Julekalender

Kurt Ravn: Julen er en tid, hvor mange følelser er i spil

Kurt Ravn er både sanger og skuespiller. Hvert år spiller han julekoncerter rundt om i de danske kirker. Foto: Pressefoto

6. december: I julen er glæden i højsædet for den danske skuespiller og sanger Kurt Ravn, der er aktuel med en række julekoncerter og spiller hovedrollen i Hella Joofs nye film, som har premiere juledag. I det hele taget vækker julen masser af minder, også om sværere tider, fortæller han

Julekoncerter er blevet en fast tradition for den 71-årige skuespiller og sanger Kurt Ravn, og sidste år udgav han albummet "Årets julekoncert".

Når han selv skal forkæle sine ører med julestemning, er yndlingssalmen ”Glade jul”, som har melodi af den østrigske komponist Franz Xaver Gruber, og hvis danske tekst er skrevet af B.S. Ingemann.

"Jeg vælger den, fordi B.S. Ingemanns gendigtning af denne østrigske julesalme er meget smuk og stemningsfuld. Tag bare de to første ord i salmen, nemlig glade jul, og det, som de viser. For ja, glæden skal være i højsædet i julen."

Det er især teksten, som gør "Glade jul" til Kurt Ravns yndlingssang i julen. En anden linje i salmen, som rammer noget i ham, er ordene “lønlig iblandt os de gå”. For ham er det nemlig et smukt udsagn, at englene går skjult blandt os mennesker, også selvom de er skjult, som er betydningen af det gamle danske ord "lønlig".

"Julen fremkalder for mig gode minder fra barndommen, som den var i Seest ved Kolding, hvor jeg voksede op. Der er så megen magi, så megen fryd og varme i juletiden. Omvendt bærer julen også med sig nogle minder om svære juleaftener efter mine forældrenes skilsmisse, da jeg var omkring 11-12 år. Så på den måde bliver julen en tid, hvor mange følelser er i spil."

Kurt Ravn skal i december på sin årlige juleturné rundt om i landets kirker, hvor han sammen med sin faste pianist Carl Ulrik Munk-Andersen og Birgitte Lindum på obo synger julen ind. Se planen over koncerterne her.