Julekalender

"Julens lys skinner klarest på en mørk baggrund"

Eftersom jeg og mine søskende er vokset op som barn af to præster, der teologisk og kristeligt var præget af det klassisk grundtvigsk-tidehvervske, så virker det ikke oplagt, at vi skulle vræle os igennem julen med glædestårer over den søde Jesus. Men det er alligevel sådan cirka det, der sker hver jul, skriver sognepræst Thea Laukamp. Foto: Foto: Martin Wilde

22. december: Juleaften synger vi ”Velkommen igen, Guds engle små”. Med linjen 'lad julesorgen slukkes' mindes vi dem, vi har mistet. Og de blanke øjne skyldes ikke alene sorgen, men også taknemmeligheden for dem, vi stadig har, skriver præst Thea Laukamp

Jeg har let til tårer. Det er vist ikke for meget sagt. Og der er ikke noget som adventstidens og julens salmer (hvorfor jeg heller ikke kan nøjes med at skrive om en salme), der kan få glæden til at flyde over. For mig betyder det, at øjnene gør det samme.

Det er jeg ikke alene om i min familie. Og eftersom jeg og mine søskende er vokset op som barn af to præster, der teologisk og kristeligt var præget af det klassisk grundtvigsk-tidehvervske, så virker det ikke oplagt, at vi skulle vræle os igennem julen med glædestårer over den søde Jesus. Men det er alligevel sådan cirka det, der sker hver jul.

Det sker, når vi i min familie sætter os til bords juleaften hos min far og synger ”Velkommen igen, Guds engle små.” Med bønnen ”lad julesorgen slukkes” mindes vi min mor, min fars lillebror, som begge døde for tidligt, og hans forældre, som vi fejrede jul med hvert andet år. Og de blanke øjne skyldes ikke alene sorgen over dem, vi har mistet, men også taknemmeligheden for dem, vi stadig har.

Så sker det igen, når vi senere går rundt om træet og synger ”Dejlig er jorden.” Egentlig har jeg ikke selv et sentimentalt forhold til den salme, men min far og min bror er fælles om at gå og småtude sig igennem ”fred over jorden, menneske, fryd dig.” Far må stoppe med at synge med, fordi hans stemme knækker, og begge mænd får tårer i øjnene. Så får min søster og jeg det også, for vi ved jo, at det skyldes, at de begge har været udsendt til krigszoner og oplevet situationer, hvor det kan være svært at bevare noget håb om fred.

Og så når vi hen til juledagenes gudstjenester, og lige netop i de dage, da er det yderst begrænset, hvor meget jeg er præget af det førnævnte grundtvigsk-tidehvervske.

I juledagene tager hjertet over; da er jeg på hold med Brorson, da er jeg pietist.

Bring it on – ”Mit hjerte altid vanker” og ”Den yndigste rose er funden!”

Det er ikke, fordi Brorson ellers står i skammekrogen, men omvendt er han bare på ingen måde repræsenteret i mit salmevalg hver søndag resten af kirkeåret. I juledagene kommer jeg dog helt på linje med hans inderlighed og hans højtidsstemte alvor.

Brorson havde lidt, han havde mistet sine kære, og han havde selv været langt nede i mørket. Som sådan er der ikke noget særegent ved hans livshistorie i sig selv; der er snarere tale om den helt almindelige menneskelige erfaring af, at intet varer evigt, undtagen Guds omsorg. Det er en erfaring, vi alle gør os før eller siden.

Men Brorson forstod som ingen anden at videreformidle sin erfaring af, at håbet blev tændt for mennesker den første jul, og at der siden har været et lys, som bryder mørket.

Julens glædesbudskab skinner klarest, når det holdes op mod en mørk baggrund.

Der stemmer overens med, hvordan jeg selv oplever juleglæden på dette tidspunkt i mit liv: Ikke spor som en barnlig begejstring, men snarere en dyb bæven over alt det, som er værd at være taknemmelig for, og som man dog ved, tidens tand uundgåeligt vil æde op.

Det er barskt, men sådan er livets vilkår.

Det er også på sin vis yderst banalt, fordi evangeliets budskab til mennesker så bliver, når man skærer ind til benet, at vi skal huske at være taknemmelige og leve taknemmeligheden ud, mens vi kan. Men de banale sandheder er vel netop blevet banale, fordi de er alment gyldige til enhver tid og dens mennesker.

Og det er alene troen på Kristus, der gør det muligt for mennesker at erkende livets hårde vilkår og dog leve glade sammen på trods. Resten af året gør vi, hvad vi har lyst til, men i julen bliver vi tvunget til at sætte os udover os selv.

”Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste.”

Thea Laukamp er sognepræst i Darum og Bramming.