Jürgen Moltmann satte fokus på det kristne håb

En Gud i himlen er noget for engle, mente den store befrielsesteolog Jürgen Moltmann, der i stedet lagde vægt på den Gud, der levede på jorden: Jesus. Moltmann gjorde det til sit livsværk at fortolke nazismens rædsler i et teologisk lys og fandt deri håbets teologi

En af de teologer, der har udfoldet en kristen håbsteologi mest suverænt nogensinde, er den nu 92-årige tyske professor emeritus fra Tübingen, Jürgen Moltmann. Han er en af de førende teologer i det 20. århundrede med en klart formuleret politisk teologi baseret på det kristne håb.

Jürgen Moltmann blev født i Hamburg i 1926 i en sekulær familie. Som ung var han mest optaget af naturvidenskab. Som 17-årig (i 1943) blev han indkaldt som tysk soldat i Anden Verdenskrig, og fra en antiluftskytsstilling overværede han samme år Hamburgs totale ødelæggelse. En af hans venner ved siden af ham blev dræbt, og Jürgen Moltmann har selv sagt om episoden, at "da råbte jeg, hvor er Gud?"

Det blev en ændring i hans livsbane, da han senere blev taget til krigsfange og blev bragt til Belgien og senere England. Her blev han præsenteret for Det Nye Testamente og mødte nogle af samtidens store protestantiske teologer. Krigsfangerne blev konfronteret med billeder fra koncentrationslejrene, og efter perioder med anger over nazisternes ugerninger og gennem intensiv læsning af Det Nye Testamente, begyndte han gennem mødet med kristendommen at identificere sig med den kristne tro. Han skriver: "Jeg fandt ikke Kristus, han fandt mig."

Det var kombinationen af mødet med kristendommen og erfaringen af håbets betydning for menneskeligt liv, der kom til at præge Jürgen Motmanns valg af karriere som teolog samt hele hans teologiske tænkning.

Moltmann valgte at tilhøre den reformerte kirke, hvis teologi og tænkning bedst passede til hans egne erfaringer og syn på kristendommen, ikke mindst hvad angik den reformerte kirkes store fokus på social retfærdighed. Om sit kirkelige tilhørsforhold har han selv sagt, at kristen teologi rækker ud over såvel konfessionelle som kulturelle grænser. For ham er det kristne evangelium økumenisk, altså fælleskirkeligt.

Efter sin embedseksamen virkede han som præst i Bremen og lærer ved Bekendelseskirken. Her blev han hurtigt verdenskendt og berømt for sin håbsteologi i 1964 med værket "Theologie der Hoffnung" (Håbets teologi). Dette var i høj grad inspireret af den tysk-jødiske marxistiske filosof Ernst Blochs (1885-1977) tanker om håbet som en overlevelseskraft i det menneskelige liv.

Jürgen Moltmann nåede sin karrieres højdepunkt som professor i systematisk teologi ved Universitetet i Tübingen. Her skrev han den berømte bog om ”Der gekreuzigte Gott” (Den korsfæstede Gud), der udkom i 1972 – en decideret korsteologi, inspireret af Martin Luther.

Verden er for Jürgen Moltmann et sted, der er styret af Guds retfærdighed først og sidst. Og det kristne teologiske fællesskab er mere forpligtet end noget andet fællesskab på at arbejde for denne retfærdighed her og nu, for Gud vil mennesket det godt: "Mennesket er Guds svage punkt,” som han skrev.

Håbet for verden er som morgenrøde

Jürgen Moltmanns tænkning er præget af håbet om en bedre fremtid ikke bare for mennesker, men for hele kosmos. Han forstår den kristne tro som væsentlig for et håb for mennesket og planeten, og hans bevis for dette er de løfter, som Gud har givet menneskene i bibelfortællingen om udvandringen fra Egypten.

