Historiker: Kalkmalerierne afslører bøndernes tanker om tro og kirke

Historiker og forfatter Torben Svendrup er gået på opdagelse i de danske kalkmalerier, der som eneste kilder kan fortælle os om, hvad bønderne tænkte om Reformationen. Foto: Warny Mandrup

Hvordan så de almindelige danskere på kirken i årene omkring Reformationen? Det afslører den danske skat af kalkmalerier, fortæller Torben Svendrup, der er aktuel med en bog om de farverige kilder til vores fælles historie

I forbindelse med Reformationsjubilæet i år er der skrevet og sagt meget om Luther og om Reformationen. Der har været en tendens til, at nogle grupper har fejret en hellig ”Sankt Luther,” som vi skylder alt i vores velfærdssamfund, mens andre har fejret en ”Lucifer Luther,” der gennem en fundamentalistisk ondskab har skabt alt dårligt.

I alt dette er den historiske Luther ofte blevet væk. Men fælles for alle fraktioner er, at de har glemt dem, som Reformationen egentlig handlede om: Nemlig de ganske almindelige mennesker.

De almindelige mennesker i 1500-tallet var bønder, og der er en naturlig forklaring på, hvorfor vi ikke har hørt så meget om dem. De skriftlige kilder fortæller os kun meget lidt om, hvordan bønder tænkte og følte, og slet ikke om deres holdning til kristendommen.

Men der er en næsten overset kildegruppe, som jeg mener kan give os et indtryk af, hvordan de almindelige bønder så på verden: kalkmaleriet. I langt de fleste landsbykirker blev de senmiddelalderlige kalkmalerier finansieret gennem det, man kaldte tiendebetaling. Alle skulle betale 10 procent af, hvad de tjente i kirkeskat. Denne skat blev indkrævet i de enkelte sogne og bestod oftest af naturalier, der blev opbevaret i kirkeladen. Tiendebetalingen blev administreret af sognets to kirkeværger, der ofte var rige fæstebønder. Den, der betaler for orkestret, bestemmer også hvad det spiller. Derfor møder vi ofte disse velstående bønders tanker den dag i dag på kirkernes vægge. Med dette som baggrund har jeg undersøgt de danske kirkers kalkmalerier før, under og efter Reformationen.

Malerierne giver nogle interessante oplysninger. Det er tydeligt, at der allerede mange år før Reformationen er en udbredt utilfredshed med det kirkelige hierarki. Et slående eksempel er fra Vrå Kirke i Nordvestjylland. Her ser vi i illustrationen, der viser de fortabte sjæle på vej i helvede, en biskop med armen om sin nøgne elskerinde, hvis hovedtøj viser, at hun er en gift frue. Vrå ligger kun 10 kilometer fra det nordenfjordske magtcenter, bispesædet i Børglum, hvor klostrets sidste katolske biskop, Stygge Krumpen, hyggede sig med den gifte Elsebeth Gyldenstierne.

Ræven prædiker for gæssene
Et andet eksempel er at finde i Ottestrup kirke, hvor man ser ræven, der prædiker for gæssene. Den står i en kasse og prædiker derved på samme måde, som tiggermunkene gjorde på byernes torve. Mens ræven prædiker, hugger en anden ræv en gås. Det næste billede viser, hvordan rævene – eller er det munkende – bliver straffet for lovovertrædelsen: De bliver hængt af gæssene. Der er tale om tydelig propaganda mod kirkens tiggermunke, der af mange i reformationstiden blev anset for at være snyltere.

I Brøns Kirke syd for Ribe møder vi i kalkmalerierne toppen af gejstligheden – pave, kardinal, bisper – der bliver nægtet adgang til himlen af selveste Jesus.

Modstand mod Reformationen
Det fremgår af andre kirker, at ikke alle var jublende glade for den lutheranske Reformation. I Linde Kirke i Østjylland advares der mod de falske prædikanter ved at vise en rytter, der er afbildet som den personificerede ondskab.

Også i årene efter at Reformationen for alvor havde gjort sit indtog i Danmark, dukkede der mere splittede holdninger op til udviklingen. I Thorum kirke i det nordligste Salling ser man et kalkmaleri af en kvinde, der er grebet i hor, men hvor Jesus tilgiver hende.

Det er formodentlig en negativ reaktion på Luthers krav om at straffe hor med en dødsdom. Det er også ganske tydeligt, at man i mange kirker fortsætter med at male helgener efter Reformationen, selvom Luther afskaffede helgendyrkelsen. Det er ikke så lige til at stoppe. Vi ser også i en række kirker Madonna og Sankt Anna. Sognets kvinder prøvede formodentlig at fastholde kirkens feministiske sider.

Bonden mistede sin stemme
Da Reformationen fandt sine egne ben efter udgivelsen af Christian 3.’s bibel, nåede Reformationen for alvor ud i de fjerneste sogne. Det var dermed slut med bondens stemme. Kalkmalerierne mistede deres liv, de blev ensartede kedelig skabeloner af den lutheranske trosopfattelse.

Det viser sig blandt andet ved, at man fortsat malede de fortabte sjæle, men de var nu anonyme. Det var ikke som i de middelalderlige motiver, hvor man viste konger og bisper i helvedes flammer. Det ønskede de nye magthaver ikke. Kirken var blevet en del af kontrolsamfundet.

På kalkmalerierne i Ottestrup Kirke kan man se ræven, der prædiker for gæssene - som dog senere klynger rævene op. Foto: Viggo K. Pedersen
Rytteren som den personificerede ondskab. Foto: Torben Svendrup
Kvinden grebet i hor til venstre i billedet holdes tilbage af magthaverne, men Jesus ude i højre side af motivet tilgiver kvinden. Foto: Torben Svendrup
Biskoppen med armen om sin elskerinde er måske den berygtede Stygge Krumpen? Foto: Torben Svendrup