Katolsk diakon: Livet bliver forandret, når man tror på opstandelsen

Bibelens fortællinger går igen på tværs af forskellige kirkeretninger, men ligesom der er ligheder mellem de måder, historierne genfortælles, kan de på forskellig vis sættes i en nutidig kontekst. Derfor har kristendom.dk bedt repræsentanter fra forskellige kirkeretninger om at reflektere over påskens budskaber

Denne påske kan vi ikke mødes i store forsamlinger, fordi coronavirussen er iblandt os. Sådan er det.

Men vi har dog alligevel en mulighed for at møde mange mennesker, og det er dem, vi hører om i Bibelen her til påske.

Der er en særlig person i Bibelen, som har bevæget mig. Hende møder vi i Påskeevangeliet, sådan som det fortælles i Johannesevangeliet kapitel 20, og hun er en meget spændende person. Hun er en person, som ikke har hørt til de allerbedste, synes nogle. Ja, faktisk var hun en synder og endda af den værste slags, synes de. Traditionen siger nemlig, at Maria Magdalene har været prostitueret.

Men selvom hun var prostitueret, er det i min optik utroligt smukt, at netop sådan en “synder“ er den første, der kommer til graven og er den første, der møder den opstandne Herre. Det var ikke en af de fromme disciple. Det var ikke Peter, Johannes eller Jakob. Det var ikke en perfekt person, der udelukkende gør og siger det rette. Det var Maria Magdalene, Herren valgte at vise sig for først, og hende han gav opstandelsesbudskabet.

Den måde, hun oplever og tager imod opstandelsesbudskabet på, er interessant at fordybe sig i. Evangeliet fortæller at det er tidligt om morgenen, og selvom det er mørkt, går Maria Magdalene ud til Jesu grav. Det viser, at hun ikke er færdig med Jesus. Der er en vis uro i hende. Måske et lille håb om, at ikke alt skulle være forbi?

Da hun opdager, at stenen er rullet bort, løber hun hen til disciplene og siger: ”De har flyttet Herren”.

Efter disciplene har været ude ved graven, tager de hjem igen. Men Maria Magdalene forbliver ved graven, og hun græder. Det viser, at hun er dybt berørt af Jesu død, for vi græder kun, når noget har rørt os i vores indre, hvad end det er smerte eller glæde.

Det næste, der sker, er, at hun ser en mand, men hun opdager ikke, at det er Jesus. Og også til ham taler hun om, at Jesus er borte. Men i det øjeblik, Jesus kalder hende ved hendes navn, Maria, genkender hun ham, og nu kan hun sige: ”Jeg har set Herren”.

Der er en stor forskel på hendes udsagn, og de viser en stor udvikling. Først siger hun ”Han er borte”, og nu ”Jeg har set Herren”.

Det første udtrykker fortvivlelse, uden perspektiv for, at Han er borte, hvorimod ”Jeg har set Herren” er et udsagn af en helt anderledes karakter. For her taler et menneske, der har oplevet, ja, har set Ham der var død, Jesus, som nu lever.

”Jeg har set Herren.”

Jeg tror, at teksten viser os, at påskens budskab er noget, Herren selv kalder os til at opleve. Som Han kaldt Maria ved navn, sådan kalder Han også os ved navn. Det er den opstandne selv, der giver troen til os.

Ud fra Bibelen kan vi se, at vi ligesom Maria må søge for at finde. Der hvor vi begynder at søge, har vi Herrens ord for, at vi også vil finde.

Og hvilken forskel giver det i vort liv, når vi kommer til tro på opstandelsen. Vi går fra at sige, at ”Han er borte” til at sige ”Jeg har set Herren.”

Det gør, at vort jordiske liv får et helt andet perspektiv, for døden er overvundet: Livet og kærligheden vandt.

Denne påske vil jeg ønske for os alle, at vi lige som Maria kan sige: ”Jeg har set Herren”.