Julekalender

Naser Khader: ”Dejlig er jorden” er lyden af fred juleaften

For politiker og folketingsmedlem Naser Khader leder salmen "Dejlig er jorden" tankerne hen på hyrderne på marken julenat udenfor Betlehem. Det er følelsen af ro og tilfredshed, der melder sig. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix​

7. december: ”Dejlig er jorden” skaber billeder fra marken udenfor Betlehem. Det er lyden af fred juleaften med min familie, og det er tanker om den fremtid, vi overlader til vores børn, skriver folketingsmedlem Naser Khader (K)

Jesus af Nazaret siger man. Maria og Josef boede i Nazaret, og det var der, ærkeenglen Gabriel overbragte Maria budskabet om, at hun skulle føde Guds søn.

Josef var af Davids slægt, så han tog Maria med til Betlehem, hvor de skulle melde sig i den folketælling, som kejser Augustus havde befalet. Og det er her - på denne ydmyge plet - at Guds søn bliver født, og det er her, scenen for juleevangeliet udspiller sig.

Jeg rejser til det hellige land Israel to gange om året, hvor jeg er kulturguide for rejsegrupper. Vi besøger mange af de bibelske steder. Vi kommer som regel også altid til Betlehem, og så besøger vi grotten ude på hyrdernes mark. Der er selvfølgelig bygget en kirke ovenpå grotten i dag. Det var en franciskanermunk, der tegnede den (og det var i øvrigt den italienske diktator Mussolinis yndlingsarkitekt).

Oppe i kuplen ser man julestjernen og hyrderne, der peger på stjernen. Nede i grotten er der et alter og bænke, så man kan holde andagt eller gudstjeneste derinde. Der er en helt særlig stemning. Man kan stadig se antydninger af røg i loftet, fra da den blev brugt til læ, og man varmede sig ved flammerne fra et bål i grotten.

Når vi kommer ind i grotten, har jeg altid Det Nye Testamente med, og så læser jeg juleevangeliet op. Jeg læser det for at gøre juleevangeliet levende for dem, der lytter, som det er for mig. Den stemning melder sig også hos mig, når jeg synger ”Dejlig er jorden” hjemme i Danmark til jul.

“Englene sang den først for markens hyrder; skønt fra sjæl til sjæl det lød: Fred over jorden!”

Helt i tråd med Jesu virke så var det også simple hyrder, der først fik budskabet om verdens frelsers komme til jorden.

Jeg læser for tiden en del om apostlen Paulus, og for nylig faldt jeg over en interessant information: at den første kristne martyr, Stefanus, arbejdede i Herodes hestestalde, og han skulle også have set julestjernen julenat. Sankt Stefan (Stefanus’ helgennavn, red.) er i øvrigt skytsengel for heste og stalddrenge.

Jeg forestiller mig, at det er erindringer om barndommens jul, der melder sig, når mange danskere synger ”Dejlig er jorden”. Men jeg fejrede ikke jul som barn. Det begyndte jeg først for alvor at gøre, da jeg selv fik børn.

Det er længe siden, jeg begyndte at interessere mig for kristendommen, og det er fortsat en stor interesse. Jeg elsker at læse om de bibelske personer og kirkehistorien, og jo mere jeg sætter mig ind i tingene, jo mere oplever jeg, at tingene faktisk hænger sammen. Og her hjælper det meget for min oplevelse og forståelse, at jeg ofte besøger de bibelske steder. Det anbefaler jeg altid folk at gøre - det er både sjovere og meget mere interessant (og ikke meget dyrere) end en dødkedelig charterferie ved en pool.

B.S. Ingemanns salme har de seneste år også fået en mere alvorlig klang. Der synges om slægter, der skal følge slægters gang, og om den dejlige jord, vi har. Det får mig faktisk også til at tænke på de klimaproblemer, der truer den dejlige jord, som vi skal give videre til vore børn og vore børns børn, som tiderne vil henrulle.

For mig er lyden af ”Dejlig er jorden” altså en lyd, der skaber billeder fra marken udenfor Betlehem. Det er lyden af fred juleaften med min familie, og det er tanker om den fremtid, vi overlader til vores børn.

Vi synger altid salmen juleaften, og når jeg tænker på den nu, så glæder jeg mig til det tidspunkt juleaften, hvor vi går om træet og synger den. Så er julestressen væk, vi har spist og er mætte, børnene glæder sig til deres gaver, og freden har sænket sig over os.

Det hører så også med til vores juletradition, at vi umiddelbart bagefter skråler John Mogensens “Så længe jeg lever” som den sidste sang omkring træet, men det er en helt anden julehistorie.

Naser Khader er cand. polit fra Københavns Universitet, forfatter, debattør og politiker. Han sidder i Folketinget for Det Konservative Folkeparti.