Julekalender

Marie Carmen Koppel: Julen handler om at give, reflektere og være taknemmelig

Soulsangerinden Marie Carmen Koppel udgav i 2010 julealbummet “A Merry Little Christmas”, og det album var en 15 år gammel drøm, der gik i opfyldelse. Albummet er siden blevet fulgt op af årlige julekoncerter.

4. december: I julemåneden har soulsangerinde Marie Carmen Koppel travlt med sine turnéer. Højtiden rummer nogle grundværdier for sangerinden, der har et ultimativt favorit-julealbum

For den danske soul- og gospelsangerinde Marie Carmen Koppel er julen altid fyldt med musik. Siden julealbummet "A Merry Little Christmas" fra 2010 har hun sunget julen ind, ofte i store, danske kirkerum, der ifølge hendes eget udsagn passer godt til hendes stemme.

Hun har dog også et musikalsk værk, som står hendes hjerte særligt nær. Det er Frank Sinatras julealbum “A Jolly Christmas from Frank Sinatra”:

"Det er nok er det mest julede, hyggespredende, velsungne og toptunede julealbum, der nogensinde er lavet."

Marie Carmen Koppel fortæller, at hun fra albummets første tone kommer så meget i julestemning, at hun straks må bage småkager, spise marcipan og pynte op:

"Man kommer igennem hele følelsesregistret. For eksempel rummer “I'll be home for Christmas” så meget melankoli, at man tvivler på, om 'han' kommer hjem til jul. Man kommer også til at tænke på, hvad julen rummer af eftertænksomhed, taknemmelighed, tilgivelse, håb, glæde og lykke," forklarer hun.

"Julen betyder meget for mig. Jeg er væk på juleturné fra midten af november og helt frem til jul, så min jul starter først lillejuleaften."

For Marie Carmen Koppel er julen også en tid, hvor der bliver gjort status og reflekteret, meget mere end til nytår. Derfor bruger hun tid på at tænke over, hvad julens budskab handler om.

"For mig rummer julen alle de grundværdier, jeg sætter højt i livet: At give til andre. At være taknemmelig. At yde den ekstra indsats for andre, som måske ikke har så meget. Det er vigtigt. Jeg synger for eksempel på Rådhuspladsen for de hjemløse, når de holder jul derinde. Jeg elsker også at give gaver. Det betyder meget mere end at få," siger hun og tilføjer:

"Og så værdsætter jeg at være sammen med min datter Celeste og min familie - og bare dele samhørighed, glæde, grin, hygge og den klassiske diskussion om, hvordan sovsen skal laves."

Julens budskab om at samles og glæde hinanden kan være en kilde til sorg, hvis man føler sig ensom. Det har Marie Carmen Koppel i baghovedet, når kalenderen viser december. Hun tænker meget på alle dem, som ikke har nogen at dele julen med og dem, som måske ikke engang har råd til at købe en gave til deres børn. Her er det ekstra vigtigt at udleve julens budskab, fortæller hun:

"Vi skal passe på hinanden. Det skal vi altid, men især ved højtider hvor vi alle bliver mindet om vigtigheden af at høre til og have nogen at dele den med."