LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Julekalender

Stender: Der er altid en faste, der midt i festen lurer rundt om hjørnet

"Nu’ det jul igen" er en munter julesang om livets glade sider. Men for præst Poul Joachim Stender gemmer sangen også på et alvorsord til påmindelse om, at tilværelsen går hånd i hånd med modgang. Foto: Petra Theibel Jacobsen

9. december: Gispende efter vejret bevæger vi os stadig hurtigere og hurtigere, mens vi igen og igen brøler: ”Nu’ det jul igen”. Og jeg fornemmer igen den frygtelige sandhed. Mit liv løber fra mig. Det er min 62. jul. Jeg kan ikke følge med, skriver præst Poul Joachim Stender

Jo ældre jeg bliver, jo mere løber tiden fra mig. Det er, som om de mange jul buldrer, som hjulene på et frembrusende tog, hen over mig. Jeg står i Aldi og Netto og Føtex i midten af oktober og får kvalme af chokoladejulemænd og kulørte kugler. Og jeg tænker: ”Åh nej! Nu’ det jul igen, nu’ det jul igen”.

I min familie synger vi sangen juleaften som den sidste af alle salmer og sange, når vi danser rundt om juletræet. Vi laver en kæde og drøner rundt i samtlige rum i præstegården og konfirmandstuen.

Rødvinen damper i os alle. Anden spiler vores tykke vomme ud. Sovsen ligger i mundvigene som brune mundsår.

De voksne børn fører hidsigt an. De trækker kæden ind på soveværelser, toiletter, arkivrum, kontor, bryggers, køkken. Gispende efter vejret bevæger vi os stadig hurtigere og hurtigere, mens vi igen og igen brøler: ”Nu’ det jul igen”. Og jeg fornemmer igen den frygtelige sandhed. Mit liv løber fra mig. Det er min 62. jul. Jeg kan ikke følge med. Hverken i tiden eller kædens vilde løb.

Sangen er tilsyneladende ufattelig banal, og ingen ved, hvem der har skrevet den. Måske fordi forfatteren ikke vil være sin egen tekst bekendt. Men ikke desto mindre er der nogle fine pointer i den. Frisk og kækt slår sangen fast, at julen varer lige til påske. Festen fortsætter altså til næste store fest: påsken.

Sådan tror jeg, at mange danskere forestiller sig livet. Det er én stor fest. Der er lykke og medgang hver eneste dag. Vi sejler op ad åen. Vi danser. Vi spiser og drikker. Sådan skal livet være. Halleluja! Men sangen skynder sig efter dette postulat at komme med en irettesættelse. Det er, som om den griber sig selv i en fortalelse. ”Nej, det’ ikke sandt. For ind imellem kommer fasten”.

Set ud fra kirkeårets forløb er det helt korrekt. Der er en fastetid på 40 dage, inden påsken kommer. Men det er også sandt ud fra et menneskeligt plan. Livet er ikke en lang fest. Der er magre perioder. I Det Gamle Testamente steg der ud af Nilens vande radmagre køer, der åd de fede køer. Ulykken, afsavnet, smerten, forsagelsen lurer altid på os. Og hvis vi ikke kalkulerer med, at antifester, afsavn og lidelse er en del af tilværelsen, kan de dårlige tider slå os fuldstændig i stykker.

Det gælder også julen. Vi vil gerne have, at alt er perfekt. Der skal være idyl og fred, hygge og glæde. Men sådan er det aldrig. Der kommer altid en faste, en antifest, ind i julen. Der er middage, der mislykkes, der opstår stunder med dårlig stemning, der bliver råbt og bandet, der er julefrokoster, der udvikler sig uheldigt. Hvis man ved, at der i julefesten også er faste, bliver fasten til at leve med.

Sangen har endnu en pointe. Den retter sig selv, indser et forkert udsagn. Og måske er netop det - at rette sig selv - den bedste julegave, vi kan give hinanden. Vi indrømmer vore fejl og tør sige: ”Nej, det’ ikke sandt”!

Den 24. december. Jeg har mine kære samlet. Jeg vil tillade mig at være forpustet, udspilet og lykkelig, mens vi synger: Nu' det jul igen. Men mens jeg løber gennem præstegården, vil jeg være klar over, at der måske næste år vil mangle et led i kæden. En af os kan være død, en kan være syg. Det er ikke sikkert, at festen varer til hverken påske eller næste jul. Der er altid en faste, der midt i festen lurer rundt om hjørnet.

Gud i vold og glædelig jul!

Poul Joachim Stender er præst i Saaby-Kisserup sogn, forfatter og foredragsholder.