Katolsk præst: Seksualitet er i dag blevet et unaturligt egotrip

Mennesker i dag bør vende tilbage til at følge overordnede moralske retningslinjer, når det kommer til seksualitet, mener katolsk præst Lars Messerschmidt. Han sammenligner retten til seksuel frihed med årsagerne til klimaets deroute, fordi han mener, at man med fri sex heller ikke respekterer naturens love

Er der noget, der hedder økologisk sex? Grunden til at jeg er begyndt at bruge dette udtryk er, at vi er langt inde i en grøn bølge. Hvad går den grønne omstilling ud på? Ganske enkelt at respektere naturen og dens love.

Ud fra denne holdning opstår der etiske regler for, hvordan vi skal opføre os i naturen. Det er ikke os, der skal fastsætte reglerne. Vi skal opdage dem. De er indbyggede i naturens eget system, som vi er moralsk forpligtet til at respektere. At der findes objektive etiske regler er en urgammel overbevisning. Men hvad så med menneskets natur og den menneskelige verden?

Det er især siden revolutionen i 1968, at man har formuleret dogmet: Du må selv finde ud af, hvad der er ret eller forkert for dig, altså selv fastsætte dine egne etiske normer. Det er faktisk denne subjektivistiske holdning, der har været en af årsagerne til misbrug af naturen.

På denne baggrund må man spørge, om der gælder lignende objektive kriterier for menneskene. Svaret synes indlysende: Nej, du skal selv bestemme, hvad der godt eller forkert. Det er denne opfattelse, jeg gerne vil diskutere ved at stille spørgsmålet, om man kan tale om økologisk sex - altså om menneskets seksualitet også er underlagt objektive normer.

Jeg tror ikke, at ret mange vil påstå, at der ikke er alvorlige problemer på det seksuelle område. Hele tiden bliver vi over internettet konfronteret med seksuelle misbrug af den ene eller den anden art. For eksempel er det moderne dogme rigtigt, at også kvinder, herunder teenagepiger, har ret til fri sex? Har drenge det? Det synes man at antyde.

Det grundlæggende problem er: Der mangler objektive moralske kriterier for udøvelsen af den menneskelige seksualitet. Tidligere generationer havde på dette punkt en moral, som kunne formuleres ganske enkelt: Sex hører alene hjemme i ægteskabet. At praksis ofte var noget helt andet, er en kendsgerning. Den menneskelige seksualitet handler i dag om at få tilfredsstillet sine egne seksuelle behov. Man har legaliseret det frie seksuelle behov. Men hvordan administrerer man dette behov uden etik?

Den grundlæggende fejltagelse er, at seksualiteten primært har til formål at tilfredsstille sit eget ego, men ikke at skabe liv. Det skal man jo være to om, en mand og en kvinde. Ved at fastholde den egoistiske forståelse af den menneskelige seksualitet, perverterer man seksualiteten. Man legitimerer alle mulige former for seksualitet, som er milevidt fra seksualitetens sande natur med den virkning, at det negativt kan påvirke den sunde form for sex.

Noget meget karakteristisk er det, man kunne kalde forvirringen omkring kønsidentiteten. Er det for eksempel efter naturens orden, at to lesbiske kvinder gifter sig og ved hjælp af en fertilitetsbehandling bliver mødre? De vil på en gang være kvinder og blive mødre, men afviser fysisk kontakt med en mand. Man er begyndt at se problemet med sæddonorer, nemlig at den samme mand anonymt kan blive far til et stort antal børn, som aldrig kender hinanden og måske en dag finder sammen og danner et par og får børn.

Et spørgsmål, der aldrig berøres, er for eksempel om p-piller og spiral forurener kvindens natur og måske endda også naturen. Vokser kønssygdommene ikke i denne tid, hvor vi har fri sex? Kan der være et sammenhæng mellem ’misbrug’ af det seksuelle og af alkohol og stoffer? Forholder vi os ikke lige så egoistisk og perverst, som vi har gjort til naturen?

Her er det relevant at bruge udtrykket økologisk sex. Derved kan vi forholde os til vor egen seksualitet, som vi ønsker at forholde os til den øvrige natur, nemlig på naturens præmisser og ikke på vore egne præmisser. Kan man finde sammenhænge i den menneskelige seksualitet, som vi absolut skal respektere, hvis vi ikke vil ødelægge os selv og hinanden?

