Kåre Gade: Gabriel er en engel

Da Kåre Gade blev farfar til Gabriel for snart tre år siden var det som om, noget faldt på plads i ham.

Mit barnebarn er en engel, og det siger jeg ikke kun, fordi han hedder Gabriel.

En augustdag, da han, mit første barnebarn, var et halvt år gammel, tog jeg et billede af ham – nøgen i sin fars arme. På fotografiet hviler han, hvid og fed, med den ene hånd på maven og et apatisk udtryk i øjnene, bedøvet og tilfreds af sommervarme og tyktflydende modermælk.

Da min mor så billedet, udbrød hun begejstret: ”Gabriel er en putto!” Min mor løser mange krydsogtværser og ved derfor, at en putto er en barokengel – en lille, buttet barnefigur, ofte med vinger, der optræder som dekorativt element i billedkunst og kunsthåndværk.

Det er naturligvis en kliché at kalde et barn for en engel. Derfor bruger vi næsten altid ordet ”englebørn” med en ironisk distance. Vi ved jo kun alt for godt, at børn kan være selviske og urimelige – de har jo, i modsætning til voksne, ikke lært at skjule eller camouflere det endnu.

Men bag enhver kliché gemmer der sig en sandhed. En engel, en rigtig engel – altså ikke den kornfede glansbilledversion – er en verdensomvæltende budbringer fra Gud. En mægtig kraft, der sparker din dør ind og lader et nyt lys falde over din lille, indkrogede verden, så du pludselig ser, at din egen betydning på en gang er meget mindre og meget større, end du bildte dig ind.

Og sådan oplevede jeg det, da min søns søn kom til verden. Det er store ord, men bedsteforældre har let til både store ord og tårer, når det første barnebarn sparker døren ind. Det er følelsen af, at noget falder på plads. At man selv falder på plads i sit liv og sin efterhånden fremskredne alder.

Det handler naturligvis om det lille barn, der med et bliver en del af ens verden. Endnu et menneske at elske, endnu et menneske, hvis tillidsfulde kærlighed man helt ufortjent vil blive genstand for. En lille næve at holde i hånden, en blød krop, der falder i søvn på ens skulder.

Men det handler nok så meget om at være vidne til, at ens eget barn falder på plads i sig selv. At den søn, som man selv stod med i armene engang, og hvis tumlen gennem tilværelsen man siden har fulgt med ængstelse og bekymring – at han med et trylleslag træder i karakter som den kærlige far og ægtemand, man kun tør håbe på, at man selv vil blive husket som.

Man rykker frem i bussen for at give plads til en ny generation, og pludselig er det ikke længere så svært at acceptere, at man nærmer sig det stoppested, hvor man skal af.

Det er ikke, fordi man holder op med at bekymre sig sit barn, blot fordi han bliver far – tværtimod har man nu i tilgift fået et barnebarn at bekymre sig om. Bekymring er en livslang opgave, når man sætter børn i verden. Men det bliver tydeligt, at livet på forunderlig vis vil gå videre, også den dag, man ikke længere er her til at bekymre sig. Slægt skal følge slægters gang.

Det var det, Gabriel bragte bud om, dengang for snart tre år siden. Om en måneds tid får han følge af endnu et barnebarn, og om et halvt år endnu et. Selv om det ville være sjovt, tror jeg ikke, de kommer til at hedde Rafael og Michael. Men jeg er ret sikker på, at også de vil sparke min dør ind og kaste et nyt lys over verden.