Snorre Pedersen deler julegaver ud til hjemløse: “Det er meget mere end bare en gave. Det er gensidig respekt”
23-årige Snorre Pedersen vil menneskeliggøre vores billede af hjemløse. Derfor har han startet organisationen Hjælp Din Næste, som blandt andet deler julegaver ud til folk, der lever på gaden
Jeg startede Hjælp Din Næste tilbage i marts, fordi jeg så, at der var opstået et tomrum. Vi holdt afstand til de hjemløse på grund af coronavirussen, og det var jo nødvendigt for ikke at udbrede smitten. Men samtidig var det som om, vi glemte, at de var der. Vi glemte, at de også har brug for værnemidler og beskyttelse mod virussen – måske i endnu højere grad end os andre, fordi de lever på gaden.
Hjælp Din Næste er 100 procent frivilligt drevet. Vi støtter hjemløse i Danmark med alt fra værnemidler til varmt tøj, og om natten deler vi soveposer og liggeunderlag ud til de folk, der sover på gaden. Vi har også et samarbejde med Hus Forbi, hvor vi laver mad til omkring 400 mennesker om måneden.
Jeg tror på, at vi med en masse næstekærlighed kan menneskeliggøre det billede, vi har af hjemløse i dag.
Julen kan være en ekstra svær tid, når man er hjemløs. Mange af de folk, der lever på gaden, har ikke noget sted at vende hjem til, når det bliver jul. Og mange af dem har ikke nære relationer til deres familie.
Selvfølgelig skal man passe på med at generalisere om, hvordan det er at leve på gaden. Hjem er jo en flydende betegnelse, og selvom man ikke har en fast bopæl, kan man godt have fællesskaber, der fungerer som en slags hjem. Når vi for eksempel laver mad hos Hus Forbi, fornemmer vi tydeligt, at der er en hjemlig stemning – en atmosfære, hvor folk lytter til hinanden og er der for hinanden.
Vi får enormt travlt i december måned. Vi har nemlig startet en ordning, hvor folk kan donere julegaver til hjemløse, og responsen har været overvældende. Det er skønt, at der er så mange fantastiske mennesker i Danmark, som gerne vil dele ud af det, de har tilovers: Alt fra gamle soveposer til lækre, nye vinterjakker. Det betyder utroligt meget for dem, der modtager gaverne.
Det at sidde sammen med sine venner og pakke julegaver ud, det kan være med til at skabe en følelse af hjem. Og det skaber en følelse af, at der er folk derude, som tænker på en. Når man giver en julegave, er det meget mere end bare en gave. Det er gensidig respekt. Det er næstekærlighed på et andet niveau.
Vores navn, Hjælp Din Næste, har ikke noget religiøst budskab i sig. Det er – eller det burde være – en universel menneskelig værdi, at vi hjælper hinanden i tykt og tyndt, ligegyldigt om vi er i familie, og om vi kender hinanden eller ej. Hjemløse er mennesker som os andre, og de har allesammen brug for kærlighed.
Jeg kommer nok til at bruge en del af den 24. december – hvis ikke hele dagen – på at dele julegaver ud. Jeg håber, at jeg kan tilbringe lidt tid sammen med familien, men for mig er det altafgørende, at vi er der for de mennesker, som ikke kan vende hjem til jul.
Der er ikke nogen, der skal være alene i julen. Det synes jeg i hvert fald ikke.