Jeg vil forsøge at pege på nogle ting, der peger i den retning. Mit udgangspunkt er det, man kan kalde et kristent menneskesyn. Det kristne menneskesyn er imidlertid indbygget i menneskets natur. Det vil sige, at hvis et menneske prøver at lytte til sig selv inderst inde, vil det få en række indsigter i sin seksualitet og bliver derved i stand til at administrere den.

Den første indsigt er, at ethvert mennesker er unikt, har en værdi i sig selv, jævnfør menneskerettighederne.

Den anden indsigt er, at menneskelivet begynder biologisk med undfangelsen. Hele kvindens organisme ved det og reagerer positivt på befrugtningen. En kvinde, der får foretaget abort, fratager ikke blot et menneskeligt væsen livet, men sårer også sig selv alvorligt som kvinde. Det er livet, der er i centrum, og det er kvindens værdighed at modtage og fremelske et barns liv. Min erfaring overbeviser mig om, at en kvinde aldrig rigtigt kommer over en abort. Hendes forhold til barnets far bliver traumatiseret af den enkle grund, at hans opgave som mand er at støtte hende i hendes graviditet. Ved enten at ignorere hendes graviditet, samtykke i hendes ønske om abort eller ligefrem presse hende til abort, svigter han hende. Det giver mange kvinder udtryk for.

Den tredje indsigt er, at man aldrig må skille sex, frugtbarhed og kærlighed ad. Det er netop det, der sker i dag. Et barn skal være frugten af en mands kærlighed til en kvinde. Selve den seksuelle akt skal være en kærlighedsakt, der også udelukker kunstig prævention. Naturen har skabt kvinden med en frugtbarhedscyklus, som hun kan lære at kende, og som man kan regulere sit samliv efter. Altså et ”økologisk” aspekt. Det er mandens kærlighed til kvinden, der skaber det klima, børnene skal vokse op i for selv en dag at kunne få kærlighedsbørn.

Den fjerde indsigt er, at den seksuelle akt har ægteskabsstiftende karakter. Det er måske især kvinder, der dybt inde føler, at de er blevet ”gift”, når de har haft sex. Der opstår et ægteskabslignende bånd. Den seksuelle akt skaber en forbindelse mellem en mand og kvinde, som ikke bare forsvinder efter samlejet. Det viser, at den seksuelle akt er så intim, at den kun må høre hjemme i ægteskabet. Mon ikke mødommen skal forstås i denne sammenhæng? Naturen har udrustet kvinden med en jomfruhinde. Har den en betydning? Ja, den skal nemlig fortælle hende, at hendes krop er bestemt for den rigtige mand og kun for ham. Jomfruelighed skal forstås som et tegn på kvindens værdighed, der beskytter hende, indtil tiden er inde.

Den femte indsigt er, at et forhold mellem mand og kvinde skal være livsvarigt. Det kan kun ske, når de formelt gifter sig med den intention at danne deres egen familie. Bibelen udtrykker det således: En mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, så de kan blive ét kød (organisme).

Familien er samfundets grundcelle. Det får den ikke lov til at være i det moderne samfund. Der er i vor tid opstået et alternativ begreb til ægteskab: kæresteforhold, det vil sige et mere eller mindre permanent forhold, hvor en mand og kvinde lever sammen, som om de var gift. Den grundlæggende forskel er, at de ikke elsker hinanden nok til at ville binde sig til hinanden for livet. Derfor forlader de ofte hinanden, også selvom de har fået børn.

Måske er det igen kvinden, der kommer til kort, fordi det, hun har brug fo, er en mand, der kan gøre hende fundamental tryg. Hun kan nemlig kun gøre sine børn trygge, hvis hun selv er tryg, og det kan kun en mand gøre, der virkelig elsker hende og er 100 procent til for hende.

Det er den menneskelige naturs orden, som på så mange måder afspejler den øvrige orden i naturen med den forskel, at mennesket har en åndelig dimension, nemlig en kærlighedsdimension.

Det er kærligheden, der bestemmer den menneskelige etik. Vi skal altså nytænke vores forhold til den menneskelige seksualitet, så forholdet mellem mand og kvinde bliver et udtryk for ægte kærlighed.

Lars Messerschmidt er præst og eksorcist i den katolske kirke.