Katolik om overgreb: Vi må se sandheden i øjnene
Den katolske kirke må ikke naivt bilde sig selv ind, at ingen præster har pædofile tendenser, eller at overgreb ikke kan finde sted i et kirkeligt miljø. Tværtimod må kirken lige præcis turde se risikoen for overgreb i øjnene og beskytte de potentielle ofre, mener katolik Malene Fenger Grøndahl
Kan du som katolik og mor leve med overgrebssagerne? Det spørgsmål har jeg fået nogle gange, og mit svar er: Ja, jeg kan ikke andet. Jeg er forfærdet og chokeret over omfanget af sagerne, både overgrebene i sig selv og de ofte systematiske forsøg på at dække over dem. Jeg væmmes, og bliver vred, frustreret og indimellem også modløs på kirkens vegne. Jeg tænker på ofrene og kan næsten ikke bære at forestille mig deres smerte - som ofre for overgreb, ignorance og fortielse.
Kirken er et fællesskab af syndere, der har brug for tilgivelse
Derfor er jeg glad for, at pave Frans indkaldte til konference i Vatikanet i weekenden. Jeg tør ikke tro på, at konferencen er et mirakelmiddel. Men jeg beder til, at den vil være en del af en proces, hvor kirken for alvor begynder at forstå sig selv som det, den er: et fællesskab af troende på vandring. Et fællesskab af syndere, som har brug for Guds tilgivelse og hinandens støtte. Et fællesskab, der netop med afsæt i denne bevidsthed tør se med åbne øjne på virkeligheden.
Det skal altså ikke være et fællesskab med falsk hellighed og forløjet overfladisk pænhed, men en kirke, der netop med afsæt i evangeliets realistiske beskrivelse af mennesket gør sit bedste for at afhjælpe konsekvenserne af den enkeltes fejl og mangler.
Et sådant fællesskab kan naturligvis ikke naivt bilde sig ind, at ingen præster har pædofile tendenser, eller at overgreb ikke kan finde sted i et kirkeligt miljø. Tværtimod må en sådan kirke lige præcis turde se risikoen for overgreb i øjnene og beskytte de potentielle ofre. Den må turde tale åbent om risikoen for synd – og dermed også gøre det legitimt for potentielle overgrebsmænd (eller -kvinder) at søge hjælp.
For mig er kirken, forstået som Guds folk på vandring, et uundværligt fællesskab, og et fællesskab, der har potentialet til at håndtere menneskets værste tendenser til magtmisbrug og overgreb på en både realistisk og ansvarlig måde. Men det kan kun lade sig gøre, hvis kirken netop forstår sig selv som dette folk på vandring mod Guds herlighed – ikke blot som en verdslig institution, der skal bevare sine hierarkiske magtstrukturer for enhver pris og fastholde en facade af ufejlbarlighed overfor omverdenen.
Kirken skal vågne op og bede
Konferencen i Vatikanet har fået mig til at tænke på Matthæusevangeliets kapitel 26, vers 36-46, om Jesus i Getsemane Have. Jesus er grebet af sorg og angst, og han beder Peter og de to Zebedæussønner blive og våge sammen med ham. Tre gange, da Jesus kommer tilbage efter at have bedt i ensomhed, finder han dem sovende. ”Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig?” siger han til Peter første gang: ”Våg, og bed om ikke at falde i fristelse”. Tredje gang siger han: ”Sover I stadig og hviler jer?”
Jeg kan ikke lade være med at se for mig, at Jesus må tænke sådan om sin kirke. At den ikke våger og beder, men lader sig friste og falder i søvn igen og igen. Han ved, at vi er sådan. Men han beder os om at våge og bede.
Overført til nutiden og de alvorlige sager om overgreb kan jeg kun se det som en opfordring til at være vågne og ansvarlige, at turde se sandheden i øjnene – og at forsøge igen, også når det viser sig, at kirken har sovet på det mest utilgivelige tidspunkt.
Jesus anviser selv, at vi må bede for ikke at falde i fristelse. Bøn er en del af løsningen, men det skal være en bøn, der hviler på en erkendelse af vores fejlbarlighed som troende og som fællesskab. Kan vi bede sådan, tror jeg, at der er håb for kirken – og for, at ofrenes vidnesbyrd ikke bliver forgæves. Det giver mig et håb som troende og som mor.
Malene Fenger-Grøndahl er journalist og forfatter.