Julekalender: 19. december

Sigurd Barrett: Når man er voksen, har julen en iboende sorg

"Jeg synes, at der er noget magisk ved historien om en konge, der bliver født i en krybbe. Udover romantikken omkring stalden, ledestjernen og hyrderne på marken, så er det også en historie om ydmyghed," fortæller Sigurd Barrett, der ser troen som en vigtig del af sin juleglæde. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Sigurd Barrett har skrevet et væld af børnebøger og julesange til de mindste. Nu er han aktuel med sin første voksenbog ”Julekalender til voksne”. Forfatteren og entertaineren oplever julen som en kontrastfyldt tid, der både indeholder barndommens glæde og voksenlivets sorg

Mit barndomshjem i Viborg var et fundament i mit liv. Det var fundamentet for de juletraditioner, jeg har i dag, og det var fundamentet for min tro, som er en vigtig del af min juleglæde. For mig handler julen om fred, samvær og nærvær, og det havde vi i mit barndomshjem.

Og alt det prøver jeg at føre videre til mit nuværende hjem, hvor julen skal foregå i år. Jeg bor med min familie i et gammelt sommerhus på grænsen mellem Valby og Frederiksberg – sådan en hyggelig bjælkehytte, som vi er ved at renovere, og som endelig ikke må rådne. Den skal helst holde i lang tid, så den kan blive et godt hjem for min familie og mine børn.

Den vigtigste tradition, jeg har taget med fra min barndoms jul er adventsfejringen. I mit barndomshjem mødtes vi altid omkring sofabordet med boller og varm kakao, og det var ikke sådan noget færdiglavet halløj – nej, det var kogechokolade, som min far købte. Så sang vi salmer og tændte det første lys i adventskransen.

Der må gerne være noget ophøjet forbundet med adventskransen. Det der med, at man bare tænder alle fire lys fra starten, det går ikke. Jeg synes, det er vigtigt, at man festligholder adventssøndagene; at man for eksempel synger en salme, når man tænder stearinlysene. Og det kan være, at salmen afstedkommer en snak om Jesu fødsel, om kirken, eller om hvad julen egentlig går ud på. Det er en gave, jeg var glad for at få som barn, og det er en gave, jeg gerne vil give videre.

Jeg synes, at der er noget magisk ved historien om en konge, der bliver født i en krybbe. Udover romantikken omkring stalden, ledestjernen og hyrderne på marken, så er det også en historie om ydmyghed. Jesus lod sig ikke føde i pomp og pragt, han fødtes i usle kår. Hvorfor? Der er en julesalme, der hedder “Mit hjerte altid vanker”, som beskriver den undren: Hvorfor lod himlens konge ikke udspænde et kæmpemæssigt himmelsejl, og hvorfor stod der ikke tusind engle og sang? Hvorfor skulle han fødes helt alene i krybben?

Det er en fantastisk historie, som står i skærende kontrast til den forbrugsjul, vi har fået. Jeg synes, at det er hyggeligt både at købe og at få en julegave, men det skal handle om symbolværdien. Jeg bryder mig ikke om den købmandstænkning, der kan opstå i julen, hvor man er bange for at købe noget, der billigere end det, den anden giver til gengæld. Jeg bryder mig heller ikke om den stress, der forbundet med december måned for mange af os: Vi skal simpelthen nå så meget, at det næsten er umenneskeligt. Julen skal være en hyggelig tid. Det skal være en tid, hvor man kan være sammen, høre sammen, synge sammen.

Musik kan vække følelser i os som intet andet. Når vi hører en julesang eller en julesalme, så kan vi mærke julen i hjertet på en helt anden måde, end hvad billeder eller film eller tale kan afstedkomme. Musikken kommunikerer på en intuitiv måde – det er det, der gør den så ufattelig smuk. Derfor bliver vi også ved med at høre de samme gamle julesange, som vi altid har hørt, og som vi gerne vil give videre til næste generation.

Julen binder slægtens led sammen. Vi overtager noget fra vores forfædre, vi giver noget videre til vores børn, og en dag er vi her ikke selv længere, men det er stadig jul hvert år.

Jeg mistede min lillebror i år. Han døde af kræft i juni måned. Jeg har holdt jul sammen med ham de sidste tre år, og det kan jeg så ikke i år. Vi vidste godt, at han var syg, men det ændrer jo ikke ved, at det er ubærligt. Det ligger også i julen at højtideligholde den kærlighed, vi stadig har til ham, selvom han ikke er på jorden mere.

Så julen er en glædesfest, der peger fremad, men julen er også en sørgmodig tid, hvor vi oplever, at barndommens jul, som vi havde engang og skattede så højt, ikke findes mere. Det er en anden type jul, vi oplever som voksne. Det er en jul med en iboende sorg, fordi vores liv består af så mange modsatrettede følelser. Sorgen og glæden er der som hinandens modsætninger, men også som hinandens forudsætninger.

Tab og kærlighed, lykke og savn – det er der alt sammen, når vi holder jul.