Kjeld Holm: For mig har julen englelyd

1. december: Jeg har haft mere end fyrre juledagsgudstjenester i mit lange præsteliv, og ikke én gang har jeg holdt en gudstjeneste juledag, uden at jeg har valgt salmen "Julen har englelyd". Dens historie griber mig, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

"Julen har englelyd" er én af de mange julesalmer, som har en særlig plads i min erindring og dermed i mit hjerte. Jeg har haft mere end fyrre juledags gudstjenester i mit lange præsteliv, og ikke én gang har jeg holdt en gudstjeneste juledag, uden at jeg har valgt den salme. Thi dens historie griber mig.

N. F. S. Grundtvig (1783-1872) forfattede den i to omgange, i 1837 og i 1851. Den 24. oktober 1851 blev han gift for anden gang - 68 år gammel - med den 30 år yngre Marie Toft.

Det blev et umådeligt lykkeligt, men også kort ægteskab, for Marie døde den 9. juli 1854, kort tid efter hun havde født en lille dreng. Hun blev bisat fra Vartov kirke, og man sang "Julen har englelyd", for den elskede hun, og når hun sang den for sin mand, fik han tårer i øjnene, og i kærligheden til hende følte han, at han fik set et glimt ind i paradiset.

Efter hendes død skrev Grundtvig det hjertegribende digt "Hun er ej død, hun sover kun!"

Jeg har aldrig kunnet synge "Julen har englelyd" uden, at jeg tænker på salmens sammenhæng, om den længevarende nød, der blev modsagt og ophævet med julens budskab, ved at Gud i en salig tid blev menneske, så sorgen og klagen må vende sig til glæde.

I mange år havde jeg ofte julehøjmesse i Aarhus Domkirke, og hver gang jeg havde valgt denne salme umiddelbart før prædiken, så jeg fra den højthævede prædikestol i kirken ud over den talstærke menighed, der gerne talte omkring et tusind mennesker den dag, og kunne et øjeblik ikke lade være med at tænke, hvor mange af dem der netop havde delt vilkår i form af en lignende sorg som Grundtvigs over Maries død. For ét var sikkert - der var nogle blandt dem, der sad i kirken, thi sorg og død holder ikke pause, blot fordi det er jul.

Jeg tænkte videre, om de nu også erfarede, at "sorgen kan vende sig til glæde". Det beroede jeg mig på og trøstede mig med, for ellers gav det jo ikke mening at holde gudstjeneste. Heller ikke juledag!

Netop den salme gjorde, at jeg følte, at nu var det virkelig jul. Gaver, and og flæskesteg aftenen forinden og det tændte juletræ kunne nok skabe stemning af hygge og samhørighed og sandelig også gøre, at vi alle kom i godt humør, men "glæden" hørte juledagen og denne salme til.

Det var i en sådan stund, at jeg virkelighed følte sandheden i den kendsgerning, at det er i den poesi, der synges, og som indgår i en større sammenhæng her i gudstjenesten, at tro og håb lever.

Det havde Grundtvig også digtet om mange gange, ikke mindst da han under inspiration fra sin kærlighed til Marie i 1851 havde digtet "Alt hvad som fuglevinger fik", og det var netop det, der skete for mig de mange juledage, når vi sang "Julen har englelyd". At sanglyden kunne drage ånde, som det hedder i den førnævnte salme.

Det er blevet vældigt moderne nu at overveje og tale om, hvorvidt engle er virkelige. Det ved jeg ikke noget om og har ingen erfaringer med. Mange af disse overvejelser forekommer mig overspændte og virkelighedsfjerne, ja af og til ligefrem et udtryk for virkelighedsflugt, men hvad "englelyd" er, det ved jeg, for det har jeg erfaret mange gange ved juledagsgudstjenester, også således at englelyden blev ved at lyde i mit indre øre. Også langt ind i mørke og triste januardage.

Kjeld Holm er teolog og tidligere biskop over Aarhus Stift.