Lisbeth Smedegaard Andersen: "Den yndigste rose" bar lyset med sig

11. december: Jeg kan aldrig synge "Den yndigste rose er funden" uden at tænke på de mennesker, der kom til en bestemt bisættelse for at tage afsked med en stilfærdig gammel nabo og vise hans kone, at hun ikke var alene i verden, fortæller salmedigter og tidligere præst Lisbeth Smedegaard Andersen

Min farmor fejrede altid jul hos os, da jeg var barn. Hun boede i nærheden, og min far var hendes eneste barn. Når vi gik om juletræet, og det blev hendes tur til at vælge en salme, valgte hun altid ”Den yndigste rose er funden” af H. A. Brorson (1694-1764).

Jeg syntes, den var kedelig, men mor fortalte mig, at farmor som ung havde mistet to små piger. Ingen af dem blev mere end et par år gamle, og farmor kunne slet ikke komme over sin sorg. Hun gik lange ture i nærheden af Engesvang, hvor hun boede, og der stødte hun på nogle mennesker, der trøstede hende og lærte hende salmen om den yndigste rose med verset:

"Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig skal miste."

Jeg syntes stadigvæk, salmen var meget alvorlig. Men jeg kunne godt lide H.C. Andersens eventyr om ”Snedronningen”, hvor den lille Gerda synger et par gendigtede linjer fra salmen for Kay om sine roser:

"Roserne vokse i Dale,
der faa vi Barn Jesus i Tale!"

Brorson skrev salmen i 1732, da han var præst i Tønder. Julen nærmede sig, og Brorson brød sig ikke om de lystige julegilder, hvor folk kun tænkte på at æde og drikke, så han ”sammenskrev i hast”, som han siger, nogle julesalmer, som skulle være Gud til ære og hans elskelige menighed til opmuntring og til brug ved den forestående glædelige julefest.

Trods alvoren blev salmen elsket. Billederne er så anskuelige med rosen, der skyder op midt i tornekrattet, hvor den står med sine sarte blade og dufter. Man kan overse den, hvis man har travlt med sit eget, men man kan som den lille Gerda finde den i de ydmyge dale.

Da jeg i 1990 flyttede til København, fik jeg et nyt forhold til roser. En storby kan være støjende og grå, gaderne mørke, men jeg lagde mærke til, at i området omkring Nyboder, hvor jeg dengang boede, var der roser. Der var den dejlige rosenhave i Kongens Have – også kaldet Rosenborghaven – men endnu smukkere var på en måde de mange slyngroser, der groede op ad husene, og som trivedes og blomstrede, selvom de havde dårlige vækstvilkår og alt for lidt jord under fliser og husmure.

Så skete der det, at jeg en dag skulle begrave en gammel mand, der boede i det sogn, hvor jeg var præst. Jeg besøgte hans kone, og hun fortalte, at de havde levet et stille liv. De havde aldrig fået børn, og de kendte ikke så mange; men de havde en lille hund, som han havde gået tur med hver dag.

Hendes mand havde udtrykkeligt ønsket, at der ved hans bisættelse skulle spilles lidt på orglet, men bortset fra det sædvanlige ritual med jordpåkastelse, fadervor og velsignelse skulle præsten kun læse ”Den yndigste rose er funden”. ”Der kommer nok ikke andre end mig”, sagde hun lidt undskyldende.

Bisættelsen skulle foregå i et kapel, og da jeg havde sagt goddag til enken, gik jeg op og stillede mig ved alteret med ryggen til og ventede på, at organisten skulle spille. Jeg kunne godt høre noget støj bag mig, og da orglet tav, og jeg vendte mig om, var alle de nederste bænke i kapellet fyldt med mennesker. Min første tanke var, at jeg kunne da ikke nøjes med at læse en salme op; men det gjorde jeg:

"Den yndigste rose er funden
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro’de."

Der var helt stille, medens jeg læste alle de otte vers - ganske langsomt. Siden har jeg aldrig kunnet synge den salme uden at tænke på de mennesker, der kom for at tage afsked med en stilfærdig gammel nabo og vise hans kone, at hun ikke var alene i verden. Der var ingen prædiken nødvendig. Salmen bar lyset med sig.

Lisbeth Smedegaard Andersen er præst emerita, forfatter, foredragsholder og salmeskriver.