejen fra Grønland, og han flyver med RyanAir, siger han. Det kan vi voksne sidde og grine ad, men for børnene er det vigtigste, hvad han hiver op af sækken. Der er børn bare børn. Og det er uanset hvilken religion, de har rødder i.