Det kristne håb bliver beskrevet som en ”kors-eskatologi” (eskatologi betyder ”læren om de sidste tider,” red.). Tanken er, at håbet altid vil bestå i kampen for retfærdighed, frihed og fred i dette liv – og ikke kun i efterlivet. Men selvom Moltmann lagde vægt på det dennesidige, så lægger han ikke mindre vægt på at forstå Guds rige som det meningsindhold, der farver vores tilværelse.

Håbet er, som han udtrykker det, "en ventet ny dags morgenrøde farve, i hvilken alt er badet." En sand teologi må i Moltmanns version tænkes ud fra sit fremtidsmål. Eskatologien skal ikke være teologiens ende, men dens begyndelse. Det, der håbes på, er en kraft, der går ind i utopitænkningen og ændrer den, så den bliver til mulighed. Det kristne håb er altid universelt, hvorfor Moltmann afviser en frelse, der kun er rettet mod individet.

En hilsen til Luther

Ifølge Jürgen Moltmann kan man ikke tale om en håbsteologi, hvis den ikke først er en korsteologi: Den klassiske idé om den perfekte Gud, der står apatisk og ubevægelig uden for verden, må vi gøre op med.

Inspireret af Martin Luthers korsteologi og lære om retfærdiggørelse, skrev Moltmann i ”Den korsfæstede Gud” fra 1972:

"Kristen teologi finder sin identitet i Kristi kors (...) Den korsfæstede blev den foragtedes, forladtes og undertryktes broder. Det er samtidig teologi, når kristen identifikation med den korsfæstede Kristus betyder solidaritet med nutidens fattiges og elendiges lidelser."

Luther så Gud som skjult til stede i Kristi kors, lidelse og ydmygelse. Moltmanns bog om den korsfæstede Gud hentede også sin titel fra Luther. For Jürgen Moltmann var det nødvendigt som teolog at behandle lidelsens problem i forbindelse med sin skyldfølelse over den lidelse, som Nazityskland havde påført millioner af mennesker. At hævde, at Gud var apatisk, ville for Moltmann være at vise foragt for alle ofrene for den meningsløse lidelse og død. :

En teologi efter Auschwitz ville være umulig, hvis ikke ”Schema Israel” (Hør, Israel! – den jødiske trosbekendelse, red.) og fadervor blev bedt i selve Aushwitz, hvis ikke Gud selv var i Auschwitz og led med de martrede og myrdede. Ethvert andet svar ville være blasfemi."

Ifølge Jürgen Moltmann ville Gud ikke være Gud uden sit menneske. Det er den Gud, der er involveret i verden, og som derfor også lider med, når mennesket lider. Dette fandt han belæg for i Bibelen, hvor det fortælles, at Jesus af Nazareth er Gud selv. Jesus færdedes overalt, hvor et menneske kan komme. Men han færdedes også i sin egen angst og i smerte og lidelse på korset. Også gudsforladtheden kendte han.

I Markusevangeliet dør Jesus med råbet: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?". Gud har altså med andre ord stillet sig solidarisk med selv den gudsforladte. Lidelsen har ikke det sidste ord. Det er håbet, udtrykt i det berømte Pauluscitat, hvor Gud bliver alt i alle (fra 1. Korintherbrev 15,28).

Det gælder alle

Hans pointe var, at alle, der arbejder med teologi, må blande sig. Og det er lige meget, om det drejer sig om økologi, menneskerettigheder eller kirkens fremtid. Moltmann repræsenterede en aktivistisk kristendom, der tilskyndede kristne og kirken til at være aktive i forholdet til den politiske nutid. Selv deltog han for eksempel i den kristelige-marxistiske dialog i Prag i 1968. Efter angrebet på World Trade Center i 2001 advarede han mod en livsfornægtende nihilisme, han mente var ved at sprede sig i verden.

Som Jürgen Moltmann opsummerede sit virke i et interview i anledning af sin 90 års fødselsdag:

"Min teologiske dyd er nysgerrighed og fantasi for Guds rige. Jeg har ingen Gud i himlen. Det er noget for engle. Jeg har en Gud på jorden.”