Centrerende bøn

En amerikansk cisterciensermunk har pustet nyt liv i en middelalderlig bønstradition

Centrerende bøn er baseret på én af klassikerne inden for den kristen kontemplative tradition: "Uvidenhedens sky, hvori sjælen bliver ét med Gud". Denne lille bog, der også er oversat til dansk, er skrevet af en ukendt engelsk mystiker omkring 1370. Den amerikanske cisterciensermunk og forfatter, Thomas Keating, står bag udbredelsen af en nutidig form for bønstypen.

Centrerende bøn har det udgangspunkt, at Guds kraft er tilstede i alt det skabte - også i mennesket. I menneskets inderste er der et punkt, hvor Gud er og handler. Bønnens motivation og motor er den bedendes intention om at ville tilbringe en aftalt tid hver dag sammen med Gud.

Intentionen er den eneste viljesakt, den bedende udfører. Formålet er at samtykke til den proces, der kan skabe et 'nyt' menneske. Et menneske, der lever og handler i sandhed, retfærdighed og kærlighed.

For at holde liv i intentionen vælger den bedende et ord, der skal minde én om, at man vil Gud. Ordet, man vælger, er ikke helligt i sig selv eller magisk, det er helligt for den, der har valgt det, fordi det for hende eller ham rummer Guds-nærværet. Ordet kan for eksempel være: Jesus, Kristus, Kyrie, Gud, Maria, fred eller kærlighed. Da ordet helst skal være kort, kan man erstatte "kærlighed" med det latinske "amore" eller "love". Det er vigtigt at give sig god tid til at finde det ord, der er rigtigt for én.

Thomas Keatings store bidrag til fornyelsen af kristen kontemplativ og meditativ bøn skyldes hans indsigt i moderne psykologi. Viden om psykens sammensathed og opbygning er en altafgørende faktor for en sund spirituel udvikling.

I buddhismen er viden om psyken en integreret del af den spirituelle vej, og Keating har i en lang årrække udvekslet erfaringer og viden med blandt andet buddhistiske munke.

Centrerende bøn sætter en psykologisk proces i gang, som Keating kalder guddommelig terapi. Guddommelig terapi er ikke bønnens formål, men en ekstra sidegevinst. Ved at etablere indre stilhed, bliver der plads til, at bevidste som ubevidste fortrængninger og traumer kan dukke op til overfladen. Her bliver de under bønnen behandlet af Helligåndens kraft, deraf navnet: guddommelig terapi.

Et helt livs affald bliver evakueret, og gradvis bliver negative og destruktive skyggesider bevidstgjort. En selverkendelsesproces går i gang, og den er langt fra altid behagelig. Nogle traumer har brug for direkte psykologisk bearbejdelse uden for perioderne med bøn, men langt det meste klarer Gud, hvis han får lov.

Samtidig med at der bliver renset grundigt ud i psyken, får Helligånden mulighed for at introducere dens ni frugter: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Der opstår gradvis et fokusskift, en omvendelse, så personligheden bliver mere og mere tiltrukket af disse frugter og ønsker at leve dem ud i handling.

Ifølge den guddommelige terapi bearbejder Gud egocentrien - det Keating kalder det falske selv - i terapien. Det falske selv er styret af et overdrevet behov, begæret efter sikkerhed, kærlighed, anseelse og magt. Ethvert menneske, siger Keating, har brug for disse ting i en vist omfang. Det er det overdrevne, ukontrollerbare behov, for dem, der er blevet identiske med opnåelsen af "lykke", der er årsagen til en stor del af verdens elendighed.

Religiøse mennesker, der ikke erkender deres begær og tillader Gud at bearbejde dem, kan få et fundamentalistisk og rethaverisk forhold til deres tro. De gør religionerne til det modsatte af det, der er deres formål, nemlig at skabe en fredelig, kærlig og retfærdig verden.

En meditativ praksis fører ofte en form for relativitet med sig, sindet bliver mere smidigt, mere nuanceret og mindre sort-hvidt. Det kan få store konsekvenser på den måde, man forholder sig til andre og sig selv på. Derfor, siger Keating, er det lige meget hvilken religion man tilhører, det vigtigste er, at man er parat til at gennemgå den transformative proces, hvorigennem det sande selv kan tydeliggøre sig.